Velfærdschefer advarer: Vi befinder os i en tillidskrise
Kommunerne mangler både penge og medarbejdere og kan derfor ikke levere velfærd i det omfang, borgerne forventer. Det har skabt en tillidskrise mellem borger og system.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Nogle kalder det ”den perfekte storm”. Kommunerne står vindomsuste uden hverken medarbejdere eller penge nok til at løse velfærdsopgaverne. Og samtidig banker stadig flere borgere på døren for at få ydelser – både fordi vi har flere ældre, som lever længere, og fordi der bliver flere børn, unge og voksne med mistrivsel, sygdomme og handicap, der kræver indsats her og nu. Hvor efterlader det kommunerne – og ikke mindst de ledere og medarbejdere, som dagligt møder borgerne?
I en tillidskrise, hvis man spørger landets velfærdschefer. Det har Tænketanken Mandag Morgen gjort i en undersøgelse i samarbejde med os, Kommunale Velfærdschefer, som optakt til vores årsmøde i slutningen af oktober.
Og svaret er klart: To af tre velfærdschefer mener, at velfærdssamfundet er i en decideret krise. De ser en voksende ulighed som et stort problem, de vil gerne tage opgaverne på sig, men de mener også, at vi nu har brug for at gentænke både rettigheder og pligter.
Den største ledelsesudfordring er netop gabet mellem på den ene side borgernes forventning til fremtidens velfærd og på den anden kommunernes oplevelse af den virkelighed, de står i – uden hverken penge eller hænder nok til at leve op til forventningerne. Og den samtale – forventningsafstemning, som vi kalder det i disse år – mangler først og fremmest landspolitikerne at tage med befolkningen.
Landspolitikerne må og skal stå på mål for de nødvendige prioriteringer. Det fjerner jo tilliden til vores velfærdssamfund, når politikerne siger, at Danmark som stat har masser af penge, samtidig med at de systematisk underfinansierer os og så bagefter kritiserer de kommunale nedskæringer. Det hænger ikke sammen. Og det er os, som sammen med medarbejderne på daglig basis skal navigere i den mistillid ansigt til ansigt med borgerne, der opfatter os som utroværdige.
Et flertal af deltagerne i undersøgelsen siger da også klart, at forventningsafstemningen med borgerne om fremtidens velfærd er den største ledelsesudfordring, de står med i dag sammen med kommunalpolitikerne. Udfordringen handler ikke om, at Christiansborg bare skal sende flere penge. Det er en politisk prioritering. Men den handler centralt om, at når Christiansborg ikke sender flere penge, end de gør, skal de stå bag os, når vi er nødt til at skære ned.
Den største ledelsesudfordring er derfor at omstille og udvikle den måde, vi fremover skal levere service på. Det kræver en modig dialog med medarbejdere, politikere og borgere om, hvad der er vigtigst, hvad der er realistisk, og hvilke nye måder vi kan agere velfærdsaktør på. Og netop modet er det største problem hos både Folketing og regering, er velfærdscheferne helt enige om i undersøgelsen. For landspolitisk mangel på mod spænder ben for lokale innovative løsninger.
Som formand for landets velfærdschefer tør jeg godt stå på mål for at sige, at vi alle er optaget af – sammen med vores lokalpolitikere – at påtage os opgaven med at forventningsafstemme med borgene. Men vi kan ikke gøre det uden opbakning fra Christiansborg. Siger vi i kommunerne én ting og landspolitikerne noget andet, er det os lokalt, som står tilbage med borgernes mistillid, der fremstiller os som utroværdige Komiske Ali.