Vestjysk landkommune i ilden

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Landkommunerne er væk. De forsvandt endegyldigt med kommunalreformen i 2007. Det gælder også langs den jyske vestkyst. I den aktuelle sag skal vi ovenikøbet helt tilbage til de tidlige 1960’ere, altså et årti før den første store kommunalreform. Da var kommunerne mange og meget små.

Det gav plads til forskellighed. Også når det gjaldt den fysiske planlægning. Den forskellighed har sat sig spor langt op i nutiden – og den kan på godt og ondt binde langt ind i fremtiden.

Det kan enhver se ved selvsyn. Tag turen fra Vadehavet i syd til Limfjorden i nord, og man vil opleve landskaber, som er vidt forskellige og bestandigt veksler. Den, der tager turen, vil også kunne se, hvordan man i fortiden har forvaltet naturen vidt forskelligt, og hvordan det sætter sine ufravigelige spor ind i fremtiden.

For nogle steder valgte man at gøre alt, hvad man kunne for at få tiltrukket sommerhuse og turister. Det ser vi i Blåvand og i Søndervig, hvor husene ligger tæt, uden megen skelen til den omgivende natur, og i Søndervigs tilfælde i forventning om mange flere huse og et Lalandia.

Tag så Ho med, et par kilometer fra Blåvand, og placeret i en helt enestående og åben natur, som driftige folk har fået øje på og nu arbejder for både at bygge et hotel og udstykke til sommerhuse.

Men kør så fra Søndervig mod nord til Vedersø og Husby, og landskabsbilledet skifter karakter. Det er selvfølgelig den varierende vestkyst med dens marehalmsklædte klitter, der slår igennem. Men tag ikke fejl, det er i høj grad også fortidens politiske valg, som præger landskabet. Det er en historie, der er værd at fortælle og værd at huske.

For tilbage i 1961 var Husby en selvstændig (sogne)kommune. Den var lille. Sølle 400 indbyggere, der trak et nøjsomt udkomme ud af den magre og forblæste sandjord, som foldede sig ud for foden af Husby Klit og syd for den store Husby Plantage. Der var de af dem, der så nye potentialer i sandjorden. Man kunne gøre som i Søndervig og presse så mange huse ind, som tænkes kunne, og på den måde selv score kassen og skabe turisme og velstand for Husby-boerne. Det kan man læse om i en gammel udgave af Tidsskrift for byplanlægning, egns- og landskabsudvikling fra 1962. Derfra overskriften på denne kronik.

Men skulle man gå den vej? Der var blandt Husby Sogns 400 borgere den fremherskende opfattelse, at Søndervig (allerede dengang) ikke burde være forbilledet. Derfor satte de ind med politisk snilde og faglig bistand fra professor Anne Marie Rubin på Kunstakademiet. Resultatet blev en byplanvedtægt, der ikke udelukkede udstykning, men satte en høj standard: Grunde på mere en 5000 m², tage belagt med strå, placering af husene på grundene, så de respekterede landskabet og det særlige lys på disse kanter.

Med til billedet hørte også, at man udlagde en stor del af området øst for det nuværende Natura 2000-område ved foden af klitterne til landbrug og på den måde beskyttede landskabet. Det var ikke alt, man forudså, slet ikke, at nogle siden ville bygge gigantiske poolhuse, som reelt var små selvbetjeningshoteller. Men det fik man, før 2007, til dels rettet op på.

Det var et andet valg, end det der blev truffet i f.eks. Blåvand og Søndervig. Det var også, syntes nogle, et bagstræberisk valg, som stillede sig i vejen for udviklingen. Det så man, da Husby Sogn ved den første kommunalreform i 1970 blev indlemmet i den meget større Ulfborg-Vemb Kommune.

Der var da derfor også folk i den nye storkommune, som fandt på den tanke, at man kunne udnytte den magre jord bedre, hvis man lempede den restriktive planlægning. Men Husby-folket, og det var jo de fastboende og ikke sommerhusejerne, satte sig med vestjysk stædighed op imod de nye autoriteter, og de fik dengang deres vilje.

