Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

I Europa – uden mål og med

EU trænger til at blive nytænkt, væk fra stater og penge, hen imod europæere. Kommissionsformand Juncker forventes denne onsdag at holde sin sidste tale om unionens tilstand. Måtte den handle om skæbnefællesskabets Europa, det sande Europa.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Har vore politikere brugt sommerferien på at læse historie? Europæisk historie, vel at mærke. Måske romersk historie? Gibbons majestætiske ”Rise and Fall of The Roman Empire” (London, 1776-88) eller Burckhardts beskrivelse af renæssancen i 200-året for denne eminente schweizers fødsel? Man kan håbe, men næppe tro det. Her er ellers meget at lære – ikke blot om statskunstens væsen, men om godt sprog, om verbal soliditet, om dette at styre i retning af langsigtede mål.

Som så ofte før er jeg på landevejen uden mål og med: Først Balkan og Norditalien, lige nu Alsace, om få dage Bayern, dernæst Ungarn og det sydvestlige Ukraine, siden Prag og Berlin, vel sagtens med en afstikker til det betændte Chemnitz. I bilens baglokale har jeg en kasse med bøger, blandt dem Gibbon og Stefan Zweig, Johannes Sløks ”Europas sjæl” (1994), Bjørn Poulsens ”Idéernes Krise i Åndsliv og Politik” (1960) og Hal Kochs fine, lille ”Hvad er demokrati?”, udgivet i befrielsesåret 1945. Desværre mere aktuel end nogensinde.

Europa egner sig til langsomme udflugter. Det eksotiske findes ikke blot i Laos eller Afrikas indre, men i Vanløse uden for København og på de sidste hederester i Vestjylland. Forleden slog det mig, at jeg har sejlet over Tushimastrædet i hylende storm, over Atlanterhavet og Stillehavet i magsvejr og 2.000 km op ad Amazonas, men aldrig fra Frederikshavn til Læsø. Det er en forsømmelse, der snarest skal gøres god.

Europa egner sig til lange og langsomme udflugter. Det eksotiske findes ikke blot i Laos eller Afrikas indre, men i Vanløse uden for København og på de sidste hederester i Vestjylland.

Finder jeg et værtshus, der passer mig, flytter jeg ind et par dage og besøger de lokale seværdigheder. Om aftenen læser jeg i krostuen med et glas vin eller en snaps inden for rækkevidde. Især Sløk og Zweig er gode rejsekammerater. Med dem kan man diskutere vor tids måske største problem: at alt går op i nuet. Der skal tjenes penge, bygges broer og motorveje, sygehuse og børnehaver. De unge skal overstå deres studier og straks betale skat, længe inden de har set verden. Det er til at blive anarkist af. Tænk, om vi gik op i at danne – ikke blot uddanne – frit tænkende mennesker, med distance til det kommercielt iscenesatte kapløb frem mod flere materielle gevinster, fulgt af voksende forskelle mellem dem, der kan rage til sig, og dem, der efterlades i vejsiden.

Forleden kørte jeg fra Milano op gennem Aostadalen og via Schweiz ind i Frankrig. Undervejs passerede jeg slottet i Coppet, hvor Friederike Brun, vor uforlignelige salonværtinde, slog sine folder med den fra Napoleons hof i Paris forviste Madame de Stäel. Jeg overnattede i Molsheim i Alsace, hvor jeg læste på Hal Kochs lektie. Koch skrev i et Europa, der var ødelagt af krig og fascisme. 75 år senere har vi miraklet: Europa er rigere og tryggere end nogensinde, takket være EU. Alligevel forgår vi i angst og tvivl, i kævleri og kræveri. Verden ser op til Europa, blot ikke europæerne. Vi hører om problemer andetsteds, men tænker ikke nærmere over dem, herunder at 65 millioner mennesker er på flugt. I Middelhavet, som jeg fulgte fra La Spezia til Savona, drukner dagligt omkring 200 flygtninge. Her drukner også europæiske og kristne værdier.

