Hensyn til klima og verdens fattige kræver befolkningspolitik

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

To danske professorer, der er medlemmer af FN’s klimapanel, fik kritik for at anbefale handling til at nedbringe befolkningens vækst i verden. Fordi det vil gavne klimaet og forbedre de fattiges muligheder.

De bragte et stort og vanskeligt emne op, som man diskuterede for et halvt århundrede siden, men nu er tabu. I det dengang suverænt mest folkerige land, Kina, nøjedes man ikke med snakken, men indførte etbarnspolitik. Med det resultat at Kinas befolkning er på vej til at blive overhalet af Indiens, mens dets økonomi er fem gange så stor som den indiske, og de fleste kinesere er sluppet ud af fattigdom.

Baggrunden er, at verdens befolkning fra 1 mia. under Napoleonskrigene voksede til over 2,5 mia. efter Anden Verdenskrig, til 5 mia. i 1980’erne og nu nærmer sig 8 mia. – selv om væksten er stoppet i de rige lande og Kina. Ifølge FN-prognoser vil befolkningen fortsat vokse til ca. 10 mia. i 2050 og 11 ved århundredets slutning.

I 1960’erne så man det som en selvfølge, at befolkningens vækst burde reduceres for at forbedre ulandenes muligheder og mindske presset på jordens naturgrundlag. Ikke bare Kina, men også Indien og andre lande førte aktiv befolkningspolitik.

Men siden 1980 har det ikke været god international tone at se befolkningsvækst som et problem. Den officielle teori er, at det vil løse sig selv i takt med voksende velstand – når de fattige bliver mere velstående, får de færre børn (såkaldt demografisk transition). Uanset at det varer længere for teorien at blive til virkelighed end forudset. Desuden har man noteret, at det ikke er noget problem at producere mad nok til verdens befolkning, hvis den ellers har råd til at købe.

Uofficielt handler det også om andre – religiøse, politiske og økonomiske – motiver. Både den katolske kirke og islam modsætter sig børnebegrænsning, og begge har fået mere politisk indflydelse i de senere år. Nogle politiske ledere ønsker, at deres befolkninger skal vokse, som f.eks. Erdogan, der opfordrer tyrkerne til at få (endnu) flere børn.

Efter Murens fald blev politik i Vesten præget af en kulturliberal tendens, der lægger vægt på individers frie rettigheder på alle områder, herunder reproduktion. Realiseringen må de selv klare, hvad der kan være svært under hård social og økonomisk konkurrence – men børn kan de fleste få.

Den støttes af økonomer, som lægger vægt på fordelen ved en stor og ung arbejdsstyrke. Senest har de påpeget, at Kinas fortsatte vækst kan blive problematiseret ved, at det har Kina ikke længere. Europa har, med sin aldrende befolkning, haft behov for at importere arbejdskraft. (Dog kan man notere sig, at Japan er forblevet et af verdens mest velstående og velfungerende lande med en aldrende befolkning og uden import af arbejdskraft).

Endelig har man efter it-revolutionen i 90’erne vænnet sig til, at der nok er teknologiske løsninger på alt.

Det er på den baggrund, at opmærksomhed på klimaproblemer igen problematiser befolkningens vækst. Ikke så meget pga. de mange milliarder mennesker i det globale syd, som fordi de vil udgøre en voldsom klimabelastning, når de får et lignende forbrugsniveau som i nord.

Men der er også andre grunde til, at befolkningens vækst faktisk er et problem.

Først og fremmest fordi det er hårdt at høre til det fattige flertal. Afrika leverer ikke uddannelse og arbejde til de mange unge, hvoraf en del følgelig satser på at komme til andre dele af verden. Også det gennemsnitligt mere velstående Indien er plaget af trængsel og forurening i de store byer, og dets fattige bønder, som der stadig er mange af, er udsat for en regulær bølge af selvmord.

Dernæst fordi overbefolkning er ulige fordelt. Den er mest udpræget i Afrika og det muslimske Mellemøsten, der samtidig plages af dårligt styre og borgerkrige, hvorfra mange millioner flygter, mens andre søger væk af egen drift. Som om det ikke var nok, rammer de klimarelaterede problemer hårdest i de fattige lande.

Hermed være sagt, at befolkningspolitik ikke er den eneste mulige løsning på fattigdom. Man kunne ”bare” øge væksten, så også de fattige fik noget ud af den, og den demografiske transition fik lov til at virke. Men hvor den afrikanske middelklasse er vokset, er det fattige flertal vokset endnu hurtigere. I nogle lande synes det oplagt med en fordelingspolitik til fordel for de fattige, men det er ikke moderne.

Det ville hjælpe, hvis man holdt op med borgerkrige, konflikter og korruption. Formentlig også, hvis kvinder fik reel ligestilling, inkl. uddannelse og mulighed for at styre antallet af børnefødsler.

Da disse gode ting ikke sker af sig selv – trods mange års indsats gennem ulandshjælp, hvis største nettoeffekt formentlig har været at øge modtagerlandenes befolkninger – kunne man gå en anden vej, hvor de rige lande i nord åbnede dørene for indvandring, så trykket blev lettet i syd. Men ikke bare Europa og USA modsætter sig den løsning, det gør rige lande i Østen og Mellemøsten endnu mere.

Som alternativ løsning kunne de rige lande yde en anderledes massiv ulandshjælp, hvis den altså blev ledsaget af interne reformer af styret i modtagerlandene og stop for korruption. Men hverken det første eller det andet element i den løsning er lige inden for rækkevidde. Den største fornyelse af ulandshjælpen er store kinesiske investeringer i infrastruktur, som dog ikke har ambitioner om at ændre på samfundenes indretning.

Som det tilbageværende alternativ til befolkningspolitik står det, som mange vel håber på, at et teknologisk mirakel løser problemet. It er da også i gang med at øge væksten i ulandene og bruges af de fattige – herunder til at finde ud af, hvordan de kan rejse væk – men på kort sigt er det svært at se, hvad det skal gøre ved trængsel, forurening og migration.

Skulle det alligevel lykkes, står man så, som klimaforskerne påpeger, tilbage med en situation, hvor nogle milliarder mennesker skal have køleskabe og aircondition mv. med dertil hørende klimakonsekvenser.

Følgelig er det svært at finde svar ikke bare på klimaets, men også på fattigdommens og migrationens udfordringer uden at tage hensyn til befolkningens størrelse og vækst. Naturligvis er det ikke realistisk, at andre lande pludselig indfører etbarnspolitik, som man før havde i Kina. Men man kunne da i det mindste starte med at tale om emnet.

Naturligvis ville det kræve, at befolkningspolitik ikke står alene, men ledsages af mere af det, som man allerede forsøger på gennem ulandshjælp, reformeret regeringsførelse, konfliktløsning og ny teknologi. Samt, og ikke mindst, da klimahensyn bringer emnet på bane, at rige lande som Danmark demonstrerer vilje til selv at yde en indsats. Ikke så meget ang. opbremsning af befolkningens vækst, der allerede er sket, som af unødvendig og klimaskadelig forbrug.

Det er store og vanskelige emner for politikere at tage op internationalt. Det vil være lettere for dem, hvis ikke bare eksperter, men også det civile samfund taler om dem på en naturlig måde, som man gjorde for et halvt århundrede siden. Religiøse ledere og skolestrejkende unge, der vil have en fremtid, kunne gå i spidsen med at forholde sig til, hvor meget forbrug der er plads til, hvis 10 milliarder af os skal have de samme goder.

Lader man stå til, er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at fremtiden præges af en blanding af klimaproblemer, nød og folkevandring.