Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Mænd frygter at blive seksuelt afvist

Forstår vi ikke den sårbarhed, som ligger under mænds grænseoverskridende seksuelle handlinger, vil MeToo-kampagnen kun føre til flere krænkelser og give de prostituerede mere arbejde.

Illustration: Martin Frøsig

»Jeg har en hel liste af ting, der skal være til stede, inden jeg henvender mig seksuelt til min kone. Et af punkterne på listen er, at hun helst skal være fuld.« Sådan beskrev en af mine mandlige klienter den frygt for afvisningen, han oplevede i forholdet med sin kone. Ham og mange andre mænd beskrev forspillet, hele det spil inden det egentligt seksuelle begyndte, som et forfærdeligt ingenmandsland. Et land, som bliver åbnet, så snart manden har tilkendegivet sin lyst, og som er farligt derved, at kvinden er fri til at sige nej, hvis hun ikke har lyst. Hvor afvisningen spøger i kulissen. En afvisning, de fleste mænd, mig selv inklusive, frygter mere end det meste. Et spørgsmål, jeg ofte stiller de her mænd er, hvor de går hen med al den lyst, deres partner ikke er med på? Nogle svarer, at de klarer det selv. Onanerer. Andre går til prostituerede. De forklarer mig, at det er mere enkelt hos den prostituerede. Her er der ikke noget besværligt ingenmandsland. Ingen sårbarhed. De har betalt hende for ikke at afvise dem. Afmagten forsvinder som dug for solen.

Dette mønster bekræftes i forskningen. I den største undersøgelse af mænds bevæggrunde for at opsøge prostituerede, kan mange svar kategoriseres under følgende: ”Min kone er ikke med på mine fantasier. Hun synes, jeg er forkert i mine lyster. Den prostituerede er altid med på den. Jeg har jo betalt hende for det.” Eller: ”Jeg er gået død i de almindelige veje til sex. Farer altid vild. Det bliver for besværligt. Hos luderen er det hele ligetil. Jeg betaler. Vi har sex. Færdig.” Over halvdelen af de adspurgte mænd i undersøgelsen var i parforhold. På forskellige måder beskriver de den sårbarhed, mange mænd oplever i forhold til seksualiteten. En sårbarhed, som ophæves i mødet med den prostituerede. Her er der ikke nogen frygt for afvisning. Hun er betalt for ikke at sige nej.

Ligesom mænd har magt over de prostituerede, de betaler for, har magtmænd også en eller anden form for magt over deres ansatte. Også den magtrelation lokker med at flyve over det forfærdelige ingenmandsland, hvor afvisninger ligger begravet som usynlige livsfarlige landminer. Det har MeToo-kampagnen gjort os pinligt bekendte med. Magtmænd, som igennem trusler forsøger at overvinde ingenmandslandet. Ikke kun trusler bliver brugt. Skamløs adfærd har samme funktion. Jeg fik en beretning fra en kvinde, som på et tidspunkt havde været til en fest med en direktør. Pludselig havde han taget hånden ned i hendes kjole og rørt ved hendes bryster. Direktøren kunne være gået tre veje, da han så den smukke kvinde og mærkede impulsen til at røre ved hendes flotte bryster: Han kunne gå den skamløse vej, som var den, han valgte. Her risikerer han ikke noget, for han spørger ikke om lov. Han giver hende ikke friheden til at sige fra. Han gør det bare og går derved uden om ingenmandslandet. Samme vej mange voldtægtsmænd benytter sig af. Jeg frygter din afvisning så meget, at jeg tager dig med magt. Direktøren kunne også være gået opgivelsens vej, hvor han ser kvinden, men frygter, hvad der vil ske, hvis han komplimenterer hende, frygter hendes reaktion så meget, at han ender med at sætte sig på sin plads og lade som ingenting. Også denne vej er uden risici, uden om ingenmandslandet. Men der findes også en tredje vej ind i ingenmandslandet, som han af gode grunde ikke går. Fordi den er risikofyldt. Farlig. En vej, hvor han ser kvinden, fortæller hende, hvor skøn, hun ser ud. Måske inviterer han hende endda på en drink i baren senere. Her risikerer han noget, han ikke risikerer, hvis han går én af de andre veje: kvindens afvisning.

Vi mænd kan ikke bare tie stille og lytte til jeres kampagne. Det gør os kun mere skamfulde, end vi allerede er, og i sidste ende vil den skam kun føre til mere skamløs adfærd.

Den afvisning er mænd såvel som kvinder ekstremt bange for. Jo større frygt for afvisningen, desto mere resigneret eller skamløs adfærd. Og jo mere nedgøring og objektificering af kvinder. For jo mere jeg nedgør hende, desto mere ufarligt bliver det også, at hun afviser mig. Hun er jo ”bare” kvinde. Skulle jeg virkelig acceptere, at hun var lige så meget værd som mig, ville afvisningen gøre så meget desto mere ondt. Al nedgøring af kvinder bygger på en enorm frygt for kvinder. Kvinderne har langt henad vejen spillet med. Frygten for mænds magt har været de sovepiller, som har henlagt dem i en tornerosesøvn, hvor hverdagsundertrykkelsen er blevet taget for givet.

