Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Debatten om valget i Grønland i danske medier er uærlig

Der er i øjeblikket partier, som er parate til at kaste Grønland ud i en dyb økonomisk og social krise samt fjerne tæppet under den velfærdsmodel, som så mange i dette land nyder godt af. Men det er på ingen måde en mainstreamposition i grønlandsk politik.

Artiklens øverste billede
Illustration: Rasmus Sand Høyer

Både i den grønlandske og i den danske debat om det kommende valg i Grønland kan man efterlades med det indtryk, at ønsket om selvstændighed og et snarligt grønlandsk exit fra Rigsfællesskabet er det altoverskyggende tema. Så entydigt mener jeg dog ikke, at det forholder sig.

Det er sandt, at ønsket om et selvstændigt Grønland er en stærk følelse og trang hos mange. Vi har et stærkt ønske om selvbårenhed. Men undersøgelse på undersøgelse viser også, at kun et fåtal af Grønlands borgere er parate til at kræve selvstændighed for enhver pris.

I Grønland – som i alle andre samfund – er langt de fleste optaget af deres hverdag og hverdagens perspektiver: Kan jeg få en daginstitutionsplads til mit barn? Giver mit barns skole den viden og dannelse, som gør, at mit barn kan klare sig godt i en globaliseret Verden? Har jeg et godt sted at flytte hen, hvis der kommer skimmelsvamp i min bolig? Bliver der taget godt og kærligt hånd om min demente mor på alderdomshjemmet? Den slags hverdagslige spørgsmål fylder i Grønland – nøjagtig som de gør i Danmark og i andre moderne velfærdssamfund.

Blandt langt de fleste er der en realisme og pragmatisme i forhold til, hvordan og på hvilke præmisser vi mener, at drømmen om selvstændighed kan realiseres.

Det er rigtigt, at der er enkelte partier og kandidater opstillet til valget i Grønland den 24. april, der ser en snarlig grønlandsk uafhængighed som både mål og middel for Grønlands fremtid. Særligt Partii Naleraq og Nunatta Qitornai har på den måde fået held med at få også den danske debat til at tro, at ønsket om selvstændighed er for enhver pris og lige om hjørnet.

Efter min – og mange andre grønlænderes – mening, er Partii Naleraq fuldstændigt uansvarligt i sin forståelse af økonomien og kapaciteten bag helt fundamentale forhold for et moderne samfund. Partii Naleraq kræver selvstændighed i 2021. Nunatta Qitornai vil speede processen op og tror, at det at råbe højt automatisk vil skabe fundamentet for selvstændighed. Men symptomatisk nok er de ikke villige til at fortælle, hvad konsekvenserne vil være for den grønlandske befolkning.

Det er derfor også lidt trist, at en stor del af det danske journalistkorps – og dermed en stor del af det danske mediebillede – vælger at spidsvinkle på netop denne dagsorden i sit mest uansvarlige og letkøbte udtryk.

For som sagt er langt de fleste borgere optaget af hverdagens udfordringer: Adgangen til fiskekvoter – og dermed til indtægt, velfærd, boliger, kulturtilbud, gode uddannelser, sociale udfordringer, et trygt liv i alderdommen.

Jeg mener simpelthen, at debatten i de danske medier ofte er uærlig. Langt de fleste grønlændere ved nemlig udmærket, at landet slås med massive sociale udfordringer, og at økonomien ikke er bæredygtig, hvis vi kigger blot få år frem – med mindre vi gør noget dramatisk. At stille folk i udsigt at selvstændighed henne om næste hjørne vil løse de udfordringer, er politisk dybt uansvarligt. Men også af den grund bør medierne få proportionerne på plads.

Efter min bedste overbevisning tilbyder fornævnte partier at kaste vores land ud i et vidtrækkende og ekstremt farligt socialt eksperiment, hvor man slår bunden ud af kassen.

Den erkendelse deler jeg med en lang række politikere – og flertallet af befolkningen. Dermed ikke sagt, at vi andre ikke også er optaget af selvstændighedsspørgsmålet – for tag ikke fejl: Det er vi! Men blandt langt de fleste er der en realisme og pragmatisme i forhold til hvordan og på hvilke præmisser, vi mener at drømmen kan realiseres.

Inuit Ataqatigiit, som jeg står i spidsen for, er stiftet for 40 år siden – med selvstændighed og social ansvarlighed som de bærende søjler. Sådan var det dengang – og sådan er det i dag.

