Özil og følelsen af at være fremmed
Hvorfor skal jeg prise det land, der pisser på mig og mine? For det er sådan, det nogle gange føles, at være perker i Danmark i dag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Fakta: Jens Philip Yazdani er født og opvokset i Danmark sammen med sin danske mor og iranske far.
Özil har valgt ikke længere at spille på det tyske landshold. På grund af racisme. Og jeg forstår ham godt. Selv om jeg på ingen måde af den grund forstår, at han lod sig fotografere med Erdogan. Det var dumt, vidner om politisk umodenhed og berettiger kritik. Selv om kritikken har været vildere end ellers, fordi der, som jeg ser det, ligger noget racisme latent – som gik i udbrud med billedet.
Da jeg for nylig selv så Danmark-Kroatien-kampen, fik jeg en kvalme, fremkaldt af ambivalente følelser, der opstod i jublen for mit land, Danmark.
Hvordan kunne jeg stå dér, dybt investeret i kampen, og skiftevis frygte og juble for Danmark – når det samme Danmark, dag efter dag, skider på, nedgør og tilsviner mig og mine?
Hvorfor skal jeg hylde et hold, der repræsenterer et land, der ikke gider have mig? Hvorfor skal jeg prise det land, der pisser på mig og mine?
Vi, unge med anden etnisk baggrund, udsættes nemlig dagligt for mistænkeliggørelse, stigmatisering – og værre endnu: politiske ændringer, der fjerner vores rettigheder og muligheder.
Jeg ville, med hver en nerve i min krop, holde med Danmark. Lade mig rive med. Føle gejsten – eller skuffelsen. Være en del af det. Sammen med de 50.000 landsmænd, der også var mødt op til Roskilde Festivals visning. Som alle – ikke tog – men blot var en del af det fællesskab, landsholdet knoklede for at hædre.
Men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke. Noget i mig gjorde modstand. Tillod mig det ikke. Og det var dér, kvalmen opstod – i den indre splittelse, der, midt i menneskemylderet, kampen og the orange feeling, var ved at splitte mig midt over.
Jeg prøvede at fortælle mine tre gode, hvide venner, hvad jeg oplevede. Men jeg tror ikke helt, de forstod, hvad problemet var. Selv om de gerne ville – så kunne de ikke.
Præcis ligesom jeg gerne ville – men i øjeblikket ikke kunne – holde med Danmarks landshold. Og jeg ved end ikke, om jeg, dagen i dag, et par uger efter, formår at forklare min ambivalens, så den giver mening.
Men hvorfor skal jeg hylde et hold, der repræsenterer et land, der ikke gider have mig? Hvorfor skal jeg prise det land, der pisser på mig og mine? For det er sådan, det nogle gange føles, at være perker i Danmark i dag.
Det er faktisk det eneste, jeg kan høre, at vores politikere – som repræsenterer folkets holdning – er enige om: at indvandringen er en byrde, som landet er ved at segne under; en katastrofe, der er sket; en fejl, der må rettes op på. Eller med andre ord: at min blotte til(stede)værelse ikke blot er et problem, men det største problem, for vores land, Danmark.
Jeg var også pinligt bevidst om, at det var noget, jeg havde fremtvunget; at jeg måtte fremtvinge de følelser, jeg egentligt ville og intuitivt burde kunne føle som dansker.
Uhyggeligt nok var det nemmere at få gejsten frem, da Iran spillede sine kampe til årets VM – som jeg så sammen med en gruppe dansk-iranske venner. Og som jeg hurtigt blev dybt investeret i.
Jeg havde nemmere, helt intuitivt og umiddelbart, ved at holde med landsholdet fra et land, hvis jord mine fødder knap har betrådt, og hvis sprog jeg ikke taler, end det land, hvor jeg er født, opvokset og bor; end mit eget land.
Og det er på trods af, at jeg elsker det danske samfund. Og afskyr det teokratiske regime i Iran. På trods af, at det er Danmark, der både er mit land – og det land, jeg vil kalde for mit.
Erkendelsen gjorde rigtigt ondt. Lige dér, midt på Roskildes støvede mark.
Jeg følte, at jeg enten måtte gå grædende derfra – eller med alt i mig forsøge at føle samhørigheden. At jeg enten måtte svøbe mig i flaget – eller trampe på det.
Og gudskelov stod jeg, da afgørelsens time oprandt, og jublede med. Med hele min krop. Med hele min sjæl. Med alt i mig.
Men jeg var også pinligt bevidst om, at det var noget, jeg havde fremtvunget; at jeg måtte fremtvinge de følelser, jeg egentligt ville og intuitivt burde kunne føle som dansker.
Jeg følte, at jeg på sin vis var en fucking onkel Tom, der velvilligt spiste af den hånd, som slog mig og mine.
Så jeg forstår Özil.
Özil, der med egne ord er tysker, når de vinder, men immigrant, når de taber; Özil, der med egne ord ikke bliver accepteret, men behandlet anderledes; Özil, der med egne ord og et tungt hjerte må erkende, at han på grund af racisme og disrespekt ikke længere kan bære den tyske trøje med stolthed.
Indlægget blev oprindeligt bragt på Facebook, som har slettet teksten pga. ”hadefuld retorik”.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.