Strasbourg dukker op, et digt mejslet i sten, Jens Baggesens labyrint. Denne sprogmester og danske kosmopolit besteg åndeløs, men ikke åndløs, domkirketårnet i 1792. I dag ville han vel begive sig til Europa-Parlamentet, hvis uendelighed af sale, korridorer, mødeværelser, kontorer, kaffehjørner og elevatorer virker som endnu en labyrint. Jeg er næppe den eneste, der farer vild i parlamentsbygningen, når jeg leder efter en sammenhæng med fortiden, det forfærdelige 20. århundrede især. Efter Første Verdenskrig forsikrede europæerne hinanden, at nu skulle det være slut med krig i Europa. Man ville et nyt Europa og fik det, et nationalistisk Europa, samlet om kommunisme, fascisme og nazisme. Vi landede i Anden Verdenskrig.

Blev vi klogere? Ja, men ikke kloge nok. Vi genopbyggede Europa. I vest lykkedes det os indledningsvis at skabe, hvad vi anså for et humant Europa, som vore landsmænd i øst tilsluttede sig efter kommunismens undergang i 1989-91 uden at forstå egoismen i vest. Handlen bestod i – for nu at citere en gammel ven, den tjekkiske politiker Josef Jarab – at østeuropæerne skulle lære demokrati af vesteuropæerne, og vesteuropæerne skulle lære kultur af østeuropæerne. Begge dele mislykkedes. Vi fik et Europa, som ligner mellemkrigstiden i afvigte århundrede: Orbán i Ungarn, Kaczynski i Polen, Salvini i Italien, Casado i Spanien, Marine Le Pen og Geert Wilders i Frankrig og Holland, Nigel Farage i Storbritannien, Pegida og de såkaldt Alternative i Tyskland. I Danmark har vi et udansk folkeparti, der forsøger at sætte sig på det danske og fem millioner ofte meget forskellige danskere. Fascisterne, hvad enten de er til venstre eller til højre, kræver fodslag og ensartethed, faner, national samling, grænseværn, racernes renhed, ingen flygtninge, ingen internationale bindinger, magt snarere end samtale. Åndsliv ligger dem fjernt. Deres helte er Putin i Moskva og Trump i Washington. Et demokratisk og humanistisk Europa – ud over de økonomiske gevinster, som EU også tilbyder – er dem en vederstyggelighed.

Var Hartling den sidste, der lyttede? Man forestiller sig fru Støjberg, Pia Kjærsgaard eller Martin Henriksen i alvorlig samtale med en moralfilosof eller bare et tvivlende menneske. Umuligt.

Problemet mærkes i Strasbourg: den manglende forbindelse mellem politik og kultur. Tænkningen har forladt det politiske, eller måske har det politiske forladt tænkerne, opgivet dem, de er besværlige, de stiller spørgsmål, de har ingen paroler. Politikerne frygter tænkerne, fordi disse, når de overhovedet melder sig, forsøger at tænke ud over dagen og vejen og således afslører politikernes uformåenhed. Som daværende statsminister Kampmann ifølge Bjørn Poulsen bemærkede om de intellektuelle: »De kan naturligvis trække sig tilbage, men må så være klar over, at regeret bliver der alligevel.« Kampmann var en af de store og mærkværdige, vel vidende at han havde brug for hjælp, men også at han sad fast i sin skabelon.

Tænkerne foragter det politiske livs råhed og perspektivløshed. Poulsen, Sløk og Koch var ansete tænkere på deres tid – i dag er de utænkelige. H.C. Hansen og Kampmann lyttede, Krag lyttede. Var Hartling den sidste, der lyttede? Man forestiller sig fru Støjberg, Pia Kjærsgaard eller Martin Henriksen i alvorlig samtale med en moralfilosof eller bare et tvivlende menneske. Umuligt. Tænkerne eller de intellektuelle er ikke uden skyld i denne misere. At de ignoreres giver dem ingen ret til at fravige deres første pligt, som er – ude på meningernes torv – at stille sig kritisk an, at tydeliggøre demokratiet, offentligt at vende sig mod populister og demagoger. I Strasbourg kan man komme til den slutning, at vort fælles europæiske sprog er ved at bryde sammen. Jeg mener ikke latin eller engelsk eller et tredje sprog, men fraværet af en kulturel fællesnævner. Parlamentet er – som følge af sin indbyggede nationalisme – blevet til et Babel, hvor mange råber op, men kun få fatter hinanden.

