Man gør et erhverv fortræd

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når man som jeg er opvokset med dansk fiskeri og de seneste 30 år har haft fornøjelsen af at være juridisk rådgiver for utallige danske fiskeskippere og fiskere, store såvel som små, er det klart, at man har været relativt tæt på den udvikling, fiskeriet har taget. Det gælder gode tider såvel som dårlige tider.

Krisetiderne i 70’erne, 80’erne og ikke mindst i 90’erne er ikke glemt, og da et flertal i Folketinget tilbage ved årtusindskiftet sammen med fiskeriets organisationer sammen med den daværende regering begyndte at arbejde på en rekonstruktion af fiskeriets vilkår, med indførelse af omsættelige kvoter (kvoteandele), var det starten på en tilpasning af fiskerikapaciteten i Danmark og en begyndende opblomstring af dansk fiskeri, som siden da har udviklet sig i særdeles positiv retning – hvilket gælder alle fiskerier.

Denne udvikling er fortsat, og i dag befinder dansk fiskeri sig som aldrig før på et sundt og godt niveau, hvor dygtige danske fiskere har sikret, at Danmark har førertrøjen på i EU, når det gælder effektiv, skånsom og værdiskabende fiskeri.

Jeg føler derfor, at det er min pligt at tage bladet fra munden i dag, hvor dansk fiskeri er truet. Ikke af biologiske og ressourcemæssige årsager, men sjovt nok af en ”udemokratisk” proces, idet få politikere i Folketinget har formået at skabe et særdeles negativt billede af dansk fiskeri, hvilket har ledet op til et såkaldt fiskeriforlig, der blev indgået den 16. november 2017 af fiskeriordførerne i Folketinget.

Når jeg nævner ordet ”udemokratisk”, skal det forstås således, at fiskeriaftalen ikke er et produkt eller et ønske fra dansk fiskeris organisationer. Det er rent politisk baseret på manglende viden – og vilje – til at virke til fordel for dansk fiskeri, efter fiskeriorganisationernes ønsker.

På grund af den partipolitiske opdeling i Folketinget har regeringspartierne været lammede og i praksis ganske uden indflydelse på fiskeriforliget, som i virkeligheden er dikteret af to politikere, repræsenterende henholdsvis Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

De nævnte politikere har i tiden op til fiskeriforliget været talerør over for pressen om, hvor ”slemt” det står til i dansk fiskeri. Man har således opfundet et negativt ord som ”kvotekonger”, som benyttes i flæng, uden at der er nogen definition på, hvad en ”kvotekonge” er. Hos befolkningen tegnes et negativt billede af dansk fiskeri, hvor disse ”kvotekonger” udråbes til skurke. Således har jeg fra pressen noteret, at de førnævnte politikere har anvendt følgende uberettigede udtryk (læs: fake news!) om de pågældende:

Sandheden er, at de store og mellemstore fiskeriselskaber/fiskeskippere ved dygtighed, stræbsomhed og velvillige banker har formået at udvikle dansk fiskeri. Man har udviklet fiskeriet til den moderne tid, med fornyelse af fiskeflåden, fornyelse af fiskemetoderne og derved skabt muligheder for generationsskifter – og ikke mindst bæredygtigt fiskeri, idet monitering og anden kontrol er langt lettere i de nye, moderne enheder. Dette billede er ikke tegnet af de pågældende politikere.

Man undrer sig således over, hvorfor man har formået at få et flertal i Folketinget til at foretage overgreb på fiskeriet. Det eneste, jeg kan komme i tanke om, er, at man kæmper for sin egen politiske karriere og således svigter en befolkningsgruppe og et specielt erhverv, som grundlæggende og gennem århundreder har været baseret på liberalisme.

Denne liberalisering har man i dansk landbrug for længst fundet ud af, er den rigtige vej. Man kan i princippet godt sammenligne fiskeri og landbrug, idet begge erhvervsområder baserer sig på naturens produkter og på en afhængighed af samme. I landbruget har man stort set fjernet den sidste hindring for en liberal landbrugspolitik.

I forordet til fiskeriaftalen skriver man i store træk det samme som i bemærkningerne til landbrugsloven.

