Panik og hysteri har aldrig skabt gode løsninger. Det gælder også i forholdet til Rusland

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Påskedag læste jeg det følgende i JP’s leder:

»Så voldsomme, ja eksistentielle, spørgsmål må søges besvaret med fakta, nøgternhed og iskold videnskabelighed. Religiøsiteten må ud af Ruslandsdebatten. Det er i orden at vise god vilje, og også eksperter af alle slags har lov til at være personligt bekymrede, men panik og hysteri har aldrig skabt gode løsninger. Når medier kortslutter alle normale journalistiske metoder og ukritisk stiller sig i den gode sags tjeneste, er det at gøre sikkerhedssagen en bjørnetjeneste. Når en del eksperter nægter at lytte til stemmer i Ruslandsdebatten, der trækker lidt i en anden retning, er det en mangel på intellektuel hæderlighed, som i alle andre sammenhæng fordømmes.«

Jeg kunne ikke være mere enig.

Det glæder mig, at der skal fakta ind og hysteri ud af debatten om Rusland. Debatten baserer sig på panik og hysteri og ikke på en sober strategisk analyse, for Rusland er ikke stærkt, men derimod svagt. Vesten/Nato har selv fremprovokeret ustabiliteten.

Først og fremmest har Vesten forbrudt sig mod elementær strategisk logik; at den enes sikkerhed er den andens usikkerhed. Det kalder man et sikkerhedsdilemma. Dvs. når én part anser egne foranstaltninger som rent defensive, så opfatter den anden dem som stærkt truende.

Når medierne viser et kort over Rusland vest for Ural og Europa, ser begge parter lige stærke ud. Men når man zoomer ud og viser hele Rusland og UK i vest, Kina i syd og USA i øst, så ser Ruslands position ekstremt udsat ud. Nato er rykket helt op til Ruslands grænser med kun 750 km fra Baltikum til Moskva. Rusland føler sig truet af islamisme fra syd og Kina i Øst. Reelt er det russiske kerneland på 1500 x 1500 km et frontfremspring og umuligt at forsvare. I en defensiv ved man aldrig, hvor hovedangrebet kommer.

Nato-styrker kunne fra Østukraine let afskære Moskva med en fremrykning på godt 500 km. Nato er bekymret for, om man kan forsvare Baltikum, som er et isoleret fremspring, men Nato-udvidelsen har gjort Rusland lige så sårbar. Hvis Ukraine og Georgien indlemmes i Nato, vil Rusland reelt være spærret inde. I en konflikt kan det kun komme ud gennem Ishavet.

Nu har læseren nok lugtet lunten. I citatet fra JP’s leder skiftede jeg ”klima” ud med ”Rusland” og “sikkerhed”. Men det er med samme »mangel på intellektuel hæderlighed«, at eksperter og medier kommenterer krisen med Rusland. Jeg tvivler på, at de færreste lægmænd udi strategi overhovedet forstår, hvad der er sket. De militære fagfolk, som gør, siger ikke noget. Måske fordi de som mange andre har fordel af at tale Rusland op som fjende. Våbenindustrien og dens medløbere har især, men også europæiske politikere, som forsøger at fastholde USA i Europa. Nato fokuserer som organisation på egen overlevelse og har brug for en fjende. Det har også de mange eksperter, som tjener deres levebrød på at kommentere Ruslands ”dårskab” til en kritikløs presse, som gerne holder mikrofon.

Det er en helt elementær strategisk logik, at man ikke får nogen venlig nabo, når man optræder så enøjet og egoistisk, som Vesten gjorde, mens Rusland kom sig over USSR’s sammenbrud. Nogle vil sige, at Rusland ikke skal bestemme, hvem der kommer med i Nato. Men det gør Rusland jo! Hverken Ukraine eller Georgien kommer med, så længe konflikten kører. Der er ingen løsning i udsigt med den nuværende strategi.

Tænk, hvis Kina lavede en militæralliance og indlemmede Canada, Mexico og Cuba, ville USA så ikke modsætte sig? Selvfølgelig, det ser man jo allerede i Venezuela, hvor USA ikke vil have russiske soldater. Sådan er stormagter.

Politikere og medier ynder at tale om Ruslands “stormagtsdrømme” og anser således ikke Rusland som en stormagt. Det står i stærk og ulogisk kontrast med de “hysteriske” påstande om Ruslands trussel mod vores eksistens. Rusland er en stormagt med atomvåben og konventionelle styrker nok til at være en udfordring. Derfor skal vi holde op med at omtale det som en småstat og tage dets synspunkter lige så alvorligt, som vi tager Tysklands, Frankrigs og UK’s.

