Tvang øger ikke beskæftigelsen. Hvorfor ikke gøre det, som virker?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

»Jeg glæder mig over, at kontanthjælpsloftet har betydet, at der er 16.700 færre på kontanthjælp.« Ordene hørte vi fra statsminister Lars Løkke Rasmussen, direkte citeret, på et pressemøde den 9. januar. Det lød næsten for godt til at være sandt. Det var det også.

Inden jeg fortsætter dette indlæg, vil jeg gerne gøre det klart, at jeg gerne ser flere mennesker i uddannelse og arbejde. Jo flere vi har i arbejde, jo mere velfærd er der råd til. Men går vi til beskæftigelsesindsatserne på den rigtige måde? Vi har trods alt verdens dyreste beskæftigelsesindsats. Tilbage til Løkkes udmelding: Økonomer fik lagt påstanden ned, og det var også regeringens egne embedsmænd, som gjorde opmærksom på, at faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere ikke skyldtes kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen: »Konjunkturudviklingen og udviklingen i flygtningetilstrømningen spiller en væsentlig rolle for faldet i det samlede antal kontanthjælpsmodtagere,« hed det, direkte citeret fra evalueringen fra Beskæftigelsesministeriet.

For et par ugers tid siden blev vi på de sociale medier og i aviserne igen mødt af en række overskrifter, som skulle fortælle os, hvor stor en succes kontanthjælpsloftet var. De 16.700 var dog blevet til blot 450. Dog med en usikkerhedsmargin på 50 pct..

Hvorfor har kontanthjælpsloftet en så beskeden effekt på beskæftigelsen?

Hvad skete der egentlig, da vi fik kontanthjælpsloftet indført? 28.300 mennesker blev ramt af loftet tilbage i 2017. Folk og familier fik færre midler, mange fraflyttede boligen, manglende billige boliger resulterede i øget hjemløshed, og for flere blev et liv, som i forvejen var præget af fysiske eller psykiske sygdomme, nu også et liv med knap så mange midler og dertil øget pres på psyken eller manglende medicin.

Ifølge en analyse fra Arbejdernes Erhvervsråd fik vi i 2017 således 12.000 flere fattige børn, og ifølge Danmarks Statistik er der altså nu 64.500 børn, som lever i relativ fattigdom. Dette på trods af, at forskningen viser, at fattigdom hos børn ofte fører til flere på overførselsindkomster senere hen i livet. Så ikke nok med at vi forværrer problemet nu og her, så øger vi det også i fremtiden.

De, som kontanthjælpsloftet rammer, er en gruppe, som man fra politisk side går ud fra “godt kan, men ikke vil”. Men hvad nu hvis folk gerne vil, men bare ikke kan – lige nu og her? I så fald skal der jo en helt anden beskæftigelsesindsats til. Vi ved, at gruppen tydeligvis ikke bliver motiveret til arbejde ud fra tanken om flere eller færre penge. Størstedelen af målgruppen kæmper jo ofte med problematikker som eksempelvis angst, depression, misbrug, fysiske lidelser, psykisk sygdom m.m. Omstændigheder, som ofte kun forværres ved brug af de nuværende beskæftigelsesindsatser, og som vi ressourcestærke kan have svært ved at sætte os ind i.

Jeg startede i 2013 Fundamentet. En organisation, som har fået flere priser, herunder fra kronprinsparret, for den indsats, man gør for sårbare mennesker. Det interessante her er, at indsatsen og metoden er baseret på det modsatte af den danske lovgivning – nemlig tillid. En ting, jeg lærte hos Fundamentet, var, at selv de mest sårbare mennesker rigtig gerne vil arbejde eller uddannes. De kan bare ikke nu og her. Dovne eller umotiverede er de ikke. Tværtimod.

