Fortsæt til indhold
Kronik

Hvem tager ansvaret, når skuden synker?

Det er ved at være sidste udkald for at sikre, at der også i fremtiden er et attraktivt fag for socialrådgivere, for den onde cirkel er i fuld gang.

Sisi Ploug PedersenGeneralsekretær HOME-START Familiekontakt
Matilde DueholmBestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening Region Nord
Helene Flintholm BackBestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening Region Nord
Stella Meyer OlesenBestyrelsesmedlem i Dansk Socialrådgiverforening Region Nord
Pia LieberknechtSocialrådgiver og adjunkt, VIA University College

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

For tredje år i træk falder antallet af ansøgere til socialrådgiveruddannelsen. I politiske munde kaldet ét af velfærdsfagene. I socialrådgivermunde oftest kaldet en profession. En profession, vi er stolte af.

Vi er socialrådgivere, der hver dag stolte og ydmygt udfører vores virke og i vores daglige praksis arbejder med mennesker, for hvem livet enten midlertidigt eller langvarigt viser sig fra sin udfordrende side. Men hvad vi er knap så stolte af, er vores løn, vores arbejdsvilkår og vores muligheder for efter- og videreuddannelse. En undersøgelse lavet af Dansk Socialrådgiverforening i foråret 2023 viser, at halvdelen af socialrådgivere på børneområdet overvejer at forlade området grundet dårligt arbejdsmiljø og manglende økonomi til at iværksætte rette foranstaltninger. Dette har både en betydning for os som professionelle og ikke mindst også for de børn og familier, vi arbejder med.

I en artikel fra den 5. juli på DR.dk fortæller forkvinden for Danske Professionshøjskoler, Camilla Wang, at de unge bl.a. ser socialrådgiveruddannelsen som et karrierestop. De unge oplever, at et job som socialrådgiver ikke giver gode nok karrieremuligheder, og desuden ser de unge, at hverken løn eller arbejdsvilkår er prangende. For ikke at sige direkte afskrækkende. Noget, som vi, der allerede er i faget, har vidst længe. Men vi kender dog også karrieremulighederne, blot ikke til ”løn som fortjent”. Til gengæld er vi yderst bekymrede for fagligheden, hvis ikke der gøres noget nu!

En ting er den allerede eksisterende udfordring med rekruttering af de unge, men vi frygter også for en flugt fra faget, når de etårige kandidatuddannelser åbner for optag. Allerede nu hører vi om kollegaer, der gerne vil læse den etårige kandidat for så at kunne blive ”djøf’ere”, få 10.000 kr. mere i lønningsposen pr. måned og en bedre alderdom qua en højere pension. Så flugten fra faget er ikke bare noget, der kommer til at ske engang: Flugten sker allerede, inden de unge søger ind, og det bliver kun værre i de kommende år, spår vi.

Men desværre forstår vi godt de unge, og vi forstår godt vores kollegaer, der søger væk fra faget. Vores fag er vildt spændende, dagligt udfordrende, lærerigt, vigtigt og på alle måder livsbekræftende. Men vores fag er også præget af alt for meget stress. Vi er den næstmest stressramte faggruppe. I de fleste funktioner er der enormt høje følelsesmæssige krav, og moralsk stress rammer et fortvivlende stort antal gode socialrådgivere.

Det bliver lynhurtigt dybt alvorligt, når der ikke længere er nok unge, der kan se det fantastiske i at blive socialrådgiver. Og det bliver endnu mere alvorligt, når flere og flere af vores erfarne kollegaer forlader faget. Det er et tab for både vores profession, for samfundet og ikke mindst for de mennesker, vi arbejder med. Det tager vi meget alvorligt. Men det virker desværre, som om vores nuværende regering ikke har opfattet alvoren og i stedet kigger den anden vej. For hvor er handlingerne? Hvor er indsatserne for at skabe forandring?

