Gå fra forventningsræs i julen til værdsættelse af det, du har

ulen. Forventningernes tid. Men også den tid på året, der er værst, når man savner. Hvor ensomheden kan tynge. Det er her, jeg tydeligst mindes om, at min mor ikke er her mere. Jeg har altid elsket julen, men nu er der savnet midt i alt den opstillede juleglæde. Forventningerne til julen er ofte mange, men vi må tillade os selv at være og ikke lade os drukne i forventningsræset i jagten efter perfekte øjeblikke. For høje forventninger gør os ensomme og ulykkelige. Når tingene ikke er, som vi forventede, bliver vi skuffede. For lave forventninger kan også blive en selvopfyldende profeti, såsom: ”Jeg vidste, at julen ville blive konfliktfyldt, og jeg fik ret.” Corona tvinger os til at tænke julen lidt anderledes i år. Særligt når det kommer til, hvem og hvor mange vi kan se og hvordan. Måske det også kunne give anledning til at tænke anderledes om, hvilke forventninger vi pålægger os selv og andre i julen? Gå fra forventningsræs til værdsættelse af det, vi har?

Julen er et arbitrært net af forventninger, der beror på perfekthedsmyten – ønsket og mindet om de perfekte øjeblikke. Der er dem, vi har fra barndommen. Stillbillederne, fra dengang alting var godt. De fintformede havregrynskugler og produktion af sød julekonfekt med mormor i køkkenet til lyden af julens allerkæreste sange, og på køkkendøren hang en julemand, som, når man hev ham i snoren, spillede ”Jingle Bells”. Der er de perfekte sekvenser fra julefilm – ”Lille Per” og ”Nøddebo Præstegård” – set