Spørgsmålet er, hvor langt 1960’ernes og 1970’ernes sejre rækker. Der er selvsagt stadig folk, som kan tjene stort på mere udstykning. Læg dertil, at ligesom Husby Sogn blev opslugt af noget større, er det samme sket for Ulfborg-Vemb Kommune. Den udgør i dag det sydvestlige hjørne af Holstebro Kommune, der strækker sig fra Husby Klit og Husby Plantage i vest til langt ind imod Skive og Viborg i nordøst.

Det kan være svært at overskue for selv den bedste politiker. Det gælder også for Holstebros socialdemokratiske borgmester, H.C. Østerby, samt de andre i alt 20 (ud af 27) medlemmer af byrådet, der kommer fra Socialdemokratiet og Venstre. Altså fra to partier, der landspolitisk for tiden priser det nære samfund og taler for, at man på alle punkter skal have et land i balance.

Den prioritering kommer klart til udtryk i Holstebros stort set friske kommuneplan for 2017-29. Den fastslår udtrykkeligt, at lokalplanen for Vester Husby fra 1964 fortsat nyder byrådets respekt, og den slår såmænd yderligere fast, at Græm Kær har en helt særlig landskabskarakter, hvor »der med fordel kan arbejdes frem imod, at områdets karakter som kær genskabes«. Kæret er de ca. 40 ha landbrugsjord, som er omtalt ovenfor.

I politik har man, som en af Østerbys store partifæller en gang udtrykte det, sit standpunkt, indtil man tager et nyt. Næppe var kommuneplanen derfor vedtaget før borgmester Østerby i fuld samklang med sine Venstrefæller i byrådet erklærede sig åben over for at ændre status for lige netop kæret.

Denne åbenhed indebærer, at man nu arbejder hen imod udstykning til yderligere op imod 80 sommerhuse. Det er ikke alene i modstrid med kommuneplanen. Det bryder også mod de principper, som man i 1964 lokalt var enige om, og som man siden dengang principtro har værnet om, også selv om der nu som dengang selvfølgelig er lokale jordejere, som selv kan tjene på at fravige de principper, der generelt giver området både naturmæssig, kulturhistorisk - og økonomisk værdi.

Udformningen af kommuneplanlægningen og de underordnede planbeslutninger er af grundpolitisk karakter. Der er ingen sagkundskab, som kan påberåbe sig en viden, der kan afgøre, hvad der er rigtige og forkerte løsninger. Det er ikke desto mindre beslutninger, som kræver mange og svære afvejninger af lige netop politisk karakter. Det er samtidig i udpræget grad afvejninger, som er umådeligt langsigtede, og som ofte slet ikke lader sig gøre om, hvis man bagefter skulle fortryde konsekvenserne.

Det er det, man ser, når man kører op langs den jyske vestkyst. I Blåvand og Søndervig traf man for mange år siden et valg, og det valg binder den dag i dag. I Husby Sogn traf man i 1964 et andet valg, fordi man udtrykkeligt ikke ville den samme udvikling, som man kunne se var undervejs 25-60 km mod syd, og som faktisk både kom og fortsætter med uformindsket styrke. Det store problem er, at Vester Husby-beslutningerne ikke på tilsvarende vis binder. De lader sig lave om, hvis et politisk flertal vil det.

Det ser ud, som om et sådant flertal tegner sig. Hvad deres bevæggrunde er, står hen i det uvisse. Det sikre er, at i en kommune af Holstebros udstrækning og med dens befolkningsmæssige og erhvervsmæssige udstrækning, er der ikke mange, der har, og kan have, en fornemmelse for hverken de afvejninger, der i sin tid lå bag Husby-planen, eller de værdier, der dermed blev skabt. Det ser også ud, som om de ikke helt har blik for, at de ved at ændre rammer, der nu har holdt i næsten 60 år, bidrager til at reducere den mangfoldighed, som præger såvel Vestkystens natur og landskab som bebyggelsesmønstret.

Hvis borgmester Østerby med kommunalbestyrelsens tilslutning får magt, som han tilsyneladende har agt, gør han altså sit til i frihedens og den økonomiske fremgangs navn at ofre de manges mulighed for at placere og indrette sig, som de nu vil.