Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Overlæge: Jeg vandrer stadig i fortvivlelsens dal

Firmaet bag Sundhedsplatformen brugte selv begrebet ”The Valley of Despair” om tiden efter, at vi tog systemet i brug. Det er et kraftfuldt billede, som desværre i vid udstrækning stemmer overens med sandheden. Jeg havde blot håbet på, at jeg efter et år kunne se, at det trods alt gik den rigtige vej. Men det kan jeg ikke.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I disse dage er det et år siden, at mit lægeliv forandrede sig radikalt og for altid. Region Hovedstadens Psykiatri gik om bord på Sundhedsplatformen (SP), et computersystem, der til dato har kostet os et ukendt milliardbeløb. Jeg har aldrig lagt skjul på mine bekymringer for systemet og er da også blevet beskyldt for at være både gammel og bagstræberisk. Jeg havde dog håbet, at jeg efterhånden ville opdage funktioner i systemet, der afgørende kunne understøtte min behandling af patienterne i stedet for at besværliggøre den. Jeg kan stadigvæk ikke få øje på dem.

Overgangen til SP indebar, at lægerne skulle overtage en stor del af sekretærernes arbejde – kode diagnoser, bestille undersøgelser, registrere ydelser, skrive notater etc. etc. Man troede i begyndelsen, at lægerne alligevel kunne fortsætte med at undersøge, diagnosticere og behandle det samme antal patienter, og at man straks kunne ”gevinstrealisere” (læs: fyre) en stor del af sekretærerne. Det viste sig naivt, og produktiviteten nærmest styrtdykkede.

Samtidig begyndte følgerne af det øgede skærmarbejde at vise sig: Dobbelt så mange læger har nu problemer med nakke, skuldre og arme som før SP, og på mit fagområde – psykiatrien – var det især den manglende hjælp til at få skrevet notaterne, der i det daglige trak tænder ud. Men også en ekstremt kompleks, omstændelig og fuldstændig ulogisk opbygning af SP gjorde, at især lægerne fik meget længere arbejdsdage, hvor de tilbragte en stor del af tiden med mus og tastatur i stedet for at have patientkontakt.

Disse potentielt livsfarlige fejl, som alle er klar over, er det stadigvæk ikke lykkes at komme 100 pct. til livs – trods talrige løfter fra de systemansvarlige.

Men disse problemer var kun alvorlige irritationsmomenter i forhold til SP’s såkaldte ”medicinmodul” – den del af systemet, som fejlfrit og sikkert skulle sørge for, at lægen kan ordinere medicin på en entydig måde og uden at systemet fejler.

Men det gør det stadigvæk i dag her to år senere: Patienter kan f.eks. fortsat risikere at få dobbelt medicindosis, uden at nogen kan fortælle hvorfor. Eller også kan medicin blive angivet til at skulle gives på forkerte tidspunkter. Disse potentielt livsfarlige fejl, som alle er klar over, er det stadigvæk ikke lykkedes at komme 100 pct. til livs – trods talrige løfter fra de systemansvarlige.

Man kan måske ikke sige, at skeletterne vælter ud af skabet, men der er i det forløbne år rejst bekymrende spørgsmål om, hvilke faktorer der kan have spillet ind i valget af SP. Og det har i pressen nævnt mistanke om aftalt spil, personmæssige dobbeltroller, og ændring af kriterierne for udvælgelse af det nye journalsystem på en måde, der favoriserede SP. Hele processen op til ibrugtagelsen foranledigede i november 2017 Rigsrevisionen til at foretage en undersøgelse. I øjeblikket venter vi stadig på konklusionerne, som er bebudet til juni.

Og så kan man også hæfte sig ved, at Region Syd fravalgte SP, efter at man havde fundet, at systemet på samtlige parametre fik karaktererne ”dårligt” eller ”meget dårligt”. Region Syd har netop besluttet sig for i stedet at købe MidtEPJ.

Men disse bekymrende forhold ændrer jo ikke på, at jeg og mine kolleger hver dag skal forsøge at få SP til at understøtte vores arbejde. Frustrationen har været hørbar og til tider højrøstet, men er hver gang blevet skudt til hjørne med argumenter om, at lægerne bare skal vænne sig til systemet og at man har intensiveret udviklingen af systemet. Man skulle derfor tro, at man i løbet af den tid vi har haft SP ville se en aftagende utilfredshed.

Kronik: »Jeg er overlæge i psykiatrien. Det vil sige, det var jeg indtil kl. 15 mandag i sidste uge, hvor jeg blev bortvist«

Derfor er det interessant, at der i marts 2018 blev foretaget en ret grundig undersøgelse, hvor alle potentielle brugere af SP i Region Hovedstaden blev bedt om deres oplevelser: Over 10.000 ansatte fra alle faggrupper svarede, og kun en fjerdedel var tilfreds med systemet. Så man alene på svarene fra de knap 2.000 læger, faldt tallet til 13 pct., mens totredjedel er decideret utilfreds. Nu kan ledelsen for første gang objektivt se, at SP er et problem for det store flertal af læger. Og at medicinering i SP er den suverænt mest bekymrende faktor.

Når jeg og andre har kritiseret SP, har vore ledere fastholdt, at det var et spørgsmål om tid og tilvænning, før vi læger ville blive glade for systemet. Desværre viser undersøgelsen også, at lægernes utilfredshed er uforandret over tid: Læger, der lige har taget SP i anvendelse og læger, der har brugt det i mere end et år er lige utilfredse.

