Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Robotter vil ende med at få juridiske rettigheder

I løbet af få år vil der gå robotter rundt blandt os, som vil være så livagtige, at spørgsmålet automatisk vil opstå, om de skal have juridiske rettigheder, også for vores egen skyld.

Artiklens øverste billede
Tegning: Rasmus Sand Høyer

Kunstig intelligens er i rivende udvikling og overtager alle typer job lige fra aktiehandel til journalistik og støvsugning. Tesen fra mange fagfolk er, at vi i løbet af 20-30 år har robotter iblandt os med en intelligens, der overgår vores på alle områder. Den hastighed, teknologien udvikler sig med, har pustet liv i eksotisk juridisk diskussion: Skal visse typer kunstig intelligens have status som digitale personer, som f.eks. kan underlægges strafansvar og betale skat?

Diskussionen kommer af, at kunstig intelligens er i stand til selv at lære nye ting, den ikke er programmeret specifikt til. Den kan på egen hånd udvikle egenskaber, som er løsrevet fra de programmører, der har skabt den.

Mange af os kender teknologien fra YouTube, som foreslår, hvilke videoer vi skal se på baggrund af vores adfærd på nettet. F.eks. hvad vi tidligere har set, hvad vi har søgt på osv. YouTubes evne til at vise os relevante videoer forbedres dermed ikke af en programmør, men af en kunstig intelligens, som vi så at sige opdrager til at vise mere af det, vi synes, er sjovt.

Det er denne logik, som har fået flere til at påpege, at hvis en kunstig intelligens selv har udviklet sine adfærdsmønstre, hvorfor skal den så ikke selv have skylden, hvis den gør noget ulovligt? Og hvis den kan straffes, skal den så også tildeles rettigheder?

Faktisk er argumenterne for at give kunstig intelligens en form for selvstændig juridisk status på mange måder overbevisende.

Hvis man tror, at diskussionen primært vækker interesse blandt lettere paranoide konspirationsteoretikere, der er faret vild i internettets dunkle afkroge, tager man fejl. Den føres blandt respekterede juridiske forskere, i erhvervslivets top og tages alvorligt på højeste politiske niveau.

Og faktisk er argumenterne for at give kunstig intelligens en form for selvstændig juridisk status på mange måder overbevisende. Allerede i dag udfører teknologien opgaver, som kan føre til ulovligheder og udløse straf for mennesker. Og den træffer masser af beslutninger, som ikke kan føres tilbage til menneskelige ønsker og viljer.

Valget af YouTube-visninger er i den uskyldige ende af spektret, selv om man sagtens kan forestille sig, at mediet kører af sporet og f.eks. begynder at vise voldelige videoer til børn. Men det kan også være mere alvorligt. Eksempelvis sidder der i et finsk selskab en kunstig intelligens i bestyrelsen, som har stemmeret på linje med andre bestyrelsesmedlemmer.

Efterhånden som teknologien forbedres, vil de områder, hvor diskussionen er relevant, udvide sig med eksplosiv hast. Tech-industrien må siges at have gode argumenter for forslaget om at indføre strafbare ”digitale personer”, for skal de virkelig sidde med ansvaret, hvis de sætter en teknologi på markedet, som via alverdens input fra omverdenen får tillært sig skadelig adfærd? Sælgeren af en hund stilles jo heller ikke til ansvar, hvis den år senere i livet bider et menneske.

Fra EU’s side er problematikken behandlet flere steder. Bl.a. i rapporten ”European Civil Law Rules of Robotics”, hvor anbefalingen er klar: Robotter skal ikke have status som juridiske (”digitale”) personer, og de skal ikke have anden rolle end at tjene mennesket. Også disse argumenter er gode. F.eks. forekommer det ifølge rapportens forfattere meningsløst at give juridisk status til noget, der ikke har bevidsthed.

Det er svært at afvise, for hvad ville straf betyde for en maskine, der end ikke ved, at den eksisterer? Fremfor at give juridisk status til robotter lyder det, at andre typer af lovgivning ville være både mere meningsfulde og mere effektive. F.eks. forsikringsordninger og evt. en kompensationsfond for autonome robotter, der volder skade. Kritikere hævder i øvrigt, at det ville fritage tech-industrien, som udvikler kunstig intelligens, fra ansvar, hvis de blot kunne lægge det hele over på selve produktet.