Jeg synes, at der er behov for, at nogen siger det højt og tydeligt: Der er i øjeblikket partier, som er parate til at kaste Grønland ud i en dyb økonomisk og social krise samt fjerne tæppet under den velfærdsmodel, som så mange i dette land nyder godt af.

Men til den danske offentlighed er det vigtigt at få sagt, at der på ingen måde er tale om en mainstreamposition i grønlandsk politik. Sandheden er, at langt de fleste af os erkender, at fokus skal være på det hårde arbejde, der ligger foran os, på de mange produktive og hårdtarbejdende mennesker i vores land, som ønsker selvstændighed, men som samtidig er fuldstændig realistiske omkring, hvilke forudsætninger dette kræver. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Grønlands anseelse, indflydelse og renommé vil lide skade, og at udenlandske investorer og andre stater vil se med forøget skepsis på vores land, hvis vi med hovedet under armen blot råber 2021 eller stikker befolkningen blår i øjnene, frem for at være ærlige. Den erkendelse deler et massivt flertal af den grønlandske offentlighed.

Det ville derfor være hjælpsomt, hvis danske journalister, der mener sig kloge på grønlandske samfundsforhold, ville fremstille tingene mere balanceret og ikke med lys og lygte lede efter de mest outrerede positioner i grønlandsk politik, for at få dramaet til at se større ud end det er.

For nylig var jeg i ”Deadline”, og jeg fik indtryk af, at journalisten, og den efterfølgende ”grønlandsekspert”, nægtede at anerkende den principielle forskel på positionerne i grønlandsk politik: Vi, der mener, at vi først skal sikre bæredygtig vækst, beskæftigelse, uddannelse og at rette op på den stigende ulighed socialt, som forudsætning for at realisere drømmen om selvstændighed. Og på den anden side dem, der dybt uansvarligt vil gennemføre selvstændighed i morgen og med hovedet under armen tror, at så følger vækst og beskæftigelse naturligt af sig selv. Det er mit stille håb, at dansk nyhedsjournalistik fremover vil være oprigtig optaget af at gøre den danske offentlighed reelt klogere på, hvad der foregår i den grønlandske valgkamp og debat.

For det virkelige drama handler om hverdagen. Det virkelige slag skal slås om at sikre en bæredygtig økonomi og dermed skabe den vækst, udvikling og beskæftigelse, som kan sikre den velstand og velfærd, som den grønlandske befolkning i langt overvejende grad ønsker sig og fortjener.

Den opgave er ikke nem. Mange faktorer spiller ind. Selve Grønlands geografi og placering på landkortet spiller ind. Vores barske klima – og klimaforandringerne – spiller ind. Det faktum, at vi er 56.000 mennesker placeret i små byer og bygder i et tyndt bælte rundt på verdens største ø, og vi ikke kan sætte os ind i bilen og køre til nabobyen, men skal sejle i timer eller dage – eller flyve – spiller ind.

Hvad mange danskere tilsyneladende ikke ved, det er, at Grønland har et vækstlag af unge iværksættere, it-firmaer, dygtige grafikere, myriader af fremragende designere, kunsthåndværkere og kunstnere, heraf adskillige med internationale karrierer, og at de dygtigste unge tager solide og tunge akademiske uddannelser i hele verden. At forskningsmiljøerne i stigende grad forbindes med internationale miljøer, og at forskningen i stigende grad udvikler og koordinerer med erhvervslivet, så grønlandske ressourcer – alt lige fra enzymer til fødevarer – forsøges udviklet til internationale markeder og internationale brands og produkter. Der arbejdes massivt på at øge turismen og sikre oplevelsesferier med jagt, fiskeri, vandring, nordlys, hundeslæder, geoturisme og alt det andet fantastiske, som Grønland har at tilbyde – men uden at vi falder i masseturismens mest banale fælder.

Min ambition er at bringe Grønland videre ad den vej mod et samfund, hvor vi definerer os som en del af Verden og i god og løbende åbenhed mod Verden – også Danmark. At vi skaber den nødvendige kapacitet i form af viden, uddannelse, arbejdsetik og derigennem vækst og beskæftigelse – så vi kan drage omsorg for vores børn, syge og ældre på en værdig måde. Og uden at tabe vores kultur og det grønlandsk særegne i farten. Her står Grønland faktisk langt bedre rustet, end mange af vores arktiske naboer – og det er den opgave som det ansvarlige spektrum i grønlandsk politik, og ikke mindst Inuit Ataqatigiit, og jeg selv, er optaget af.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.