Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

En stabil økonomi kræver reformer og handelsaftaler – ikke opkøb og rentenedsættelser

Politikerne og borgerne i EU er blevet vant til, at lån er billige, fordi ECB fastholder en lav rente, og fordi seddelpressen har været på overarbejde. Men det er altså ikke holdbart i det lange løb.

Artiklens øverste billede
Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer


Noget af det mest basale for vores hverdag, vi som politikere har indflydelse på, er tryghed omkring familiens økonomi og virksomhedernes rammer og vilkår for jobskabelse og afsætning af varer og tjenesteydelser. Hvordan det gøres bedst, er desværre et kompliceret emne at forklare. Men midt i USA-Kina-handelskrigen, brexit og en overhængende risiko for recession, er det på sin plads at gøre et forsøg. For i sidste ende handler det om, at vælgerne skal kunne følge med og til næste valg også se på os kandidater som nogle, der skal kunne andet og mere end at sætte høje mål for det, vi alle sagtens kan blive enige om, at vi vil have mere af. Alle disse mål nås jo ikke uden midler, og disse kan kun komme et sted fra: Markedet, som skaber indtjening. Til familierne, til virksomhederne og til statskassen.

Derfor er det en god idé at følge lidt nærmere med, når franskmanden Christine Lagarde til november overtager posten som formand for Den Europæiske Centralbank (ECB). For hun står over for en vanskelig opgave. Den nuværende formand, Mario Draghi, har i sine 10 år på posten ikke formået at ramme målet om en inflationsrate på omkring 2 pct., ligesom han ikke en eneste gang har hævet renten. Hans præsentation for ”rettidig omhu” kan med rette diskuteres.

Den begrænsede værktøjskasse bekymrer mig – og det bekymrer mig, at denne er forbeholdt de mere nørdede politiske kommentatorer at diskutere.

De, der fælder dom over Draghis formandskab, inddeler sig overordnet i to grupper: Tilhængere af Draghis lempelige pengepolitik, de såkaldte ”Doves”, argumenterer, at Draghi ikke har haft andre muligheder end sin meget lempelige politik. Da eurokrisen og gældskrisen ramte Europa, var der velbegrundet frygt for, at det kunne lede til en meget dyb recession og et endeligt for eurosamarbejdet. Så galt gik det heldigvis ikke, og det kan vi i nogen grad takke Draghi for. Den anden gruppe, de såkaldte ”Hawks”, er mere kritiske over for Draghis virke som ECB-formand. De mener groft sagt, at den lempelige pengepolitik, med negative renter og massive opkøbsprogrammer af obligationer, er et skråplan. De mener også, at det ikke er ECB’s rolle at regulere den europæiske økonomi, kun den europæiske pengepolitik og prisstabiliteten i EU.

Jeg vil ikke bekende mig til enten den ene eller den anden lejr. Men jeg er bekymret for den europæiske økonomis udsigter. Overordnet set forstår jeg godt Draghis dispositioner, og den værste krise er de facto afværget. Problemet er grundlæggende, at ECB kun råder over et pengepolitisk mandat, og det er derfor begrænset, hvilke værktøjer der findes i ECB’s værktøjskasse i tilfælde af, at nationalstaterne ikke selv kan finde ud af at føre en ansvarlig økonomisk politik og i tilfælde af handelskrige med gammeldags protektionistisk ammunition som eksempelvis told.

Den begrænsede værktøjskasse bekymrer mig – og det bekymrer mig, at denne er forbeholdt de mere nørdede politiske kommentatorer at diskutere. Men hør lige her: ECB har med sit opkøbsprogram ”Quantitative Easing” i en periode på knap fire år i gennemsnit købt obligationer for 1,3 mio. euro i minuttet. Da programmet kørte på højeste tryk, blev der opkøbt obligationer for 80 mia. euro om måneden. Samtidig har vi gang på gang set rentenedsættelser.

Vi kan med de seneste udmeldinger fra centralbanken ikke regne med, at renten stiger igen lige foreløbigt. Tværtimod bliver den holdt på -0,4 pct. frem til midten af 2020, med mindre den nedsættes yderligere. Samtidig må vi forvente, at opkøbsprogrammet for obligationer bliver genoptaget – det tidligere program sluttede ved udgangen af 2018.

Problemet er, at rentenedsættelser og opkøbsprogrammer ikke hidtil har fået os i mål – hverken ift. vækst eller inflation. Økonomien er stadig ikke imponerende, og de økonomiske udsigter er ikke lyse. Der er en direkte recessionsrisiko i Tyskland, som er hele Europas vækstmotor. Det er skræmmende ...

Det er dog ikke overraskende. Vi har et overvejende velfungerende indre marked og en fælles møntfod, markedet kan dog – som sagt – kun fra ECB’s side reguleres pengepolitisk. Vi kan i sagens natur ikke fra EU’s side lovgive om økonomiske og arbejdsmarkedsreformer i medlemslandene, og derfor kan man ikke bebrejde ECB for ikke at nå de overordnede mål. Det er tæt på umuligt med et så diversificeret indre marked og så få muligheder for at regulere det.

Lav rente og opkøb af obligationer er gode værktøjer at anvende for at stimulere økonomien. Kortvarigt. Der skal andet og mere til. Politikerne og borgerne i EU er blevet vant til, at lån er billige, fordi ECB fastholder en lav rente, og fordi seddelpressen har været på overarbejde. Men det er altså ikke holdbart i det lange løb.

Derfor må vi sætte skub på handelsaftalerne – det er her, den bæredygtige vækst ligger. Vi skal også have øget fokus på hele tiden at gøre det indre marked bedre, og medlemslandene skal hver især indføre de reformer, der er nødvendige. Handelsaftalerne og europæisk diplomati, som kan få USA tilbage på frihandelssporet, er afgørende for at få mere vækst i økonomien, så vi får råd til at gøre det, der er behov for. Især for klimaet. Selvom Trump aktuelt er mere optaget at økonomiske quick-fixes, så han kan blive genvalgt, er det vigtigt, at han under sit besøg i Danmark mindes om sin del af ansvaret for de kommende generationer. Han vil jo tilsyneladende blandt andet studere dansk velfærd under sit besøg, og her er det vigtigt, at han forstår, hvordan vi skaber det økonomiske fundament.

Jeg glæder mig til at følge den nye ECB-formand, Christine Lagardes, arbejde, og jeg håber, at der blandt stats- og regeringslederne er villighed til at skabe bæredygtig vækst fremfor at forgælde eurozonen yderligere. Det er ganske vist mere besværligt – men det er det allermest holdbare.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.