Annonce

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Kronik

Berlin under Hitler – året er 1937

Det er ikke mærkeligt, at mange ældre tyskere 30-40 år senere så tilbage på 1930’erne med nostalgisk længsel. Dyrkelsen af Hitler og nationen opfyldte et åndeligt behov.

Illustration: Rasmus Sand Høyer

I 1960’erne mente de fleste ældre tyskere, at årene under Hitler fra 1933 til 1938 havde været de bedste i deres liv. Mange mente også, at hvis ikke Hitler havde startet verdenskrigen, ville han have været den største statsmand i tysk historie, inklusive selveste Bismarck. Det viser nyere forskning.

Opgøret med nazismen i Tyskland efter krigen stak ikke dybt. Og trods retssagerne mod de førende nazister og SS-folk og de allieredes forsøg på demokratisk genopdragelse sad ”øvrighedsstatens” mentalitet stadig i tyskerne, en undersåtlighed, som også nazisterne havde kunnet bygge på og udnytte til deres fordel. Der var stadig ikke tale om noget folkeligt opgør med fortiden. Psykoanalytikerne Alexander og Margarete Mitscherlich – hun var i øvrigt danskfødt med navnet Nielsen – konstaterede i deres opsigtsvækkende bog fra 1967, ”Die Unfähigkeit zu trauern” – den manglende evne til at sørge – at tyskerne ikke havde været igennem en sørgeproces, som de anså for nødvendig oven på traumerne fra nazisme, krig og efterkrig.

Men samtidig, altså i 1960’erne, begynder den bølge, som senere er blevet berømt under det svære navn ”Vergangenheitsbewältigung”, at rejse sig. Først og fremmest hos en elite af intellektuelle og historikere af fortrinsvis venstreorienteret observans. Ordet er svært oversætteligt; ifølge ordbogen betyder ”Bewältigung” ”opgør”, men jeg lægger også noget mere i det, nemlig ”forarbejdelse” eller ”bearbejdelse”, en betydning, som leder tankerne hen på eftertænksomhed og refleksion.

Det er i slipstrømmen af denne bølge, at den store udstilling på Berlins bymuseum, Märkisches Museum, om Berlin i året 1937 skal ses. Udstillingen har været vist i nogen tid, men er blevet forlænget til 15. februar 2018, så man stadig kan nå at se den. Og det er der virkelig grund til, hvis man vil vide noget mere om, hvorfor nazismen ikke blot var et diktatur fra oven, men også havde solide rødder i befolkningen. Et ”konsensusdiktatur”, har tyske historikere kaldt det.

Udstillingens navn er ”Berlin 1937 – Im Schatten von morgen”. Den vil vise dagliglivet i Berlin i skyggen af det, der fulgte, nemlig den militære ekspansion i Østrig og Sudeterlandet året efter og den første store pogrom i november 1938. 1937 var det sidste ”normale” år under nazismen.

Den store tyske befolkning kunne ikke ane, hvad der forestod. Næsten al modstand var nedkæmpet, kun nogle få kommunister opererede stadig i undergrunden, og naziledelsen afslørede selvfølgelig ikke sine krigsplaner. Tværtimod førte Hitler sig frem som fredsbevarer. I sin rigsdagstale på fireårsdagen for sin magtovertagelse, 30. januar 1937, forsikrede han, at »overraskelsernes tid nu var ovre.« På fire år havde han genrejst Tyskland.

Talen kunne folk høre i radioen. De fleste havde nu en ”Volksempfänger”, og Joseph Goebbels’ propagandamaskine kørte uafladeligt. De unge, som dårligt kunne huske Weimar-perioden før 1933, var næsten alle indrulleret i Hitlerjugend eller Bund Deutscher Mädel og totalt prisgivet indoktrineringen her og i skolen. Nazismen var i høj grad en ungdomsbevægelse, og de unge, der overlevede østfronten eller de allieredes bombninger, tænkte som nævnt ofte nostalgisk tilbage på denne tid med kammeratskab og friluftsliv uden for forældrenes kontrol.

