Når målet er den enkeltes overlevelse, bliver løgnen den nye norm

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg er opdraget med min mors mange, mange ordsprog, som har båret på en århundredelang hjemmegroet viden om, hvordan livet bedst kan leves mellem mennesker. »Hop ikke over gærdet, hvor det er lavest«, »Fej for egen dør, før du fejer for andres«, »Selvklog bliver aldrig klogere«, »Sandheden skifter aldrig farve«, »Ærlighed varer længst«. Og ikke mindst »Løgnen har djævelen til far«, med en let omskrivning fra Johannesevangeliet.

Det er ikke helt til at vide, hvad alle disse gamle ordsprog og udsagn har betydet for min levemåde. Jeg er sikker på, at udsagnene er udtryk for, at målet var at opdrage mig til at være et ordentligt menneske, der ikke kun tog hensyn til mig selv, og at andre mennesker skulle kunne stole på, at jeg altid gjorde mig umage med det, jeg skulle. Og især skulle jeg tale sandt. Hvorvidt det er lykkedes, er en anden sag. Men målet var givet.

Jeg kom dog grundigt i tvivl, om sandhed og hensyn til medmenneske og fællesskab stadig er målet, da jeg for et stykke tid siden var til en fin konfirmationsfest. Sød konfirmand. God mad og god stemning. Det kirkelige var pænt overstået, og jeg var bare med som vedhæng og holdt derfor – selv om det er svært – lav profil, som det hedder. Det skortede lidt på talelysten, det er da også svært at tale til en ung konfirmand.

Men der kom dog én, og den vakte megen jubel. Den handlede om, at nu hvor konfirmanden var blevet voksen, måtte hun virkelig lære at lyve. Det gjorde alle voksne for at klare sig. Jeg ville have ødelagt festen, hvis jeg havde sagt noget, men det gik i al sin gru op for mig, at sandheden ikke mere var målet. Målet er den enkeltes overlevelse, og sandheden et middel i dette mål. Her ved jeg udmærket godt, at De 10 Buds ord om ikke at lyve oprindeligt er tænkt i en retslig sammenhæng, men alligevel, tænk sig at leve i et samfund, hvor normen er: Du må gerne lyve.

Tidligere formand for Det Etiske Råd Jacob Birkler har lige udgivet en spændende bog om ”Den umoralske politiker”, hvor han med meget konkrete eksempler gør rede for, hvordan etikken og moralen er blevet et middel for at overleve som politiker i stedet for et mål. Man siger undskyld, fordi det er nødvendigt i en konflikthåndtering, og ikke fordi man mener det. Hvor bliver det sande, det ærlige, det vi kan have tiltro til er sandt, af i dette spil for selvoverlevelse?

Mette Frederiksen lagde sig fladt ned, da døtrene kom i privatskole, selv om hun lige havde været efter danskerne pga. deres flugt fra folkeskolen. Hun fik lov at blive, fordi hun trak kortet med sit ene barns særlige behov. Lene Espersen lagde sig for sent ned, da hun valgte familieferien frem for mødet med Hillary Clinton, det kostede hende posten. Jeg synes, hun skulle have stået fast, det var jo hendes prioritering.

Hvis Claus Hjort Frederiksen kendte til støjplagerne i Skrydstrup, så stå dog ved det i stedet for alle de omsvøb. Og mon ikke de også i Danske Bank erkender, at sandheden om den dybt kriminelle og ulovlige hvidvasksag havde været bedre at få på bordet end al mulig forsøg på krisehåndtering. For der er noget, der er sandt, og noget, der er usandt. Det sande er det, vi bygger vores etik og moral og hele vores fællesskab på.

Vi har siden 1987 haft et etisk råd og ikke et moralsk råd til at vejlede politikere, når de skal lovgive i store spørgsmål. Det er, som om vi mener, etikken er lidt finere end moralen, en slags general, der sidder inde ved skrivebordet, planlægger og tænker, men han kommer ikke ud i skyttegraven.

Men det er at snyde på vægten. Det, vi tænker og siger, betyder uendeligt meget for det, vi gør. Og så har jeg endda også selve ordenes oprindelse med mig i min antagelse: Etik og moral har samme grundbetydning. Etik kommer fra det græske ord ethos, og det betyder sæd og skik, sædvane, dyd og duelighed, ja det man i det hele taget plejer at gøre, for at et samfund kan bestå. Moral kommer af det latinske ditto: sæd og skik, vaner, plejer, ordentlighed. Dermed er det også antydet, at etik og moral ikke er noget, der sådan lige kommer farende som nye tekniske landvindinger, men noget, der langsomt indlæres og gnaver sig ind i hjertet.

By heart, som udenadslære hedder på engelsk. Derfor er etik og moral to sider af samme mønt. Og derfor har etik og moral med begrebet sandhed at gøre.

Jamen, siger vi, vi er da nødt til at lyve en gang imellem, om ikke andet, så en hvid løgn. Men vi ved da godt, at det kun er, når vi ikke skal genere de andre med alle vore sandheder om dem, vi skal tie. Og vi ved da også godt, at når vi gør etikken lidt finere end moralen, så gør vi det, fordi vi gerne vil sikre os lidt mere rene hænder hver især. Det er også derfor dobbeltmoral er lidt bedre end slet ingen moral, for da har vi i det mindste en viden om, at den er gal. Også når vi selv i det småskjulte går på kompromiser.

Sandhed er en dyd. Et etisk og moralsk fællesskabsstiftende bånd. En tillidssag. Et mål for os alle og aldrig et middel til egen overlevelse.

Derfor blev jeg også glad, da jeg i mindeudsendelsen om Kim Larsen i søndags så ham tone frem i en gammel udsendelse fra 2012 og fortælle, hvorfor han ikke var blevet socialist, men bare liberal og social. Det var hans mors opdragelse, der slog igennem. Ved Stalins død i 1953 havde hun sagt sandheden om ham og hans system: »Djævelen er død«. Og sandt både var og er det: Et system, der gør løgn til sandhed, er og forbliver djævelens værk. For os alle.