Hvem kan give os denne fællesnævner? Næppe politikerne. Tænkerne kun måske. Øst- og Vesteuropa kender endnu ikke hinanden næsten 30 år efter kontinentets genforening. Østeuropæerne indtrådte efter 1989 med entusiasme i det nye Europa. Vesteuropæerne, vildført af useriøse magthavere og disses rygklappere, udråbte dem til udbyttere og kriminelle. Hvem husker ikke den skamløse kampagne mod polakkerne? Om fælles kultur og fælles historie talte og taler de færreste. Selvfølgelig trænger vi til et mere fint masket institutionelt Europa, herunder et Europa, der kan forsvare sig militært, men vi trænger især til et dybere mentalt Europa, om hvilket vi ved, at det rækker fra Galway i Irland til Donbass i Ukraine, fra Narvik i Nordnorge til Algeciras i det sydlige Spanien, til Cypern, Malta og Istanbul, Europas største by med 15 millioner indbyggere. Østeuropæerne kender Toscana og Provence. Kender vesteuropæerne Podolien og Volhynien? Hvor mange danske har besøgt Lviv, fortidens Lemberg, en af Europas mest europæiske byer, eller Ruse i Bulgarien, den store europæiske forfatter Elias Canetti fødested, ud til Donau?

At EU's fædre, Schuman, De Gasperi, Adenauer med flere, ville institutionerne var rigtigt på den første efterkrigstids vilkår. Europæerne skulle have tag over hovedet og mad på bordet. Kulturen kom i anden række. Den trænger sig på nu, såfremt EU skal forvandles fra det eksisterende forbund af selvstændige stater til en langtidsholdbar forbundsstat i konkurrence med USA, Rusland, Kina, Afrika og Mellemøsten. Danskeren Morten Løkkegaard gjorde 2013-14 i samarbejde med daværende kommissionsformand Barroso et forsøg. Det mislykkedes, ikke fordi forsøget ikke var nødvendigt – det var det i høj grad – men fordi man fra kommissionens side betjente sig af kunstnere og kulturfunktionærer, som næsten alle var låst fast i deres specialer og fagsprog. Havde man indkaldt en lille gruppe af abstrakt tænkende, historisk funderede intellektuelle, var man måske nået frem til en brugbar fortælling.

Kommissionsformand Juncker ventes denne onsdag i Strasbourg at holde sin sidste tale om unionens tilstand. Måtte han tale om et folkeligt og kulturelt Europa, det sande Europa, skæbnefællesskabets Europa, om dette at EU trænger til at blive nytænkt politisk og kulturelt, ikke til at blive rigere og dummere, mere splittet og mere egoistisk.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
EU
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger indenfor leasing eller indenfor eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.

Blog: Tre fornuftige ufravigelige krav fra Nye Borgerlige

Lars Boje Mathiesen
Slut med lappeløsninger og symbolpolitik. Det er det klare budskab til de andre partier fra Nye Borgerlige.

Blog: »Kvindens plads er derhjemme hos børnene« – tak for kaffe!

Anna Thygesen
Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en folketingskandidat fra Randers har nogle holdninger til kvinder, som jeg ikke kan lade stå uimodsagte.

Amerikansk kommentator: Den israelsk-palæstinensiske fredsproces er død

David Ignatius

kommentator, The Washington Post

At tale om palæstinensiske rettigheder nu om dage vækker foragt eller udløser blot en gaben. Palæstinenserne er gårsdagens problem. Selv araberne er trætte af deres stejle krav.
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her