Årets to store begivenheder i Berlin 1937 var fejringen af byens 700-års jubilæum og den italienske diktator Benito Mussolinis statsbesøg, som blev iscenesat efter alle kunstens regler. Men udstillingens mest spændende del er skildringen af, hvordan de fire en halv million berlinere levede til daglig.

Tyskland var ude af krisen, og oprustningen stimulerede økonomien. Der var rigeligt med arbejde, ja, industrien manglede endda faglært arbejdskraft. Men fagforeningerne var jo opløst, og lønningerne steg ikke så meget som leveomkostningerne. Mange havde svært ved at leve af deres arbejde, men hvis man klagede, risikerede man at blive overleveret til Gestapo. Arbejdernes boligforhold var heller ikke gode.

Middelklassen, for slet ikke at sige overklassen, havde bedre vilkår, og trods en vis nervøsitet for, hvad fremtiden måtte bringe, levede mange berlinere et liv med en tilfredsstillende levestandard og et væld af kulturtilbud samt masser af biografer, kabareter, dansehaller, caféer og værtshuse. Her kunne man ofte tale mere frit og besvære sig over forholdene, selv om det aldrig var uden risiko. Men Weimar-tidens vilde forlystelsesliv fortsatte på mange måder lige indtil Anden Verdenskrig. For den store jødiske befolkning blev udgrænsningen af ”folkefællesskabet” dog stadig større. En del var begyndt at emigrere, men mange nåede ikke ud, før grænserne blev lukket.

Udstillingen viser også, hvordan det, vi i dag kalder ”moderniteten”, var slået igennem – med biler, busser og sporvogne, stormagasiner med overdådige vinduesudstillinger, lysreklamer, illustrerede blade og sportsstof i aviserne. Døgnet rundt pulserede byen, ikke mindst omkring de store pladser som Alexanderplatz og Potsdamer Platz. Der var måske endnu mere liv i byen, end der er her 80 år senere, og som mange danskere vil vide, er det ikke så lidt. Det er heller ikke mærkeligt, at mange ældre tyskere 30-40 år senere så tilbage på 1930’erne med nostalgisk længsel. Nostalgien fortrænger det ubehagelige, så fortiden står tilbage i et forklarelsens skær. Dyrkelsen af Hitler og nationen opfyldte et åndeligt behov. I dag er Hitler-generationen næsten uddød, men at holdninger, der minder om nazitidens, stadig findes i Tyskland, minder det nye parti, Alternative für Deutschland (AfD), om. Ikke mindst nationalismen og udpegningen af muslimerne som de nye ”folkefjender” maner til eftertanke og årvågenhed.

Claus Bryld er forfatter, professor, dr.phil. i historie. Har speciale i arbejderbevægelsens historie. Han er en ud af syv medlemmer af JP’s Søndagspanel.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Her landede både Hitler og Helle Virkner
Tempelhof-lufthavnen i Berlin rummer en stor del af Tysklands historie. En ny udstilling viser, hvordan et af verdens største bygningsværker dannede kulisse til nogle af nationens værste og bedste begivenheder.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Skammer du dig ikke, Morten Østergaard?

Alex Vanopslagh
Med De Radikales seneste kampagne anklager de tusinder af gode danske virksomheder for bevidst at bryde loven og underbetale kvinder på arbejdsmarkedet. Usmageligt og skamløst.

Trump har sejret: Ingen tør videreføre arven fra John McCain

Matthew Fallon Hinds
Senator John McCains død markerer samtidig dødsstødet for Republikanernes vision om en liberal verdensorden under amerikansk overherredømme.

Kommentar: Skal kriminalforsorgen fungere som ruffer?

Henrik Jensen
Spørgsmålet bærer svaret i sig. Det er vel ikke kun ofrenes efterladtes retsfølelse, der her forhånes. Husk lige, at kriminalforsorgen, det er også os – landets borgere.
Annonce
Djævlens bro fører til fransk Catalonien
Det rødgule catalonske flag vajer både på Pyrenæernes nord- og sydside. Men mens de fleste har hørt om det spanske Catalonien, er det franske Catalonien mindre kendt. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her