Hvis der ikke handles nu, vil de onde spiraler kun blive værre. For når der uddannes færre (og der er brug for stadig flere), vil der ude i den daglige socialrådgiverpraksis ansættes flere ikke-uddannede. Det udvander selvsagt fagligheden i praksis. Konsekvenserne af manglen på socialrådgivere er stor og kan allerede mærkes. På især beskæftigelsesområdet er der i stort omfang ansat mange, der ikke er socialrådgivere – og det er vel at mærke i stillinger, hvor der arbejdes med mennesker med sociale problemer, der kalder på socialfagligt uddannede medarbejdere.

Og hvad sker der, hvis f.eks. en tidligere automekaniker skal til at understøtte sårbare familier og i værste fald indstille til en tvangsanbringelse af et eller flere børn? Intet ondt om automekanikeren, der helt sikkert er rigtig god til at være automekaniker, men hvis en socialrådgiver skulle til at lave biler, ville det også gå galt.

Så ikke alene vil dette scenarie med ikke-uddannede socialrådgivere ramme de voksne og børn, vi arbejder med, og hvis udfordringerne ikke imødekommes på rette vis, vil problemerne forværres. Det vil også betyde, at denne udvanding af fagligheden i praksis vil forstærke billedet af socialrådgiverfaget som uattraktivt, da enhver, der ellers ønsker at udføre sin faglighed på bedste vis, ikke vil kunne se sig selv i et fag, hvor fagligheden ikke længere findes.

Vi frygter for vores fælles retssikkerhed. For det er ikke hverken tal eller bygninger, vi arbejder med – det er mennesker. Rigtige levende mennesker af kød og blod, for hvem der er udfordringer i livet, som de har brug for hjælp til. Mennesker, der fortjener at møde den samme socialrådgiver mere end en gang, der har tid og mulighed for at give den rette støtte. Mennesker, der fortjener veluddannede socialrådgivere med faglighed og viden, hjertet på rette sted og en faglighed, der ikke kan sidestilles med andre uddannelser.

Men dette scenarie, som vi allerede står i og frygter kan forværres betragteligt, indeholder også flere andre risici. Der er bl.a. også den risiko, at fagligheden på selve uddannelsen svækkes. Med færre studerende er der færre midler til at bedrive uddannelse.

Derudover er det blevet en tiltagende kompleks opgave at skabe den bedste undervisning og dermed uddanne de dygtigste socialrådgivere. Det gør underviseropgaven mere kompleks, og med færre midler (pga. færre studerende) er der en kæmpe risiko for, at den samlede kvalitet på uddannelsen falder.

Hvis det sker, er det yderligere brænde på det bål, der allerede brænder – og med et billede fra klimakrisen risikerer vi at nå nogle tipping points, der kan resultere i, at der bliver endnu færre, der søger ind på uddannelsen, og at fagligheden svækkes yderligere i praksis. Men skal ikke fortsætte denne tanke særlig langt for at forstå, at det, vi allerede står i, er hamrende alarmerende og gravalvorligt.

Det er vigtigt at huske på, at socialrådgivere uddannes til at arbejde med mennesker, der oplever sociale problemer. Disse problemer er utroligt mangeartede og ofte det, vi kalder vilde problemer, som der ikke findes én formel for, hvordan opdages og løses.

Kære regering! I har en yderst vigtig og påkrævende opgave foran jer med at sikre socialrådgivere ordentlige arbejdsvilkår og herunder bl.a. retvisende løn og gode muligheder for efter- og videreuddannelse. I har en aldeles akut opgave i at sikre, at socialrådgiveruddannelsen er så attraktiv og givende, at vi får nok uddannede til at bevare en høj og givende faglighed i praksis. Og mest af alt har I det fundamentale ansvar for, at de borgere – de mennesker – som vi arbejder med, møder socialrådgivere med både uddannelse og socialfaglighed helt i top. Det er jeres ansvar at sikre, at vi er nok uddannede, så alle berørte borgere får den rette hjælp på det rette tidspunkt.

Vi elsker vores arbejde og gør os umage hver dag for at gøre vores bedste. Men vi kan ikke gøre det uden jer. Kom ind i kampen, og gør noget! Nu!