At være dansk i en ældre indvandrers øjne

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Jeg søgte og fik et job. Sådan kom jeg til Danmark fra Indien for ca. 60 år siden. Legalt, efter bogen, med visum, arbejdstilladelse m.m. Antallet af udlændinge var få. Siden er der kommet flere. Flygtninge, fordrevet pga. krig, sult, naturkatastrofer og ikke mindst i søgen efter et bedre liv. Nogle er kommet ind på legal vis, andre har benyttet andre veje. Men de er her.

Migranter verden over, hvad enten de tager til USA, Storbritannien eller til landene i Europa, har en fælles drøm om et bedre liv med sundhed, uddannelse og tryghed suppleret med en god økonomi.

For 60 år siden skulle man arbejde hårdt for at leve. VUC fandtes ikke. Lønningerne var lave, sociale ydelser, som vi kender i dag, var mere eller mindre ukendte. Man måtte bruge de ressourcer, man engang havde i bagagen, og mest af alt være tålmodig.

Det er anderledes i dag. Drømmen om et godt liv bliver opfyldt, den dag en migrant sætter sin fod i landet. De ældre får sprogundervisning, og de unge fri adgang til uddannelse. Sociale medier og iPhones oplyser dem om de muligheder, der ligger i samfundet. Giver næring til nye drømme.

Nogle blandt dem uddanner sig til erhvervslivet, lærer om demokrati og demokratiske værdier og opdager deres rettigheder. Værdier og rettigheder, som har været dem fremmede.

De unge, af natur utålmodige, vil indfri deres indhøstede gevinster hurtigst muligt. Rigdom og berømmelse synes at ligge ligefor. Mulighederne inden for medieverdenen er mange. Kan du synge, er der ”X Factor”, kan du danse, male, sige vittigheder er der en mulig dør. Du behøver ikke at have særligt talent. Samfundet giver plads til næsten alle.

Hvorfor ikke drømme om en stjernestatus, som giver adgang til magtens korridorer? Vejen hertil er at deltage og debattere i det offentlige rum om politik, om sociale spørgsmål, om værdipolitik. Det opdages i indvandrerkredse, at danskerne er særligt følsomme over for kritik af deres selvopfattelse som værende demokratiske, liberale og sekulære og i deres agtelse for menneskerettigheder. Det er let at lave røre ved at sætte spørgsmålstegn ved den selvopfattelse. Det giver hurtigt adgang til medierne.

Politiske partier er ivrige efter at vise deres ”liberale sind” frem, og de lukker op for medlemskab for disse ”oplyste” sind. De skubbes frem i partiernes rang, medierne gør dem synlige, de fremmes som bevis for succesen af den liberale politik, som føres i landet. Mange fra den første eller anden generation af indvandrere finder plads i lokale forsamlinger og landsforsamlinger, selv i Folketinget. Kun børnene fra politiske dynastier synes at have hurtigere adgang. Magtens tinder er heller ikke uopnåelige. En hindu af herkomst, uden nogen særlig teologisk ballast, en selvproklameret agnostiker, har været minister for kirkelige anliggender. I et kristent land!

Der er en bagside af medaljen. Alle i samfundet, unge og voksne, færdes i det offentlige rum, hvor alle mødes og kommunikerer med hinanden. Der skal man være parat til at modtage kritik. Jo større ens publikum er, desto større er kritikken. Sådan er spillereglerne i et åbent samfund.

Unægteligt er sproget i det offentlige forum blevet, hvad man i gamle dage kaldte gadens sprog. Hvem skulle tro, at man kan samle et glosar af ukvemsord fra en så distingveret skribent af den gamle skole som Per Nyholm her på JP’s sider? Det er barskt derude. Det kan ramme hårdt, især de unge.

Blandt indvandrere bliver kritikken ofte opfattet som en nedgørelse af deres herkomst, deres religion, de kutymer, de engang har. Og endnu værre, så sætter kritikken spørgsmålstegn ved deres loyalitet over for deres værtsland. Er vi accepterede som ligemænd af værtslandet? Spørgsmålet opstår i deres hjerter. Især hos de unge. Nogle føler afmagt og vrede.

Vold og udøvelse af vold ligger ikke fjernt. Mange kredse af indvandrere er mærket af det, på deres liv, i deres hukommelser. Der opstår voldelige grupper. Nogle blandt dem tilslutter sig radikale kræfter.

Når det skal gå fredeligt til, kryber de i offerrollen og iscenesætter en modoffensiv ved at fremhæve de negative fremtoninger i kritikken, som de har været udsat for. I den seneste tid har vi set to eksempler, først fra Jens Philip Yazdani med indlægget ”Hvorfor skal jeg prise det land, der pisser på mig og mine?” og det andet fra læge Ayhan Al Kole med sit ”Skal jeg skamme mig over at være dansker?”

Ønsket om at være dansker er unge indvandreres råb om en identitet. De er ikke alene om det. Identitetskrisen blandt de unge menes at være et generelt fænomen i samfundet. De har tvivl om alt, deres tilhørsforhold, deres udseende, deres seksualitet, deres livsanskuelse mm.

Men man bliver ikke en ”dansker”, en ”Brit” eller en ”American”, selvom man er blevet en statsborger med tillidserhverv i disse lande. Der kræves noget udefinerbart, et akkreditiv af en slags, som alle i verden ville anerkende. Men hvad er det? Hvem udsteder sådan et? Hvordan får man det?

Man kan råbe højt om sit tilhørsforhold til et land, sin kærlighed til et land, om ægtheden af sin loyalitet. Det er, hvad herrerne Kole og Yazdani gør. Læge Ayhan Al Kole fremhæver, at en blodprøve ville bevise, ville akkreditere, hans røde og hvide danske støbning.

En pakistansk far til en falden søn i den amerikanske hær fremlagde tabet af sønnen og de smerter, han har lidt, som det offer, han har skænket i kærlighed til landet Amerika. Med den amerikanske forfatningsbog i hånden bedyrede han på alle verdens medier ægtheden af sin loyalitet til landet.

Giver disse højlydte påstande den ønskede anerkendelse? Jeg tvivler.

Personligt mener jeg, at historie er det eneste øjenvidne om os mennesker, om os her og nu, og i tiden tilbage, om vores slægter, i hvem vi har vores rødder. Den er vidne til den historiebetingede proces, der har formet os. Kun den fortæller, hvem vi er, definerer vores identitet. Vi kan benægte det, men kun på bekostning af værdighed. Nidkært vogter jeg over faren den dag i dag.

Ved familiefester samles venner og bekendte. Af dem er der kun få med indvandrerbaggrund. Der holdes taler i hyldest til mig. De priser det venskab, der binder os sammen. I nogle tilfælde spænder det over en generation. I talerne hører jeg sætninger som »da du første gang kom i vores familie, husker jeg tydeligt, min far sagde, at en spændende gæst ville komme på besøg« og mere. Disse sætninger giver et stik i hjertet. Er jeg en indvandrer i al evighed?

Jeg kigger ud over forsamlingen, ser dem i deres øjne. Der finder jeg, at jeg har en plads i deres hjerter. En fast plads. Med en identitet, som er mig tildelt på unik vis af hver enkelt af dem. For det menneske, jeg nu engang var og er. Følelsen af lykke skyller over mig.