Mads Bilstrup, formand for Dansk Socialrådgiverforening, forklarede det fint i en artikel til A4 Medier: »Det står jo lysende klart, at man ikke får folk i arbejde ved at gøre dem fattige. Vi ved, at når den her gruppe har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, er fokus på, hvordan man kan betale sin husleje, mad og medicin, ikke på at komme i arbejde eller i uddannelse.«

Beskæftigelsesindsatsen i dag er baseret på det menneskesyn, at man godt kan, men ikke vil. Forskningen peger på det stik modsatte. Så skal vi finde opskriften, skal vi måske blot undersøge, hvad vi grundlæggende har brug for som mennesker, når vi har det sværest:

Man kan spørge sig selv, hvad man ville gøre, hvis ens nærmeste havde det psykisk og fysisk dårligt over en lang periode. Ville du presse dit barn tilbage i skolen, tage lommepengene og dokumentere, hvor mange timer dit barn kunne klare? Ville du tvinge din kæreste til at tage afsted hver dag og kræve en øget indsats? Eller ville du støtte og opbygge? Og hvad ville virke bedst?

Hos CFSN har vi arbejdet intenst med dette. Vi har undersøgt forskning, forsøg og litteratur – ikke blot i Danmark, men også i udlandet. Evidensen er faktisk tydelig. Vi kan se, at udsigten til aktivering ganske vist kan motivere nogle dagpengemodtagere til at finde arbejde hurtigere, men at denne effekt ikke findes for kontanthjælpsmodtagerne.

Flere forsøg i Danmark har desuden dokumenteret, at selve deltagelsen i aktivering heller ikke har en positiv effekt på kontanthjælpsmodtagernes beskæftigelsesgrad. Brugen af sanktioner, i form af en reduktion af ydelsen, har heller ingen positiv effekt. Generelt kommer hovedparten af kontanthjælpsmodtagere aldrig i arbejde, uanset om de deltager i aktivering eller ej: Faktisk forbliver ca. 70 pct. på offentlig forsørgelse efter seks år. Det var en af de store opdagelser i et forskningsprojekt, som indhentede data på kontanthjælpsmodtagere helt tilbage fra 1980’erne og frem. Her kiggede man på kontanthjælpsmodtagerne et givent år og kiggede så på, hvor mange procent der var i beskæftigelse seks år efter. Det har man så gjort løbende over mange år. Det er bemærkelsesværdigt, at andelen, der kommer i beskæftigelse, altså ikke har ændret sig siden 1980’erne på trods af de mange beskæftigelsesreformer, der er gennemført i løbet af de seneste 30 år, og på trods af meget forskellige konjunkturer gennem perioden.

Adfærdsvidenskab og socialpsykologi kan rent faktisk også bidrage med viden om, hvorfor brugen af krav og sanktioner kan have effekter modsat af de tiltænkte. Konkret peger adfærdsvidenskaben på, hvordan brugen af krav og sanktioner over for kontanthjælpsmodtagerne øger stress og reducerer mental kapacitet og dermed evnen til langsigtet planlægning.

Det nuværende system kan også underminere borgernes opfattelse af selvbestemmelse og evne til at handle. Sanktioner forværrer borgernes oplevelse af at være økonomisk pressede, hvilket forskningen har påvist har en negativ effekt på motivation og evnen til langsigtet planlægning. Brugen af krav og sanktioner underminerer desuden muligheden for at etablere tillidsfulde relationer mellem borgere og sagsbehandlere. Samtidig viser undersøgelser, at det komplekse system også medfører et dårligt arbejdsmiljø for front-medarbejderne og hindrer det socialfaglige arbejde.

Jeg tror ikke, det er sundt for nogen at gå derhjemme på overførselsindkomster. Uvisheden, undermineringen af egen medbestemmelse, og mødet med et enormt system har sjældent gjort godt. For nogen er førtidspension den rigtige løsning, for andre er det uddannelse og beskæftigelse – men på den rigtige måde. Når forskningen og forsøgene – og nu også regeringens egen lovgivning – viser, at beskæftigelse ikke øges af tvang, krav og økonomisk tvang, hvorfor så ikke gøre det, som faktuelt virker?

Jeg har som både praktiker, i form af mit arbejde hos Fundamentet i Aarhus, og fagperson, i form af mit arbejde hos CFSN, lært en meget vigtig ting: Mennesker vil gerne, de skal blot have de rigtige rammer. Men er vi klar til at ændre reglerne?