Skat på formuer skal finansiere FN’s verdensmål

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Udrydde fattigdom. Sikre sundhed og uddannelse til alle. Reducere uligheden og passe på vores fælles planet i stærke partnerskaber. Det er centrale elementer i de 17 verdensmål for 2030, som alle lande vedtog i 2015. I en tid med stor splittelse og polarisering internationalt er det en stærk fælles vision for fremtiden.

Men der er en elefant i rummet, som ingen taler om, fordi det ødelægger den gode stemning: Hvor skal pengene komme fra til at nå målene i verdens fattigste lande? Selv hvis alle donorlande gør som Danmark og en håndfuld andre nationer og efterlever deres løfte om at afsætte 0,7 pct. af bruttonationalproduktet til udviklingsbistand, vil der stadig være et stort finansieringsgab. Det sætter vi sammen fokus på med en international konference i Folketinget den 27.-28. marts. Ikke for at ødelægge den gode stemning, men for konstruktivt at finde den finansiering, der er altafgørende, hvis vi skal komme i mål og ikke tabe de fattigste. Og her er den gode nyhed: Pengene er derude.

Gennem de seneste 30 år er verdens formuer blevet samlet på stadig færre hænder. Den 1 pct. rigeste ejer det samme som resten af verden til sammen. Ifølge den seneste opgørelse i magasinet Forbes har verden i dag 2.153 dollarmilliardærer med en samlet formue på næsten 9.000 milliarder dollars, og hvis de blot betaler 1 pct. i skat af deres formuer, kan vi rejse 90 milliarder dollars om året – nok til at sikre kvalitetsuddannelse til alle og undgå, at millioner af børn dør af simple sygdomme, hvis milliarderne allokeres til verdensmålene. Sideløbende med denne globale omfordeling, skal vi også i rige og fattige lande beskatte formuer og indkomster fra formuer for at skaffe penge til at bekæmpe fattigdom og reducere uligheden. Den økonomiske ulighed i landene skal reduceres ved at indføre progressive skatter, så de lokale eliter betaler en større andel af deres indkomst til udvikling end de fattigste.

I to nye studier har Den Internationale Valutafond (IMF) og organisationen Move Humanity Initiative slået fast, at der mangler op mod 500 milliarder dollars, hvis man ser på de beløb, de fattigste lande i dag bruger på at indfri verdensmålene, og de penge, der er nødvendige. Skatter er afgørende, hvis de 500 milliarder dollars skal finansieres, men selv hvis de fattigste lande øger deres skatteindtægter og har en stabil vækst frem mod 2030 og indtægterne på verdensmålene, så er der et kæmpe finansieringsgab. En stor elefant i rummet.

IMF anslår således, at de fattige lande, hvor skatteinddrivningen mange steder er minimal, kan rejse op mod 200 milliarder dollars ved gradvist over fem år at hæve skatteprocenten med fem procentpoint. Det vil fylde en del af finansieringshullet, men slet ikke det hele.

Hullet vil Danmark og de andre donorlande fylde ud ved at inddrage den private sektor. Ræsonnementet er, at erhvervslivet har pengene, og hvis donorlandene bruger udviklingsbistand på at fremme investeringer og købe selskaber og investorer fri af de værste risici, så er der penge til at indfri verdensmålene – samtidig med at udviklingsbistanden også indirekte fungerer som støtte til danske erhvervsinteresser. Sat på spidsen er der tale om følgende trend: Udviklingsbistanden bruges til at gøre det nemmere for de store selskaber at tjene nye penge på verdens fattigste. Den danske regering og andre donorer håber så, at det samtidig hjælper de fattigste, men desværre er der ikke særlig meget belæg for, at det er tilfældet.

Vi medgiver, at selskaber og investorer kan spille en positiv rolle, men denne model har flere store udfordringer. Offentlige private partnerskaber er ofte en dyr måde at finansiere udvikling på. Udviklingslandene kan blive fanget i en ny gældsfælde, når de skal afbetale investeringer i f.eks. infrastruktur med 10 pct. årligt afkast til udenlandske investorer i f.eks. danske pensionskasser.

Vi medgiver også, at den private sektor og særligt danske virksomheder kan spille en positiv rolle i at udvikle klimavenlige løsninger, forbedre brugen af vand og skabe anstændige job. Omvendt er den private sektors rolle mere tvivlsom, når det handler om at sikre ordentlig sundhed og uddannelse til alle. Der er simpelthen ikke profit i at sikre de fattigste sundhed og uddannelse. Privatisering af disse sektorer afholder desuden fattige mennesker fra retten til sundhed og uddannelse.

Samtidig står det klart, at den private sektors investeringer støttet med udviklingsmidler kun i meget begrænset omfang kommer de fattigste lande til gode, fordi det er svært at lave overskud på fattige mennesker. Data fra FN viser, at i perioden fra 2012-15 har statslig-private blandede investeringer mobiliseret 5,5 milliarder dollars til de fattigste lande. Det svarer til, at kun 7 pct. af de private midler mobiliseret gennem støtte med udviklingsbistand går til de fattigste lande, og vi står derfor med et helt grundlæggende problem: at den gængse verdensmålstrategi, som sætter al sin lid til den private sektor, faktisk forværrer en anden global udfordring, vi har i disse år, nemlig at formuer samles på stadig færre hænder af ekstremt rige og store selskaber, som ikke har særlig stor interesse i at omfordele til gavn for de fattigste.

Men heldigvis er der en anden måde at rejse pengene på. Hvis vi vil, og hvis vi tør kigge elefanten i rummet i øjnene og stille krav om at fordele de enorme formuer mere retfærdigt.