Fortsæt til indhold
Kronik

Ytringsfriheden er en af de mest værdifulde frihedsrettigheder og kan ikke gradbøjes

Vi skal ikke gøre knæfald for islam. Hvis afbrænding af religiøse skrifter forbydes, vil provokatører bare brænde noget andet, f.eks. en burka, og så bliver der ballade igen.

Peter C. GøtzscheProfessor emeritus

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Demokratiet kan efter sin idé ikke stille nogen som helst betingelser for karakteren af den kritik, som rejses mod det. Rører man ved ytringsfriheden og den politiske frihed, bryder man hul paa den eneste dæmning, som beskytter folkestyret. Ingen ved, hvornaar man derefter mister kontrollen, hvorved magter, der er uden kontakt med folket, styrter os ud i diktaturet.«

Dette er det sidste afsnit i Poul Henningsens kronik ”Frihed med eller uden rabat?” den 9. september 1945 i Social-Demokraten.

Censur er en dødelig intervention. Hvis der ikke havde været stram censur i Nazityskland, ville Hitler ikke havde fået så stor en opbakning, og millioner af dødsfald kunne formentlig have været undgået.

Og hvis der ikke havde været stram censur i Rusland, ville der have været langt mindre opbakning til den russiske præsident Putins krigsforbrydelser, og krigen i Ukraine ville formentlig have fået et andet forløb.

Selv i USA, der har en frihedsgudinde og konstant påpeger vigtigheden af den første tilføjelse til forfatningen, som forhindrer regeringen i at lave love, der indskrænker ytringsfriheden, er der store problemer. De toneangivende medier har meget store finansielle interessekonflikter, hvilket betyder, at nyhedsstrømmen domineres af konservative synspunkter og regulære løgne, hvilket giver flere abonnenter og seere.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump fik næsten halvdelen af stemmerne ved præsidentvalget i 2020, selvom han i sin præsidentperiode udbredte over 20.000 falske eller vildledende påstande. En af hans værste løgne var, at der havde været valgsvindel, og at han i virkeligheden vandt valget. Den løgn troede to tredjedele af de republikanske vælgere på, og det gjorde de stadig i juni 2023.

Trumps monstrøse løgne var i høj grad medvirkende til stormen på Kongressen den 6. januar 2021, der var et forsøg på at omstyrte demokratiet.

Taler det så ikke for at begrænse ytringsfriheden? Nej. Det taler for et effektivt retssystem, der holder folk ansvarlige, hvis de misbruger ytringsfriheden og udbrede åbenlyse løgne. Frihed under ansvar.

Censuren viste sit grimme fjæs under coronapandemien, og de sociale medier med base i USA førte an. Der er utallige eksempler på, at videnskabeligt stærkt underbyggede ytringer er blevet fjernet eller undertrykt af f.eks. Facebook og Youtube, og at det sjældent nytter noget at appellere disse indgreb i ytringsfriheden. Jeg har skrevet en hel del om det i min bog ”The Chinese virus: killed millions and scientific freedom”, der kan hentes gratis på min hjemmeside.

De sociale medier har en hær af såkaldte faktatjekkere ansat, der som en slags ypperstepræster afgør, hvad der er sandt, og hvad der er falsk og skal forbydes. Disse personer mangler ofte videnskabelig skoling, og de er ofte bemærkelsesværdigt enøjede.

Ifølge Youtubes retningslinjer er det forbudt at hævde, at nogen som helst medicin eller vaccination er 100 pct. effektiv til at forebygge coronainfektion. Ikke desto mindre er dette blevet hævdet af FDA (den amerikanske lægemiddelstyrelse), Anthony Fauci (rådgiver for fire præsidenter), den australske regering, Science Magazine, Reuters, CNN, US National Public Radio, The Hill, Sky News, Pfizer, Moderna, Astrazeneca og Johnson & Johnson.

Fauci og den amerikanske præsident, Joe Biden, har begge erklæret i interview, at folk ikke kan blive smittet, hvis de er blevet vaccineret, hvilket netop er 100 pct. effektivitet. Det er selvfølgelig helt forkert. Vaccinen er faktisk ret dårlig, og mange af os har haft covid-19, selvom vi er blevet vaccineret flere gange.

