Vi tager for givet, at gaverne bliver større og større, og servicen bedre og bedre

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Vi har i Danmark skabt et fantastisk velfærdssamfund. Men også et velfærdssamfund, hvor borgernes forventninger stiger støt. Et velfærdssamfund, hvor man som borger mener, at man har ret til at få uden at give tilsvarende igen. Derfor er der flere problemstillinger, vi er nødt til at tage hånd om, hvis vi skal nå i mål med at frisætte den offentlige sektor. Vi skal ligestille de offentlige og private velfærdstilbud, og så skal vi simpelthen i gang med at tale om borgernes tårnhøje forventninger.

Lad os starte med forventningerne. Borgernes forventninger skrues mere og mere op som følge af, at der over en længere årrække er kommet flere penge til velfærd. Det er i sig selv ikke overraskende. Når et samfund bliver rigere, så ønsker borgerne både mere service, højere kvalitet og bedre velfærd. Spørgsmålet er bare, hvem der skal betale for de store gaver? Er det staten, arbejdsmarkedet eller borgeren selv?

Samtidig skrives flere og flere rettigheder ind i lovgivningen – hvilket jo måske er godt. Men jeg vil også godt her hejse et flag. For når rettigheder øges, så skabes et forventningspres, og derfor er det også afgørende, at vi begynder at tale om forpligtelser. At vi også skal huske at bidrage og ikke kun at kræve.

De fleste mennesker bliver lykkelige af at få en uventet gave. De fleste bliver samtidig ulykkelige, hvis noget, de regner for selvfølgeligt, bliver taget fra dem. Det er velfærdsstatens kerneproblem. For hvis der først er indført ydelser eller service på et område, er det vanskeligt at lave om eller skære ned.

Samtidig tager vi det simpelthen for givet, at gaverne bliver større og større, og servicen bedre og bedre, uden at vi selv skal gøre noget ekstra for at opnå gaverne. Det er med til konstant at øge forventningspresset.

På Christiansborg er alle partier enige om, at vi skal hjælpe de svageste. Men vi er ikke enige om, hvem de svageste er, hvor meget hjælp de svageste har ret til, eller om den bedste hjælp altid er flere penge. Jeg tror faktisk, at for meget hjælp kan være til skade. For man bliver som menneske gjort mere og mere passiv, når det ikke er nødvendigt selv at bidrage. Hvis andre ikke forventer noget af dig, så stopper du også med at have forventninger til dig selv.

Jeg mener, at der er opstået en skævvridning på socialområdet og beskæftigelsesområdet, hvor vi til tider gør folk sygere, end de er. Vi sætter barren for lavt for, hvad vi forventer, at folk kan bidrage med. Misforstå mig ikke, jeg ved om nogen, at der findes borgere i vores land, der har hårdt brug for hjælp. Det er ikke dem, jeg henviser til. Men jeg kender faktisk flere eksempler på mennesker med funktionsnedsættelser, der ikke kan forstå, hvorfor nogen kommer og vasker deres gulv eller vækker dem om morgenen – for det kan de godt selv.

Og det er forkert, at vi bruger pengene fra et i forvejen meget presset socialområde på mennesker, der faktisk kan mere, end vi forventer af dem. Jeg synes, at forpligtelser og forventninger er noget af det fineste, vi har. At man er noget for nogen. Det er en misforståelse, at det er et onde at stille krav til vores medmennesker. Det er forventninger, vi vokser af og giver os mere selvværd og glæde.

Jeg ser bekymret til, når folk forventer at få frem for at bidrage. Det er en ærgerlig udvikling, der i sidste ende går ud over vores lands sammenhængskraft. For Danmark ville ikke se ud, som det gør i dag, hvis ikke vi havde frivillighed og gode gerninger, der bliver ydet uden forventning om at få et gode igen. Det burde være motivation nok i sig selv, at man gør en reel forskel med sin indsats.

Jeg blev efter valget sidste efterår udpeget til Venstres børne- og undervisningsordfører og Venstres socialordfører. Og især på socialområdet er der et hav af organisationer, som er sat i verden for at hjælpe folk. Der opstår nye foreninger og organisationer hele tiden, hvilket jo i sig selv er godt nok, men jeg oplever, at langt de fleste søger og forventer at få statslige midler. Det er en tendens, hvor folk, der starter en forening, nærmest forudsætter, at de skal statsstøttes med bevillinger og tilskud.

Jeg synes, at vi skal tilbage til grundtanken om at skabe en forening, hvor det at yde et bidrag er motivation nok i sig selv. Motivationen må ikke være, at man forventer påskønnelse, gaver, penge eller andre goder. Hvis man starter en forening, så er det, fordi man brænder for at gøre en forskel. I en sportsgren, for mennesker med en sygdom, for dyrevelfærd – eller hvad end man nu baserer sit projekt på!

En anden stor sten på vejen mod at sætte velfærdsområdet fri og leve op til danskernes forventninger er manglen på økonomisk gennemsigtighed. Det har Dansk Erhverv for kort tid siden lavet et skriv om, og jeg er meget enig. For danskernes høje forventninger stiller store krav til kvaliteten af velfærd, og vi kan kun leve op til den kvalitet, hvis der er en sund konkurrence. Det er altafgørende med en mulighed for at sammenligne, hvis vi skal sikre lige vilkår for de offentlige og private velfærdstilbud.

Alle udgifter bør medtages i beregningerne, når det gøres op, hvad et velfærdstilbud koster. Også hvis man har eksterne gartnere eller rengøringsfolk, der hjælper til med den daglige drift af tilbuddet. Det er svært at lave dette nøjagtige regnestykke, da f.eks. en vinduespudser jo sagtens kan have mange forskellige kommunale kunder. Stordrift er en fordel, men betyder også, at vi ikke får et retvisende billede af, hvor mange udgifter der reelt er i forbindelse med et offentligt velfærdstilbud. Men at det er svært, gør det ikke mindre vigtigt. Derfor mener jeg, at vi bør skabe en større gennemsigtighed om institutionernes økonomi, så vi på den måde kan ligestille de private og offentlige tilbud. Og på den måde skabe velfærd af bedre kvalitet.

Hvis vi vil lykkes med fortsat at have et samfund, hvor vi har velfærd og valgfrihed, så kræver det, at den enkelte dansker indser, at de selv har et medansvar for at løfte. Husker, hvilke forpligtelser vi egentlig har over for det samfund eller det fællesskab, vi lever i. Og så skal vi have skabt økonomisk gennemsigtighed i velfærdstilbuddene, så der reelt bliver lige konkurrence mellem de private og offentlige tilbud, hvilket også vil gøre det nemmere for borgeren at vælge deres foretrukne tilbud – på et oplyst grundlag.

Jeg tror, at vi på denne måde kan opnå en frisættelse, der øger det frie valg for den enkelte dansker, styrker det lokale ansvar, styrker samarbejdet mellem civilsamfundet, det private erhvervsliv og det offentlige. Og sidst, men ikke mindst, at flere danskere finder ud af, at glæden ved selv at bidrage og præge deres eget liv faktisk gør dem til lykkeligere mennesker.