Ø-kommuner er på fallitens rand – en udligningsreform er påkrævet

Under valgkampen var partierne stort set enige om, at en ny kommunal udligningsreform er påkrævet. Set fra ø-kommuner med en transportafstand på en time eller mere, haster det overordentligt meget. Sker der ikke noget, inden finansloven skal vedtages, vil Læsø Kommune gå fallit på trods af betydelige besparelser i 2019-budgettet på de i forvejen stærkt barberede budgetter til ældrepleje, skole og infrastruktur.

Selv om Læsø har en fiskeeksport på ca. 300 mio. kr. og derudover giver landet en betydelig valutaindtjening gennem især svenske, norske og tyske turister, har Læsø Kommune nogle massive finansieringsproblemer. Det har især at gøre med øens turisme og overbeskæftigelse – det vil sige øens behov for at tiltrække arbejdskraft. Læsø har kun 1.800 registrerede indbyggere, men ikke desto mindre bor her ca. 4.500 mennesker (januar) og i højsæsonen ca. 20.000 (juli). Det siger vand-, el- og renovationsforbruget. Kommunaløkonomisk betyder det, at kommuneskatten ikke svarer til det faktiske og langt større beboertal, og at Læsøs få skattebetalere derfor skal sikre infrastruktur og service til en spidsbelastning på op til mere end 10 gange den skattebetalende befolkning.

Især de ekstra ca. 2.700 helårsbeboere, der kan være fordelt på langt flere individer, illustrerer kommunens finasieringsproblemer. På den ene side er de en gevinst for øen ved at være en væsentlig del af grundlaget for byggeri og dagligvareforretninger om vinteren. Mange af dem er pensionister, der deltager i øens foreningsliv og meget andet frivilligt arbejde, og mange er ansat af håndværkere og kommunen i bygge-, ældre-, børne- og sundhedssektoren.

På den anden side bevirker denne andel på langt over halvdelen af den faktiske befolkning en meget alvorlig belastning af kommunens økonomi, fordi de betaler skat i andre kommuner, selv om de arbejder her. Denne ulykkelige situation skyldes i høj grad reglerne om transportfradrag og dobbelt husførelse, der giver den arbejdende del af de uregistrerede beboere betydelige skattefradrag. Langt færre registrerede læsøboere nyder godt af disse fradrag ved at arbejde udenøs.

Men ikke kun de uregistrerede beboere undlader at lægge penge i kommunekassen. I højsæsonen betjenes de ca. 20.000 gæster i meget væsentligt omfang af udenøs medarbejdere, især studerende. Det indebærer, at kommunebeskatningen af øens hovedindtægt, turismen, i meget høj grad kommer andre kommuner til gode. Et ældre overslag fra Læsø Kommune hævder, at for hver af de 1.800 registrerede læsøboere, ryger der 35.000 kr. til det øvrige land, fordi folk ikke skal betale kommuneskat, hvor de tjener pengene. Pengeflugten skyldes bl.a. lønninger til uregistrerede beboere og lejeindtægter fra øens ca. 1.000 sommerhuse, hvoraf langt de fleste ejes af andre kommuners indbyggere.

Dette forhold mellem ejendomsejere og registrerede indbyggere bevirker bl.a., at Læsø – helt grotesk – regnes som landets næstrigeste kommune i forhold til kommunens ejendomsværdier per registreret indbygger, lige i hælene på Gentofte. Problemet er bare, at broderparten af kommunens ejendomsværdier ejes af udenøs, herunder folk i Gentofte Kommune.

Den registrerede Læsø-befolknings gennemsnitsalder er med 56 år landets ældste. Det indebærer, at langt over halvdelen af kommunens udgifter går til ældre- og sundhedspleje. Heraf er næsten alle udgifterne lovpligtige, og kommunens skattemæssige underfinansiering betyder derfor, at alle andre kommunale kasser praktisk taget er tomme. I 2019 er kasserne tomme til veje, den nødvendige afvanding, snerydning, vedligeholdelse af havne og kommunale bygninger, naturpleje m.m. Eksempelvis er der stort set intet til pleje af øens meget store naturarealer, der omfatter ca. 2/3 af øens landareal på i alt 11.800 hektar i form af naturfredede og på anden måde lovbeskyttede strandenge, heder, hedemoser, søer, kystklitter, indsander og skove.

Læsø Kommune understøtter færgedriften med 17 mio. kr. Statens gradvise gennemførelse af det såkaldte ”landevejsprincip” hjælper selvfølgelig meget. Men uden de 17 mio. kr. fra kommunen skulle færgedriften reduceres så meget, at en forringet færgeforbindelse om vinteren ville ødelægge væsentlige dele af øens erhvervsliv og beboernes mulighed for at komme på endagsture til speciallæger, hospitalsbesøg og meget andet, samtidig med at håbet om at få flere skattebetalende tilflyttere ville slukkes.

Læsø har landets laveste antal statsansatte indbyggere. Både absolut og i forhold til indbyggertallet. Vi er vist i alt syv statspensionister og statsansatte (politi, skov- og redningsvæsen). Den kommunale skattegevinst herved er forsvindende sammenlignet med kommuneskatten af statsansattes og studerendes indkomster i universitetsbyerne og andre større byer, der har gymnasier, seminarier, sygeplejeskoler, andre uddannelser og statsinstitutioner.

Således høster uddannelsesbyerne og deres omegnskommuner meget betydelige kommuneskatter af de statsbetalte lærerlønninger og SU-beskattede studenter. Især universitetsbyerne høster betragtelige kommuneskatter af disse statslønninger og SU’en, uden at de pågældende kommuner har investeret nævneværdigt for at få de medfølgende milliardindtægter. Til gengæld betaler Læsø Kommune ”ø-SU’”til de unge, der skal forlade øen som 15-16-årige, så de både kan motiveres til at tage en uddannelse trods de personlige omkostninger, der er ved at skulle så tidligt hjemmefra. Læsø Kommune ønsker at fastholde forbindelsen med vore ”tvangsdeporterede” unge, bl.a. ved at de kan få råd til jævnligt at komme hjem på linje med andre studerende.

En stor del af disse skævheder kunne løses med den lovede kommunalreform. Og lad os håbe, den nye regering viser handlekraft til at få reformen gennemført på trods af den sædvanlige modstand fra København og de nordsjællandske kommuner. På den anden side er det sikkert og vist, at en revideret udligningsordning allertidligst vil få effekt i 2020, og at ø-kommuner som Læsø, Samsø og Ærø derfor allerede i år vil få kraftigt øgede problemer med at yde indbyggerne en service, der tåler sammenligning med landets øvrige kommuner.

Skal Læsø Kommune og andre ø-kommuners økonomier ikke bryde helt sammen, er det nødvendigt med statstilskud allerede nu, og at indføre en ø-paragraf i finansloven for 2020, der yder øernes ældrepleje, skolevæsen, børnehaver, SFO’er, sundhedssystem og infrastruktur retfærdighed, så hele landet kan være beboeligt og leve op til den lovpligtige service.

Alternativt kunne man gå en administrativt mere besværlig vej og genindføre ”landliggerskatten”, således at enhver sommerhusejer skal betale kommuneskat til sommerhuskommunen alt efter, hvor stor en del af året, sommerhuset er beboet. Eller en ganske simpel vej ved at staten kunne inddrage alle statsansattes kommuneskat og fordele den jævnt over hele landet.