Samfundet smider for mange mennesker ud i ”udenforskab”

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Der er mangel på arbejdskraft. Det er blevet sagt af alvorstunge mænd fra DA og DI samt af politikere igennem de seneste mange måneder. Men manglen kunne sagtens klares, hvis flere danskere fik den nødvendige sociale støtte i velfærdssamfundets institutioner. Det er derfor det danske velfærdssamfund selv, som er skyld i, at unge ikke får en plads på arbejdsmarkedet. Samfundet smider simpelthen for mange mennesker ud i det, jeg kalder udenforskab.

Det er for nylig klart dokumenteret i en analyse lavet af Rockwool Fonden. Den viser, hvordan andelen af danskere i beskæftigelse er faldet de seneste 20 år for alle aldersgrupper under 55 år. Den meget omtalte stigning i beskæftigelsen skyldes alene, at de over 55-årige i dag i langt højere grad end tidligere er i arbejde, samt at mange østeuropæiske håndværkere og andre udenlandske statsborgere med bopæl i Danmark også indgår i den samlede opgørelse.

Samfundsøkonomisk er der tale om et stort problem. Men det menneskelige problem er langt større. Alt for mange danskere bliver henvist til et liv på offentlig forsørgelse og får aldrig mulighed for at blive herre i eget liv. Faldet i beskæftigelsen for danskere under 55 år afspejler derfor et eklatant svigt fra velfærdssamfundets institutioner. Det har stået på de seneste 20-25 år og skyldes et manglende fokus på samfundets sidste 20 pct. og på personer med særlige behov. Mange af de personer kunne få et liv og klare sig, hvis de havde fået den nødvendige socialfaglige støtte fra velfærdssamfundets fagprofessionelle og institutioner.

For at gøre det konkret vil jeg pege på to store grupper af børn og unge, som falder igennem i de vigtige år fra 12-25 år, og som derfor typisk ikke får en uddannelsesmæssig god start på livet. Det drejer sig om personer ramt af psykisk sygdom og personer med ordblindhed som handicap. Løsningen, som jeg vender tilbage til, drejer sig først og fremmest om at sikre, at de grupper kommer godt igennem folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Gentagen forskning viser, at har man først en ungdomsuddannelse, dvs. enten en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse, så klarer langt de fleste sig senere i livet uden eller med begrænset støtte fra det offentlige.

Psykisk sygdom rammer mere end 15.000 unge hvert år. Mange af dem falder desværre ud af deres uddannelse og ender uden for arbejdsmarkedet. Sådan behøvede det ikke at være. Med en grundlæggende anderledes tilgang til psykisk sygdom og en målrettet indsats til den enkelte ville en betydelig andel af dem kunne fastholdes i uddannelsessystemet, og de fleste ville kunne få et almindeligt liv med arbejde og sociale fællesskaber.

Helt overordnet er der flere forklaringer på den ulykkelige uddannelsessituation for personer, som har fået en psykiatrisk diagnose. Der hersker stadig i samfundet den almindelige opfattelse, at en psykisk sygdom er en mere eller mindre permanent eller kronisk tilstand. Det kalder naturligvis generelt på en forandring i behandlingen af psykisk syge i samfundet. Tale om recovery og det at få den unge ”tilbage på sporet” er desværre i mange år forblevet ved talen.

Manglende fokus på recovery er ulykkeligt, især fordi der faktisk er mulighed for forbedringer. Langt de fleste førstegangsdiagnosticerede er ude af behandlingspsykiatrien inden for de første 12 måneder. Og derfor er det netop afgørende, at vi bliver meget bedre til at samle dem op i uddannelses- og beskæftigelsessystemet. For det er kun gennem gode sociale indsatser, at vi kan påvirke de tidligere syges livsudsigt – især i det eller de første år efter debuten som psykisk syg. En styrkelse bør derfor indebære mere fokuserede og systematiske indsatser, især ift. førstegangsdiagnosticerede, gennem en effektiv og håndholdt indsats. F.eks. skal der være langt bedre muligheder for individuel hjælp og rådgivning fra psykologer og socialrådgivere på uddannelsesinstitutionerne og bedre samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne og psykiatrien. Vi skal også være langt bedre til at inddrage de pårørende og give dem støtte og undervisning i, hvordan de giver de syge den bedst mulige hjælp.

Et andet eksempel er de personer, som har ordblindhed som handicap. Det rammer rigtigt mange – 5-7 pct. af befolkningen – og det betyder store vanskeligheder ved at læse og skrive og kræver derfor støtte til indlæring. Når ordblinde ikke får støtte, falder de igennem uddannelsessystemet, og alt for mange af dem ender uden en kompetencegivende uddannelse og et liv på en eller anden grad af overførselsindkomst. Årsagen til, at ordblinde ikke bliver hjulpet, er først og fremmest, at lærerne i folkeskolen har mistet viden om den særlige gruppe af børn og den særlige type af særlige behov. Lærerne har igennem de seneste 20-30 år mistet viden om specialpædagogik, bl.a. fordi læreruddannelsen ikke har fokus på specialpædagogik. Derfor kan den enkelte lærer ikke se og støtte de en-tre ordblinde elever, som er i hver klasse.

En af de vigtigste forklaringer på, at børn og unge med psykisk sygdom eller handicap som ordblindhed falder ud af uddannelsessystemet, er, at vi ikke har det nødvendige fokus på at støtte mennesker med særlige behov. Velfærdssamfundet har nedprioriteret behovene for specialpædagogisk faglig indsats og godt socialt familiearbejde. Derfor er beskæftigelsen for danskere under 55 år faldet.

Det positive er imidlertid, at det ikke er urealistisk at øge andelen af danskere, som får en kompetencegivende uddannelse. Det kræver større fokus på personer med særlige behov i alle velfærdssamfundets institutioner. Konkret skal specialpædagogikken være en afgørende del af alle lærere og pædagogers faglige ballast, og vi skal have fokus på at hjælpe de 15.000 børn og unge, som årligt får en psykiatrisk diagnose, tilbage i deres uddannelse og ved større støtte til familien og de pårørende.

En ny 10-årsplan for psykiatrien skal øge indsatsen for at få de unge tilbage i uddannelse, og den ny regering skal sætte som mål, at f.eks. ordblindhed ikke må være et handicap i 2030. Et øget socialt fokus vil bidrage til et øget arbejdsudbud og vil forbedre den fremtidige beskæftigelse for alle danskere, fordi store grupper ikke længere sendes i udenforskab, men omvendt får mulighed for et liv som alle andre og dermed også at blive en del af samfundsfællesskabet. Hvornår har man sidst set initiativer, som kunne øge udbuddet af arbejdskraft med mere end 100.000 personer over en 10-årig periode – og så ovenikøbet som del af en god socialpolitik?