Hvor fornuftige EU-argumenterne end måtte lyde, vil jeg her argumentere for, at virkeligheden sandsynligvis vil overhale dem. For at forstå det skal vi igennem lidt filosofihistorie. Vi starter hos den engelske filosof og jurist Jeremy Bentham og i særdeleshed hans tanker om ikke robotters, men dyrs rettigheder. På hans tid havde dyr ikke rettigheder i Europa, og behandlingen af dem var derefter. Benthams franske filosofkollega René Descartes hævdede i øvrigt et par århundreder tidligere, at dyr slet ikke har nogen bevidsthed. Men Bentham er uenig. I bogen ”An Introduction to the Principles of Morals and Legislation” skriver han, at spørgsmålet ikke er, om dyr kan ræsonnere eller tale, men om de kan lide. Og det er han ikke i tvivl om, at de kan.

Når to så begavede personer som Descartes og Bentham kan være så uenige, skyldes det en grundlæggende begrænsning i menneskers sanseapparat: Vi kan ikke se, høre eller på anden vis fastslå, om andre har bevidsthed. Det er alene noget, vi fornemmer eller tror. Og netop her finder vi en slående parallel til en af konklusionerne i den omtalte EU-rapport. Det fremgår nemlig i den, at det er svært nok at fastslå, om et menneske har bevidsthed, og at det ikke bliver lettere at fastslå det for en robot. Mens Bentham, som jo heller ikke kan se et dyrs smerte – han kan alene fornemme det – lader tvivlen komme dyret til gode, sker det modsatte altså for robotterne i EU-rapporten. Forfatterne køber simpelthen ikke idéen om følsomme robotter. Det kan forekomme som jordnær fornuft, men de overser et altafgørende psykologisk træk ved mennesket, som, det ikke er nogen overdrivelse at sige, har påvirket hele vores civilisation: Vi besidder empati, eller indføling, som det hedder på dansk.

At vi har evnen til indføling med andre er rigt beskrevet i litteraturen og udgør også kernen i Biblens lignelse om den barmhjertige samaritaner. Empati rækker vidt og gælder ikke blot mennesker, men også dyr, som det ligeledes står klart efter læsning af Bentham. De fleste evner i større eller mindre grad at føle med en lidende hund. Det er igen afgørende, at empatien ikke betyder, at vi ved, at andre væsener kan føle smerte og behag. Andres bevidsthed kan vi nemlig ikke se. Men vi slutter os til, at den findes via ydre ting som mimik, motorik og lyde.

Af disse årsager vil de fleste, der har været så heldige at møde robotten Pepper, også føle en grad af empati med den (hvis du ikke har set den, så prøv at google den). Og så nærmer vi os hovedpointen og argumentet for, at anbefalingerne i EU-rapporten næppe kommer til at forme fremtidens lovgivning.

For i løbet af få år vil der gå robotter rundt blandt os, som er så livagtige, at de får Pepper til at ligne noget fra en gammel “Starwars”-film. Robotterne vil formentlig blandt meget andet erstatte store dele af de ansatte i ældresektoren (i Japan er man i fuld gang), og når først det er blevet almindeligt, at nogle har en robot som deres bedste ven, ja så er der ikke langt til fremkomsten af en robot-parallel til den dyrerettighedsbevægelse, der blomstrede op i Europa, jævnfør Benthams udsagn om dyrs evne til at føle smerte og lide. Inden for filosofien hedder sagens kerne – det, som gør, at vi ikke kan føre bevis for andres bevidsthed – det fremmedpsykiske problem. Vi kan måle hjerneaktivitet og iagttage mimik herfra og til evigheden, men et andet væsens smerte kan ikke beskrives præcist med ord. Den kan kun opleves af personen selv.

Konklusionen er, at det for diskussionen om robotter og jura bliver mere eller mindre irrelevant, om vores fremtids kunstigt skabte medborgere får bevidsthed eller ej. Det afgørende bliver, om det i tilstrækkelig grad ser sådan ud. Når vi kommer dertil, vil kravet om rettigheder opstå helt af sig selv. En anden afskygning af problematikken er i øvrigt, om ikke alternativet – at have (bevidstløse?) kopier gående rundt iblandt os, som vi ikke behøver udvise hensyn til – er bedre. Det vil i hvert fald næppe forfine og videreudvikle vores evne til at føle empati. Tværtimod vil det formentlig indskrænke den.

Dermed kan en vedvarende afvisning af at give robotter rettigheder og pligter ende med at gøre mennesket mindre menneskeligt.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.