I strategisk teori taler man om relative styrkeforhold, men det er ikke kun et spørgsmål om militære styrker. Rammen om styrkeforholdet er bl.a. geografi, økonomi, industriel kapacitet og naturressourcer. Her er Rusland stærkt underlegent. Hvordan skulle Rusland kunne besætte bare en lille del af Europa, når USA ikke evnede at holde Afghanistan eller Irak besat? Ruslands økonomi er kun 12 pct. større end Italiens – faktisk kun 5 gange Danmarks. Ruslands forsvarsbudget er kun 12 pct. større end Storbritanniens og 1/13 del af Natos 5 højeste. Befolkningen er kun 1/5 af Europas og Nordamerikas. Det er simpelthen irrationelt at anse Rusland som en eksistenstrussel.

Rusland kender det skæve styrkeforhold bedre end nogen, og sammenholdt med dets historie og strategiske kultur kan det kun opfatte Natos ekspansion som en trussel. Vi mener, at Rusland må forstå, at vi er fredelige i Vesten, men husk, hvordan 1864 prægede Danmark i over 100 år. Hvorfor skulle Rusland være anderledes efter at være invaderet tre gange siden 1812, bl.a. gennem Ukraine? Hvis tabene i 1864 præger os, skulle en smadret nation, der mistede 23 mio. borgere, ikke være præget af det også?

Rusland protesterede voldsomt over Nato-ekspansionen, men for døve øren. For at blive taget alvorligt, og fordi det ikke formår at blive stærkere, forsøger Rusland nu at splitte og svække Vesten. Det sker gennem skinangreb, cyberangreb, misinformation osv. Og det har jo virket så godt, at forsvarsministeren i påsken i samtlige medier omtrent erklærede, at Danmark er i krig med Rusland, uden at nogen løftede et øjenbryn. Det er helt urimeligt, at han ikke bliver modsagt for denne militarisering af it-sikkerheden.

USA kommer til at forlade Europa. Spørgsmålet er kun, hvornår Kina er stærkt nok til at tvinge USA til at flytte sine styrker til Østen. Europa optræder utroligt kortsigtet i stedet for at søge en langsigtet fornuftig relation med Rusland. Danmark i særdeleshed med kras kritik og benspænd for Rusland. Det er decideret dumt med vores fremtidige arktisudfordringer.

Jeg forestiller mig ikke, at Nato-udvidelsen rulles tilbage, men vi skal se at få skabt en konstruktiv dialog med Rusland. Ukraine og Krim er strategisk hjerteblod for Rusland, men ikke for Vesten. Vil de europæiske stormagter overhovedet acceptere et Ukraine, som kan udkonkurrere EU’s landbrug? At 45 mio. nye borgere ændrer magtbalancerne i EU? Er ukrainsk politisk og økonomisk kultur velkomment i et EU, der kæmper med f.eks. Ungarn?

Der må findes en løsning på Ukraineproblemet, og vi må have gang i afspænding og nedrustning, så Rusland får en interesse i at stoppe sine småangreb. Nato må erkende, at vi gik for vidt. Vi må anerkende, at Rusland også har legitime sikkerhedsinteresser. Vi må overhøre de krigsgale gamle mænd, som aldrig selv har været skudt på, der fremturer med, at Rusland kun forstår den rå magt. Som JP siger, »panik og hysteri har aldrig skabt gode løsninger«.

Der må findes en vej, hvor begge parter redder ansigt i Ukrainespørgsmålet. Det nytter ikke at sidde oppe i et træ og råbe “folkeret” vedrørende Krim til russerne, som sidder i et andet træ. Der må skabes en genvej, som tilgodeser begge parter og folkeretten. Én løsning kunne være at give Ukraine en status, som f.eks. Østrig havde under Den Kolde Krig. Altså hvor begge parter indvilliger i at holde fingrene væk. Der kunne så holdes folkeafstemninger forestået af OSCE om Østukraine ligesom den dansk-tyske i 1920.

Dernæst må vi revitalisere OSCE og CFE-traktaten om begrænsning af konventionelle styrker og genindføre INF og ABM-aftalerne om mellemdistance-atomvåben og raketforsvar, som USA opsagde. Hvis USA, som øjensynligt kun vil påvirke verden med militær, ikke vil være med, må Europa gå enegang. Vi er snart alene alligevel. Lad os optræde klogt i stedet for at fremture med stupid militær logik. Europa må søge ind på en mere fornuftig linje, der udviser oprigtig indsigt og forståelse.