Det, man gør i fiskeriaftalen, er imidlertid det stik modsatte af, hvad man har gjort i landbrugserhvervet. I fiskeriaftalen indfører man ejerskabsrestriktioner, man foretager ekspropriative indgreb i den private ejendomsret, og man begrænser de grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Gennem denne retsstridige mission (fiskeriaftalen) er embedsmændene i fiskeristyrelsen blevet bedt om at implementere fiskeripakken i dansk lovgivning ved at bryde de grundlæggende normer i selskabsretten, bryde EU-rettens proportionalitetsprincip, bryde den europæiske menneskeretskonventions proportionalitetsprincip, foretage ekspropriative indgreb i den private ejendomsret, bryde den grundlovssikrede ret til frit erhverv og sidst, men ikke mindst, indføre regler, som er i strid med dansk strafferet, hvor man fundamentalt ikke straffer personer eller selskaber efter objektive regler.

Alt dette sker uden at lytte til de to toneangivende danske fiskeriorganisationer, som repræsenterer ca. 95 pct. af dansk fiskeri. Man har simpelthen tromlet hen over alle de protester, der er fremkommet. Pennen føres ikke af regeringen eller Folketinget, men af to politikere, som i realiteten har forført ikke alene det danske folk, men tilsyneladende også en række af fiskeriordførerne i Folketinget, som formodentlig har siddet med hovedet under armen under hele processen.

Dette kan vi simpelthen ikke byde nogen i en retsstat som Danmark! Blot fordi erhvervet er relativt lille i forhold til mange andre erhvervsområder, giver det ikke automatisk adgang til at skade erhvervet på ”udemokratisk” vis.

At politikerne i dag officielt siger, at man rækker hånden ud til dansk fiskeri til en dialog, er utroværdigt. Man har officielt udtalt, at man vil fiskeriet det bedste, men åbenbart har man i stedet plejet særinteresser og herunder i den forbindelse særinteresser for nogle få udøvende fiskere, hvis aktiviteter ikke har nogen særlig betydning for det samlede danske fiskeri, og som – sat lidt på spidsen – burde sættes på museumsloven i stedet for på fiskeriloven.

Dansk fiskeris to hovedorganisationer prøver nu på bedste måde – men formodentlig forgæves – at overbevise politikerne og embedsværket (ministeren har ikke noget at skulle have sagt) om, at man er på en frygtelig gal kurs.

Når endvidere én af landets ypperste og mest fremtrædende professorer i et responsum har udtalt, at det er en katastrofal kurs, man er på, og at det, der foregår, er retsstridigt (ulovligt), som anført ovenfor, må man nødvendigvis gå til modangreb og forsøge at gøre befolkningen opmærksom på, at dansk fiskeri har det godt og ikke har brug for så drastiske indgreb. Der lægges således op til en delvis nationalisering og statsstyring. Jeg mener nu nok, at man i dette land har tilstrækkeligt med eksempler på, hvor galt det kan gå, når staten forsøger at styre et erhverv.

Generelt er der skabt en stemning af afmatning i dansk fiskeri, idet en række af de fremtrædende og dygtige fiskeskippere har solgt deres moderne fartøjer til udlandet. Nybygningsprojekter er blevet annulleret, og de danske banker, som er med til at finansiere fiskeriet, er tilbageholdende, idet den sikkerhed, man har haft i fiskekvoterne, ikke i morgen med sikkerhed kan være til stede hos den enkelte fiskeskipper.

Kvoterne er den fundamentale værdi, med hvilken fiskerne kan stille sikkerhed (udover fiskeskibet), og når nu det sker, at man fra politisk hold fratager en række fiskere og fiskeriselskaber kvoter, som nationaliseres, og som fiskerne i visse tilfælde, når året er omme, i realiteten kan købe tilbage – det vil sige købe for anden gang, hører al fornuft op! Det samme er tilfældet, når man nu vil lægge hindringer i vejen for generationsskifter i større fiskeriselskaber.

Dialog kræver i sandhed, at man overholder loven, er loyal over for fiskeriets organisationer og i realiteten vil fiskeriet det bedste.

Det sker ikke i øjeblikket.