Højdepunktet i absurditeten var, da et sundhedstidsskrift skrev, at det skam var blevet faktatjekket, at vaccinen var 100 pct. effektiv.

Coronavaccinerne kan i sjældne tilfælde være dødelige, f.eks. fordi de i sjældne tilfælde kan give betændelse i hjertet, som fortrinsvis rammer drenge og unge mænd, eller blodpropper. Men på grund af censuren er det meget svært at publicere forskning, der påpeger dette. Jeg har f.eks. ikke kunnet få publiceret vores systematiske oversigt over alvorlige skadevirkninger af coronavaccinerne, selvom jeg i min karriere har publiceret stribevis af systematiske oversigter i verdens mest velanskrevne tidsskrifter. Så vi endte med at lægge vores forskning op på vores hjemmeside. Den er vigtig, fordi den påpeger, at man ikke børe vaccinere børn med coronavaccinerne.

Danmark stod fast, da Jyllands-Posten den 30. september 2005 bragte 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Det skabte voldsomme uroligheder i den muslimske verden og et farligt drabsforsøg i 2010 på en af tegnerne, Kurt Westergaard, der heldigvis døde en naturlig død langt senere.

Der findes ikke et egentligt billedforbud i Koranen, men traditionen om profeten Muhammed (hadith) tilsiger, at man ikke afbilder personer og slet ikke gudebilleder. Mens man inden for shia-islam har flere eksempler på afbildninger – også af profeten – holdes traditionen stærkt i hævd hos sunnimuslimerne.

Nu har vi så koranafbrændingerne, der har skabt stort røre og truer Danmarks eksportindtægter. Så vi diskuterer igen, om vi skal indføre ny lovgivning for at stille muslimerne tilfreds. Heldigvis har vi afskaffet blasfemiparagraffen, og den vil næppe blive indført igen.

Som nogle politikere har bemærket, vil det være umuligt at stille fundamentalisterne tilfredse. Hvis afbrænding af religiøse skrifter forbydes, vil provokatører bare brænde noget andet, f.eks. en burka, og så bliver der ballade igen.

Vi skal ikke gøre knæfald for islam. Der er andre paragraffer, der kan bruges, og de bruges f.eks. i Frankrig for at stoppe meningsløse provokationer.

Jeg har en vittighedstegning, hvor profeten Muhammed ligger på en briks hos en psykiater oppe i himlen og beklager sig: ”Andre profeter har tilhængere med humoristisk sans”. På et bord ved siden af ligger der en avis med teksten ”Alle skal tegne Muhammed”-dagen og ”Fatwa over vittighedstegnerne”.

Da man overvejede at indføre en stram blasfemilovgivning i Storbritannien, var mange kulturpersonligheder stærkt imod det. Rowan Atkinson udtalte, at han så ikke måtte lave en vittighed, hvor alle i en moské lå foroverbøjede med hovedet mod gulvtæppet, og han forklarede, at de ledte efter Muhammeds kontaktlinser.

John Cleese fra Monty Python fremkom med meget begavede synspunkter i et interview med Jan Gintberg. Jeg vil anbefale alle at se filmen ”Life of Brian”, der vel nok er den mest morsomme satire, der nogensinde er lavet. Den bringer religioner helt ned på jorden, hvor de hører hjemme, og starter med, at de tre vise mænd går ind i det forkerte hus, da de vil opsøge Jesus, som lige er blevet født. De havner i Brians hus, og han bliver en religiøs leder meget imod sin vilje.

Alle religioner er menneskeskabte. Jeg har svært ved at forstå, at folk kan blive ophidsede over en bogafbrænding. Hvis nogen brændte Bibelen af, ville vi bare trække på skuldrene. Og hvis nogen brændte mine bøger af, ville jeg tænke: ”Det er god reklame for det, jeg står for, at nogen synes, det skal brændes af, fordi mine videnskabeligt velfunderede synspunkter truer stærke kapitalinteresser.”

Ytringsfriheden beskytter os imod religiøs, politisk, intellektuel og videnskabelig formørkelse og mod indførelsen af diktatur, som Poul Henningsen bemærkede. Det er en af vores allermest værdifulde frihedsrettigheder. Det er derfor, jeg har oprettet Institute for Scientific Freedom. Hvis der ikke er en fri videnskabelig debat, stagnerer videnskaben, hvilket vil koste os alle dyrt.