Erhvervsgymnasierne er overalt i lænker – slip dem fri

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Hvordan kan det være, at erhvervsgymnasiale ungdomsuddannelser, der leverer fremtidens ingeniører, programmører, økonomer og selvstændigt erhvervsdrivende, ikke er mere populære? Det findes der en god forklaring på. Desværre er det ikke en rar forklaring, for den peger på grundlæggende skævheder i uddannelsessystemet.

De gymnasiale uddannelser stx, hhx, htx og hf udgør samlet set det meste populære valg af ungdomsuddannelse. Hele 72 pct. af afgangseleverne ”læser videre på gymnasiet”, som det hed i min ungdomstid, hvor en gymnasial uddannelse stadig var noget eksklusivt. Så sent som i år 2000 gik kun 45 pct. i gymnasiet, og i 1960’erne, hvor hhx, htx og hf slet ikke fandtes, var det en snæver elite på 5 pct.

Af de 72 pct., der søger ind på gymnasiet, vælger 61 pct. det almene gymnasium, som er målrettet uddannelser af især samfundsvidenskabelig og humanistisk observans. De to erhvervsgymnasiale ungdomsuddannelser er langtfra lige så populære. Hhx, der er målrettet økonomi og erhvervsforhold, og htx, der er målrettet teknologi og naturvidenskab, tiltrækker kun 30 pct. af de gymnasiesøgende, på trods af at erhvervslivet nærmest skriger efter unge med erhvervsrelevante kompetencer.

En del af forklaringen skal findes i, at selv unge med interesse i økonomi, erhverv, teknologi og naturvidenskab har tendens til at fravælge erhvervsgymnasiet til fordel for stx.

Spørgsmålet er: Hvorfor er det almene gymnasium fortsat så populært, når erhvervsgymnasiet fører de unge derhen, hvor behovet er størst, og samtidig sikrer de unge såvel en bedre beskæftigelsesprocent som et højere fremtidigt lønniveau? 70 pct. af alle htx- eller hhx-studenter er i job ni år efter dimission og tjener omtrent 10 pct. mere end deres stx-kollegaer.

En stor del af forklaringen skal findes i, at det almene gymnasium er blevet et selvforstærkende automatvalg. Takket være sin monopollignende størrelse er stx blevet et uomgængeligt omdrejningspunkt i den toneangivende ungdomskultur, de unges vigtigste adgang til social kapital uden for de sociale medier. Takket være taxametersystemet sikrer stx-uddannelsens høje markedsandel en solid økonomi, der muliggør højere investeringer i faciliteter, undervisningsmaterialer og ekskursioner ud af huset.

Det er selvfølgelig flot klaret, og stx-uddannelsen fortjener ros og anerkendelse for arbejdet med at skabe en landsdækkende gymnasiekultur. Men jeg argumenterer her for, at stx-uddannelsens succes også afhænger af, at dens vigtigste konkurrent – erhvervsgymnasierne – er sat bagud allerede fra start.

Den vigtigste strukturelle forhindring for erhvervsgymnasierne findes i de økonomiske vilkår. I modsætning til stx, hvor statens undervisningstilskud udnyttes 100 pct., så udnytter erhvervsskolerne kun 96 pct. af de statslige midler, der er tilsigtet undervisning, til at afholde undervisning på deres gymnasieafdelinger. Resten af pengene – samlet set 109 mio. kr. – bruger erhvervsskolerne til andre formål, i nogle tilfælde til at holde hånden over stadigt mere underskudsgivende erhvervsuddannelser. Således producerede hvert eneste erhvervsgymnasium i Danmark forrige år 2,3 mio. kr. i resultat, mens de erhvervsskoler, der driver dem, samlet set kørte med underskud.

Det siger sig selv, at 2,3 mio. kr. kunne være brugt på at give et betragteligt løft af undervisningskvaliteten på den enkelte gymnasieafdeling. Alene dette ”røveri” forklarer, hvorfor erhvervsgymnasierne har svært ved at følge med stx-uddannelsen. Prøv at gå forbi din lokale erhvervsskole, og kig ind ad vinduerne: Vær ikke overrasket, hvis laboratorie- og værkstedsforholdene er af dårligere kvalitet end på den lokale stx, selv om sidstnævnte modtager lavere tilskud til laboratorieudstyr.

