Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Klima(s)krig: Den globale opvarmning er en eksistentiel trussel mod menneskeheden

Som briterne, der i 1939 stod over for valget mellem Chamberlain og Churchill — appeasement eller kamp til døden — står vi over for valget mellem at ignorere en direkte trussel mod vores eksistens eller at gå i krig mod den.

Tegning: Rasmus Sand Høyer

Mens jeg skriver dette, sidder jeg og ser ud over min græsplæne, der er visnet. Himlen over mig er skyfri, kun de mange hvide streger fra passagerfly bryder den klare lyseblå farve. Og det er varmt. Meget varmt.

Hele verden koger. Og vi har selv kogt i den varmeste og længste sommer i mands minde. Billedet er det samme i hele verden: ekstrem varme og ekstrem nedbør. Enten-eller. Enten får vi meget, eller vi får slet ikke noget af vandet.

Vi ved, hvad der sker, og vi har vidst det i lang tid. Og vi ved, at det, som vi oplever nu, bare er begyndelsen. Det vil blive meget værre. Vi har i dag en koncentration af CO2 lige omkring 410 ppm (parts per million), som skal sammenlignes med 270 ppm, før vi begyndte at brænde fossile brændstoffer. Effekten af den ekstra CO2 har indtil nu været en opvarmning på omkring en grad celsius af jordens middeltemperatur ved overfladen. Koncentrationen af CO2 vokser støt med ca. 2,5 ppm pr. år, tendensen er stigende, og temperaturkurven vokser tilsvarende, med små bump på vejen, men alligevel ufortrødent og nådesløst opad. Vi er på vej mod scenarier med en middeltemperatur tre-fire grader eller mere over normalen.

Klimaforskerne fik ret. De forudsigelser, som de er kommet med gennem de seneste årtier, går nu i opfyldelse (og jeg tror ikke, at der er ret mange forskere, der glæder sig over den triumf). Men hvis klimaforskerne har haft ret indtil nu, så må vi forvente, at de også får ret i fremtiden. Og det tegner ikke godt. Som det ser ud nu, har verden kurs direkte mod afgrunden. Med speederen trykket helt i bund. Sandheden er, at det er vores overlevelse, der er på spil her.

Problemet med klimasystemet er, at det indeholder skjulte dominoeffekter, som for eksempel de enorme mængder metangas, der ligger gemt i permafrosten i nord, og som nu, hvor Arktis opvarmes, bliver frigivet og bidrager ekstra til opvarmningen. Vi står nu et sted, hvor sådanne dominoeffekter begynder at vise sig. Der er en reel risiko for, at det hele løber løbsk.

Situationen, som vi står i, kan sammenlignes med den, som Storbritannien stod over for i årene op til Anden Verdenskrig. Dengang så briterne Hitler tage magten i Tyskland, de så hans styrke vokse, og de så, at han besatte Polen. Der, hvor vi står nu, har vi imidlertid valgt ikke at lytte til Churchill, vi har valgt Chamberlain i stedet. Vi ønsker appeasement, fredelig sameksistens med nazisterne, det hele er nok ikke så slemt, tænker vi, og hvem har også lyst til at gå i krig?

Som det ser ud nu, har verden kurs direkte mod afgrunden. Med speederen trykket helt i bund.

Men vi har brug for Churchill. Vi har brug for at gå i krig. Det, vi har brug for nu, er en slags krigsmentalitet. Da de allierede gik i krig mod Nazityskland, omdannede de i løbet af meget kort tid deres industri til en krigsindustri. De spyttede kanoner og krudt og kugler ud i meget store mængder. Hvis vi skal klare dette, så må vi gøre noget lignende. Vi må se klimaforandringerne for, hvad de er: en eksistentiel trussel. Og vi må gå til angreb mod klimaforandringerne med alt, hvad vi har.

Jeg tror, at det er muligt i løbet af relativt få år at få vendt situationen og bragt koncentrationen af CO2 i atmosfæren under kontrol. Men det vil kræve, at vi indser, hvilken faretruende situation vi står i, og handler derefter. I stedet for kanoner, krudt og kugler må vi producere meget store mængder af grøn energi — vind, sol, geotermi, muligvis atomkraft — og vi må udvikle og implementere CCS-teknologier til at trække meget store mængder CO2 ud af atmosfæren og gemme den dybt nede i undergrunden.

