Politikerne svigter udkanten

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den lethed, hvormed de toneangivende partier på Christiansborg har ladet en helt nødvendig udligningsreform for kommunernes økonomi falde til jorden, må bekymre; for nu at sige det mildt.

Partierne kunne ikke blive enige af forskellige, gustent partitaktiske årsager, og så lader man hellere den store vilkårlighed råde. Millionerne flytter nu på kryds og tværs af kommunegrænserne uden nogen videre plan. Det er ikke alene utilfredsstillende. Det er simpelt hen uansvarligt.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har ellers kaldt en reform for en bunden opgave for regeringen, og de fleste af Folketingets partier anerkender, at balancen mellem by og land – mellem velstillede og knap så velstillede kommuner – er et af tidens allervigtigste spørgsmål at få hold om. Men da det kom til stykket åbenbart ikke vigtigere end at påføre hinanden politiske nederlag og skubbe aben rundt i Christiansborgs lukkede kredsløb.

Udgangspunktet er, at Danmarks Statistik har revideret sine oplysninger om udlændinges uddannelsesniveau. Det har igen betydning for, hvor meget de vurderes at belaste de offentlige kasser ude i kommunerne. I sig selv forekommer sådanne vurderinger at være meget skønsbaserede. Et regeringsnotat siger da også lige ud, at kvaliteten i disse oplysninger også fremover vil være »usikker«.

I stedet for at gå ind i et systematisk arbejde for at få revideret det i forvejen dybt komplicerede og hårdt kritiserede udligningssystem, der hvert år flytter 17 mia. kr. rundt mellem kommunerne, har partierne i et kollektivt svigt bare valgt at skyde problemet til hjørne. Som om det skulle blive lettere efter et folketingsvalg.

Den manglende reform indebærer nu, at der flyttes millioner rundt mellem kommunerne uden noget dybere mønster. Den store vilkårlighed råder. Rige kommuner skal af med mere, mens andre rige kommuner får. Pludselig har de kommunale budgetforhandlinger fået en ekstra faktor med som blind makker. De kommuner, der nu må skære ekstra for at kunne levere mere til udligningen, kan få det hårdt.

De kommunale udligningsordninger kører ofte lidt under radaren i den folkelige debat. Systemet er vildt indviklet, og alle finder det i sagens natur uretfærdigt. Men der er tale om et af velfærdssamfundets bærende principper, at borgere i alle dele af landet har ret til samme offentlige standard. Det indebærer, at de brede skuldre bærer de største byrder.

Men derudover tilsiger den aktuelle debat om et voksende gab mellem de store byer og de såkaldte udkantsområder, at det politiske fokus på balancen mellem landsdele, kommuner og regioner er knivskarpt. Det er derfor særligt skuffende, at partierne bare giver op her.

For regeringen er forliset endnu et stort nederlag, efter at de lovede skattelettelser også måtte udskydes. Der er hård kritik af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille, men ansvaret for kollapset i forhandlingerne er partierne fælles om. Hvis viljen havde været til stede til at få styr på udligningsområdet og sætte det over det sædvanlige Christiansborg-fnidder, var det også lykkedes.

Ved at skyde en reform om på den anden side af næste folketingsvalg signalerer alle parter kun alt for tydeligt, at nedtællingen til valgkamp allerede er gået i gang. Hvis den udviste mangel på vilje til at komme hinanden i møde skal kendetegne hele resten af den indeværende valgperiode, kan man kun håbe, at valget udskrives hurtigst muligt.