Samtidig er gymnasielærernes løn- og arbejdsforhold generelt ringere på erhvervsgymnasierne end på stx, på trods af at uddannelsestilskuddene er sammenlignelige. Htx- og hhx-undervisere har generelt en mere presset arbejdskalender end deres stx-kollegaer, på trods af den lavere løn. Hertil kommer, at erhvervsgymnasierne opererer med en højere andel af løstansatte undervisere, der ofte må vente i årevis på at få deres pædagogiske grunduddannelse. Da erhvervsskolerne ikke falder ind under forvaltningsloven, har de heller ikke samme rettigheder over for deres arbejdsgiver i konfliktsituationer.

Samlet set betyder det, at erhvervsgymnasierne dagligt taber kampen om de bedste medarbejdere – og de bedste elever.

Man kan sikkert finde mange grunde til, at bestyrelsen på den enkelte erhvervsskole vælger at omdirigere gymnasieøremærkede midler væk fra deres gymnasieundervisninger, men jeg vil her holde mig til at se på de årsager, som jeg mener går på tværs af de enkelte erhvervsskoler.

Den vigtigste årsag findes i loven om bestyrelsessammensætningen. På stx kræver bestyrelsesloven, at der i bestyrelsen findes udefrakommende medlemmer med erfaring fra grundskolen og de videregående uddannelser, hvilket er med til at sikre et fokus på såvel afgiver- som modtagersiden samt på gymnasieskolens vilkår og udviklingsmuligheder.

På erhvervsskolerne er bestyrelsen derimod hovedsagligt udpeget af de faglige arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer, som skolen udbyder erhvervsuddannelser inden for. Dette resulterer naturligt nok i bestyrelser, der først og fremmest har erhvervslivets og erhvervsuddannelsernes tarv for øje, men ikke deres egne gymnasieafdelinger. Gymnasieafdelingens interesser bliver marginaliseret i bestyrelsesmæssige beslutninger, selv om det i stigende grad er gymnasieeleverne, der udgør rygraden i erhvervsskolernes økonomi. Et af beviserne er de 2,3 mio. kr., der årligt fosser ud af erhvervsgymnasiernes budgetter og anvendes til andre formål.

Budskabet til de politikere, der reelt ønsker at tage et opgør med skævvridningen af uddannelsessystemet, er klart nok: Ensret forholdene for de forskellige typer gymnasieuddannelser, så vi kan få skabt ligeværdige ungdomsuddannelser for de økonomer, arkitekter, biokemikere, matematikere og ingeniører, som arbejdslivet sukker efter.

Dette indebærer som et minimum, at uddannelsestilskuddet til erhvervsgymnasierne øremærkes, så det ikke omdirigeres til andre formål; for det andet, at bestyrelsessammensætningen ændres, sådan at gymnasieuddannelsernes interessenter får sæde i bestyrelserne i forhold til gymnasieuddannelsernes andel af elevmassen; og for det tredje, at der gøres op med forskelsbehandlingen mellem gymnasieformerne i form af institutionslovgivning, institutionsstruktur og overenskomstforhold.

Man kan overveje at gå skridtet videre og simpelthen sætte erhvervsgymnasierne fri af erhvervsskolerne, der har brug for at koncentrere sig om det, der historisk har været deres hovedopgave, nemlig erhvervsuddannelserne. Hvis man samtidig tillader erhvervsgymnasierne at indgå i selvstændige partnerskaber eller efter behov fusionere med ligesindede uddannelsesinstitutioner, herunder stx-gymnasier, vil der blive skabt en bedre grobund for en ligestilling af ungdomsuddannelserne. En ligestilling, der i sidste ende er forudsætningen for, at vores unge får valgt den ungdomsuddannelse, der passer til dem.