“Jo, men hvad nytter det, når USA og mange andre lande ikke er med os?” vil nogle nok indvende. “Hvilken forskel kan vi gøre?”. Problemet med den indvending er, at den gælder universelt. Alle sidder på deres hænder og venter på, at andre går foran. Vi hører til den flinke del af klassen, der forsøger at overholde vores internationale forpligtelser, men det er bare ikke nok. Vi ved, at det ikke er nok. Spørgsmålet, som vi bør stille os selv, er ikke, om vi gør nok i forhold til andre nationer, men om vi gør alt, hvad vi kan?

Hvad hjælper det os, at vi er duksen i klassen, hvis skolen brænder? Hvad gavner det os, at vi har gjort det rimeligt, hvis verden går under?

I stedet for kanoner, krudt og kugler må vi producere meget store mængder af grøn energi — vind, sol, geotermi, muligvis atomkraft.

Jeg mener, at vi skal vælge at gå foran. Briterne ventede ikke, indtil de havde deres allierede med. De erklærede krig mod Nazityskland på et tidspunkt, hvor de stod alene og ikke var sikre på, at de ville vinde. Vi må lade os inspirere af deres mod og beslutsomhed, deres patriotisme, og vælge helterollen. Hvorfor skruer vi ikke op for den grønne omstilling med en faktor fem? Eller mere? Er der nogen, der tror på, at det er umuligt? Og hvor i himlens navn er alle el- og hybridbilerne? Hvorfor sætter vi ikke nogle nuller bagpå forskningsbevillingerne i grøn teknologi? Hvorfor sætter vi ikke som mål at have et negativt samlet CO2-budget i 2028? Eller endnu tidligere? Vi må handle, og vi må handle nu.

Jeg har selv droppet flyrejserne; jeg spiser mindre kød og nul okse; jeg ejer ikke en bil, og jeg planter træer i min have — hver især må vi handle.

Og så må vi danne alliancer med andre nationer, der som os vælger at danne fortrop; og vi må udveksle teknologi, knowhow og moralsk opbakning med resten af verden. Hvad er alternativet? At se vores børns fremtid blive skyllet i havet og brændt op i skovbrande? At resignere og give op? Der er jo ikke noget alternativ. Man kan ikke forhandle med en drivhusgas.

Vores største fjende er ikke den CO2, som vi lukker ud. Den største fjende er troen på, at det hele ikke nytter noget. Vores fjende er ligegyldigheden og håbløsheden. Der er håb, masser af håb, men det kræver, at vi handler. Nu.

Vi må også handle på et personligt plan. Hver især må vi gøre, hvad vi kan. Hold op med at flyve, kør mindre, skriv til politikerne, tal med folk. Protester mod passiviteten og ligegyldigheden — jeg har selv droppet flyrejserne; jeg spiser mindre kød og nul okse; jeg ejer ikke en bil, og jeg planter træer i min have — hver især må vi handle. Det nytter alt sammen. Men den beslutning, der flytter de største bjerge, er selvfølgelig valget af politikere. Vi må vælge nogle politikere, der forstår, hvilken fare vi befinder os i, og handler derefter. Det næste folketingsvalg må blive et klimavalg.

Briterne vandt krigen og bliver i dag husket for deres mod og beslutsomhed. Det var heltemodigt, hvad de gjorde. Vi kan gøre det samme.

Valget står mellem Chamberlain eller Churchill. Appeasement og »fred i vor tid« eller kamp til døden. Jeg siger, at vi vælger Churchill!

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu

En falsk regning har skabt drama i Davos

Indsigt: På søndag skal vælgerne i Davos ved en folkeafstemning tage stilling til, om de vil betale den voksende regning for at huse årsmøderne i World Economic Forum.
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Danske Bank skylder os en forklaring

Rune Lund
Danske Bank har spillet hasard med stabiliteten og tilliden til den hele den finansielle sektor i Danmark.

Blog: Gavner Dansk Industri Danmark?

Anders Vistisen
Dansk erhvervsliv med Dansk Industri i spidsen vil have flere udlændinge til Danmark. Men det tager ikke selv ansvar for samfundsudviklingen og jamrer konstant.

Per Stig Møller: Her er fem ting, EU skal i gang med nu

Per Stig Møller
Økonomer og erhvervsfolk mener, vi skal have hundredtusinder og millioner flere indvandrere for at løse fremtidens arbejdsmarkedsbehov, men på den måde skifter de jo de europæiske befolkninger ud, og hvornår har vi besluttet det?
Annonce
Test: Suveræn letvægtslaptop med skærm til kanten
Huawei har skabt en let og lækker bærbar med ydelse til det tunge arbejde, skærm der fylder hele rammen samt et imponerende lydsystem med Dolby Atmos 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her