MeToo-kampagnen kan være det kys, som får dem til at vågne op. Til at genfinde deres værd. Men det får ikke nødvendigvis mændene til at vågne op. Tværtimod gør det kun kvinderne mere farlige. Mændene stopper ikke med at frygte afvisningen, fordi kvinder bliver bedre til at give den. De går bare et andet sted hen med frygten. Til den prostituerede eksempelvis.

Så kvinder, vi mænd kan ikke bare tie stille og lytte til jeres kampagne. Det gør os kun mere skamfulde, end vi allerede er, og i sidste ende vil den skam kun føre til mere skamløs adfærd. Flere overgreb, flere prostitutionsbesøg, mere menneskehandel. For ja, ikke bare mænd, men alle mennesker er potentielle krænkere. Men vi har begået en katastrofal fejl: Indtil nu har vi troet, at udskamningen af krænkeren får krænkeren til at gå væk. Det er i virkeligheden modsat. Ved at udskamme mænd over en bred kam, fodrer vi den indre krænker. Jo mere forkert manden føler sig i sin lyst, desto mere vil han have på spil, når han viser sin lyst til kvinden og giver hende muligheden for frivilligt at afvise ham. Jo mere han har på spil, desto mere tillokkende er de andre veje uden om afvisningen: resignationen eller overgrebets vej. Derfor har vi mænd brug for kvinders hjælp til at håndtere afvisningen og ingenmandslandet. Sådan en hjælp kom for nylig, da en Facebook-bruger kommenterede et profilbillede af en twerk-queen: »Hold kæft, jeg ku’ godt kneppe dig på det billede.« Hun svarede: »Det er dejligt, at du har lyst til at kneppe mig, men det vækker ikke min interesse, at du skriver det så direkte. Hvis du i stedet havde skrevet, at jeg så skøn og dejlig ud, ville du måske have vakt min interesse.« Hun sagde nej til ham uden at udskamme ham. Hjalp ham venligt til at bevæge sig i ingenmandslandet. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med at være i det her land. Min mandlige klient og hans kone forsøgte sig med det. Hun ville gerne være bedre til at tage initiativ, vise ham, at hans lyst til hende var skøn. Men hun havde brug for, at de sammen var enige om, at hendes tilnærmelser ikke nødvendigvis betød, at hun insinuerede sex. Forventninger om sex var landminerne i hendes ingenmandsland. Den var han med på, og hun var lettet. I det nye forventningsfrie seksuelle rum, opstod der en ny villighed, hvor hans kone pludselig viste ham interesse. Afvisningerne blev mere drillende. Ikke så tunge og alvorlige, og en dag blev hans liste smidt ud.

Mange, mange mænd gemmer på en frustreret lyst til kvinder. En lyst, som ofte ikke bliver gengældt med sex. Og det skal den selvfølgelig heller ikke, hvis kvinden ikke er interesseret! Problemet er nu heller ikke, at den ikke bliver gengældt med sex. Problemet i parforholdet er, at den bliver gengældt med undskyldninger fra kvindens side, opgivende blikke, dybe suk og dårlig samvittighed. For hun vil egentlig gerne, men også hun tænker, at det kun er godt nok, hvis hun går hele vejen. Derfor kan hun ikke vise sin partner den glød i øjnene, han længes efter. Men ikke kun i parforholdet har mænds lyst fået et negativt skær. Også mange mænd ender med at resignere. Gå uden om ingenmandslandet. Vi mænd skal stoppe med at gå uden om ingenmandslandet. Vi skal tale om den sårbarhed, som knytter sig til det. Men vi har brug for, at I kvinder hjælper os med at begå os i det land. Det land, der bliver åbnet op for, så snart vi har tilkendegivet vores lyst. Ikke ved at I stopper med at afvise os, men ved at se det land, lysten kommer fra som smukt og godt. Vi mænd står over for en kæmpe opgave i at gå ind i det land. At risikere afvisningen. I ikke at flyve over landet, ved enten at overgribe eller opgive ævred. Og vi står over for en opgave i virkelig at forstå, at kvinder, uanset hvor smukt de finder det land, aldrig, aldrig nogensinde er forpligtede på noget som helst. At kvinden, som partner i parforholdet eller ansat i virksomheden, aldrig er tvunget til noget som helst. Det skal vi nok arbejde med. Så sig endelig nej, marker jeres grænser, og lad os hjælpe hinanden med ikke at gøre det land til et farligt sted at være.

Frej Prahl har udgivet bogen ”Tændt: Sex i parforholdet – fra pligt til lyst” på Dansk Psykologisk Forlag.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kuppet mod Europa. Kuppet mod det fælles

Elsebeth Gerner Nielsen
Vi har brug for helt nye systemer, hvis Europa og nationalstaterne skal forsvares mod det værste i den globale udvikling.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her