Når vi har forklaret, hvordan ophøret af dikteringsmulighed påvirker lægernes produktivitet og arbejdskvalitet, har direktionen i Region Hovedstaden hver gang meldt tilbage, at den mulighed aldrig kommer tilbage. Undskyldningen er, at data i SP er så strukturerede, at stort set alt med tiden vil kunne dokumenteres med nogle få klik.

Men i psykiatrien, som jeg jo kender til, er virkeligheden ved at gå op for ledelsen: Man har nu erkendt, at hvis vi bare skal nærme os den tidligere effektivitet, kommer lægerne ikke uden om at diktere, men har derfor netop meldt ud, at nogle journaler kan dikteres som før, hvorefter sekretærerne vil skrive dem ind.

En kollega sagde engang, at fjernelse af dikteringsmulighederne var djøf’ernes hævn over lægerne, fordi de selv for år tilbage mistede den mulighed.

Jeg havde selv meget svært ved at tro på en sådan nedrighed, men det var da tankevækkende, at programchefen for SP, cand. scient. pol. Mikael Bay Skilbreid, ved en it-konference tidligere på året udtalte, at når lægerne nu blev sat til at skrive selv, var der blot tale om»tab af et privilegium.« Han fortsatte »Der er ikke så mange af os, der er vant til at have en sekretær til at renskrive det, vi går og siger (…) jeg tror, der er mange af os, der godt kunne tænke os det (…)«. Det fik tilstedeværende overlæge Olav Bjørn Petersen til bl.a. at udbryde: »Det synes jeg er helt vildt arrogant (...) . Hele diskussionen om, hvordan man som travl læge arbejder mest effektivt, bliver på denne måde nedgjort til et spørgsmål om latterlig modstand mod tab af ”luksus-privilegier”.« Bemærk, at overlægen til daglig arbejder i Aarhus og således ikke personligt er ramt af SP.

I Region Sjælland har man nu efter et halvt år med SP undersøgt, hvordan det går med behandlingsydelserne. Selv om undersøgelsen er præget af, at også Region Sjælland har problemer med at få de rette data registreret i SP, er det entydigt, at produktionen er faldet signifikant, ligesom det er sket i Region Hovedstaden.

Jeg har selvfølgelig undersøgt, om Region Hovedstaden også havde lavet en lignende opgørelse, men er blevet skuffet – de tal er tilsyneladende ikke tilgængelige. Men det kan glæde, at man efter politisk pres har besluttet at undersøge, hvad det faktisk koster at drive SP.

I mit daglige arbejde som retspsykiater er min opgave ofte baseret på historiske patientdata, hvis jeg f.eks. skal skrive en retslig erklæring. Og her giver SP virkelig udfordringer: For det første er data overført til SP fra de tidligere journalsystemer. Men alle overskrifter i notaterne er fjernet og erstattet med betegnelsen ”historisk notat” og jeg er nødt til at åbne og gennemlæse dem alle – ofte flere hundrede – for at kunne finde de relevante oplysninger. For det andet er de nye notater, som lægerne selv har skrevet ind i SP, ofte meget summariske, men indeholder gentagelse på gentagelse af autogenereret tekst helt uden klinisk relevans. Det er blevet nærmest umuligt at finde mere subtile fund eller diskrete udviklinger i patienternes tilstand.

Også jeg har betalt en personlig pris for overgangen til SP. Jeg blev pludselig opmærksom på en lidelse, som jeg har haft en årrække, men som aldrig for alvor har generet mig tidligere. Det er en arvelig rystelidelse – godartet, men smertefuld, når jeg f.eks. skal tilbringe længere tid med tastatur og mus.

Jeg er vant til, at mine patienter er sociale tilfælde, men nu er jeg selv blevet et. Jeg ansøgte nemlig om aflastning, så jeg kunne diktere nogle af mine notater, men fik den besked, at det måtte min kommune bevillige. Man så det ikke som en arbejdsgiverpligt at give mig mulighed for at få kompenseret mine problemer.

Jeg fik hjælpen, og tak for det, men det harmer mig, at regionen bare kan tørre problemer, som alene er opstået på baggrund af ændret arbejdsfunktion, af på en kommune, der nok kunne bruge pengene på mennesker med større behov for hjælp end mig.

Læs kronikørens tidligere kronikker om Sundhedsplatformen:

Overlæge i kronik: Jeg er bekymret for at tage regionens nye it-system i brug

Overlæge om it-system: Det er ikke blevet lettere at leve op til mit lægelige ansvar

Overlæge om Sundhedsplatformen: Jeg vil ønske mine kolleger held og lykke. Med hvad? Det kan I læse her

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Demokratiet i EU er råddent

Anders Vistisen
EU prædiker åbenhed og ytringsfrihed, men er selv med til at begrænse ytringsfriheden.

Blog: Nej, Venstre. Social dumping er ikke en myte

Christel Schaldemose
Venstres Morten Løkkegaard spørger, om Socialdemokratiet bruger overdrivelse og frygt i debatten om social dumping. Spørgsmålet kan med rette sendes videre til Løkkegaard selv.

Blog: Legal babyvold

Sonja Mikkelsen
Omskæring af børn hører ikke hjemme i et demokratisk retssamfund

Debat: Kina er hverken ond eller god

Hans-Henrik Holm
Vi har to verserende historier om Kina i Vesten. Den ene ser Kina som en ny truende supermagt. Den anden ser Kina som et nyt, stort marked, som vi skal erobre den størst mulige del af.
Annonce
Bolig
Danskernes design: Vi eksperimenterer på badeværelset, men køkkenet skal stadig være hvidt
Individualitet, farver og sanselighed er blandt nøgleordene, når blikket kastes på de nye køkkener og badeværelser. Det individuelle præg er centralt, ligesom behovet for at nyde materialer og design fylder. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her