Nordkorea kan endelig ramme USA

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Nordkorea affyrede den 29. november et missil, som kan nå den amerikanske hovedstad. Nyheden blev mødt med overraskelse, forfærdelse og de sædvanlige fordømmelser. Overraskelse, fordi regimet har gjort hurtigere fremskridt på missilområdet, end de fleste havde forestillet sig. Mange eksperter mente stadig i april i år, at det ville tage fem år for styret at udvikle et sådant missil. Forfærdelse, fordi Pyongyang nu kan gøre alvor af sine bombastiske trusler om at angribe USA’s hovedland.

Affyringen blev mødt med de sædvanlige fordømmelser. Trump-administrationen truede med at ødelægge Nordkorea helt og aldeles (»utterly destroy«) i tilfælde af krig og bad endnu en gang Kina om at indføre skrappere sanktioner.

Fordømmelserne vil virke lige så godt, som de plejer. Kina indfører ikke skrappere sanktioner af frygt for den flygtningestrøm og det kaos, som et regimekollaps vil afstedkomme. Nordkorea vil svare igen med nye trusler og tests. Der gættes nu allerede på, hvornår den næste atomprøvesprængning bliver foretaget. Et staldtip fra den anerkendte amerikanske tænketank Center for Strategic and International Studies siger 17. december, den tidligere leder Kim Jong-ils dødsdag.

Den succesfulde affyring var imidlertid en rigtig god nyhed, fordi den fjerner den sidste tvivl om, hvorvidt USA vil angribe Nordkorea for at ødelægge dets atomprogram. Denne risiko var godt nok overvejende teoretisk, fordi det er meget svært at forestille sig, at præsident Trump vil iværksætte et angreb, som forventes at koste over en million døde. Det var den besked, Pentagon gav præsident Clinton, da han overvejede et præventivt angreb i 1994. Dette estimat har ikke ændret sig siden. Den øverstbefalende for de amerikanske væbnede styrker, general Joseph F. Dunford, Jr., udtalte i juli i år, at en krig med Nordkorea vil medføre tab på et niveau, som vi ikke har set siden Anden Verdenskrig.

Med affyringen har Nordkorea sat Trump en pistol for panden. Nordkorea har stadig ikke kapacitet til at ramme Det Hvide Hus med atommissiler. Det vil kræve mange missiler og atomsprænghoveder, der er små nok til at kunne sættes på missilerne. Men Pyongyang har demonstreret, at man har evnerne til at udvikle denne kapacitet meget hurtigere, end de fleste eksperter havde drømt om. Det sætter USA under et massivt tidspres for at finde en forhandlingsløsning, inden Nordkorea når det sidste stykke. Det gør en aftale, der fryser Nordkoreas missil- og atomvåbenprogrammer på deres nuværende niveau, meget mere tillokkende for USA. Min forskning i tvangsdiplomati viser entydigt, at et sådant tidspres er en nødvendig forudsætning for at tvinge stater til at indgå aftaler, som de ikke har lyst til.

Præsident Trump har gentagne gange afvist at indgå en sådan aftale. Det gjorde han igen som reaktion på denne affyring. Så hvorfor skulle han vende på en tallerken og acceptere en aftale nu? Fordi han ikke har andet valg. Kina og Sydkorea vil ikke iværksætte sanktioner, som vælter regimet, fordi de skal leve med de negative konsekvenser. Et regimekollaps vil tvinge Kina til at besætte Nordkorea for at få styr på situationen og forhindre Sydkorea og dermed USA i at opnå kontrol med Nordkorea. Det var for at forhindre det, at Kina gik ind i Koreakrigen i 1950.

Hvis Trump skal leve op til sine gentagne løfter om at forhindre Pyongyang i at kunne ramme USA med atomvåben, har han ikke andet valg end at indgå en frysaftale. En krig, der forventes at koste over en million ofre, er ikke et reelt alternativ. Presset på Trump for at indgå en sådan aftale vil nu vokse markant. I USA har adskillige nuværende og forhenværende højtstående efterretningschefer, officerer og politikere længe påpeget, at der ikke er andre alternativer. Internationalt presser kineserne på for at få startet forhandlinger med det udgangspunkt, og det samme gør Rusland, Sydkorea og flere af USA’s europæiske allierede.

En sådan aftale er også fordelagtig for styret i Pyongyang. Nordkorea indgik i 1994 en aftale med USA, hvor det gik med til at fryse sit atomprogram. Den primære grund til, at denne aftale brød sammen, var, at USA ikke overholdt sin del af aftalen. Nordkorea har siden da jævnligt forsøgt at bruge sine atom- og missilprogrammer som løftestang til at få USA i tale. Selv om Nordkorea også har brudt aftaler undervejs, giver de hidtidige forhandlinger med Nordkorea et solidt grundlag for at antage, at regimet vil acceptere en aftale, der giver det de ting, det har forlangt siden 1994: direkte forhandlinger med USA, hjælp til at udvikle et civilt atomprogram, brændstofleverancer, ophævelse af de internationale sanktioner, fjernelse fra den amerikanske terrorliste, en normalisering af forholdet til USA og ikke mindst formelle garantier for, at USA vil respektere Nordkoreas suverænitet og afstå fra at true eller bruge atomvåben mod landet.

Nordkorea vil ikke opgive sine atomvåben og missiler, før landet føler sig sikkert. Styret kæder i dag disse våben sammen med sin overlevelse. En politik, der udelukkende er baseret på trusler og sanktioner, har derfor ingen chance for succes. Det viser alle erfaringer med at anvende tvangsdiplomati for at få stater til at opgive atomvåbenprogrammer, uden at det ender i krig og regimeskift.

For at standse et atomvåbenprogram skal man anvende en strategi med tre komponenter: trusler, trøst og tillidsskabende foranstaltninger. De eksisterende økonomiske sanktioner, Nordkoreas totale isolation og pariastatus og Trump-administrationens hårde retorik lægger det nødvendige pres, der skal til for at få Nordkorea til forhandlingsbordet. Dette pres skal suppleres med forhandlinger og tilbud om ”trøst” i form af den hjælp og de sikkerhedsgarantier, som Nordkorea har forlangt fra USA siden 1994. Endelig skal en aftale strikkes sammen, så Nordkorea og USA kan kontrollere, at modparten ikke snyder. Det vil kræve en trinvis noget-for-noget-aftale, hvor de økonomiske sanktioner mod Nordkorea aftrappes gradvist, i takt med at Nordkorea holder sin del af aftalen.

Strategier, der kombinerer de tre t’er: trusler, trøst og tillidsskabende foranstaltninger, er blevet anvendt med succes til at få Libyen (2003) og Iran (2015) til at afvikle de dele af deres atomprogrammer, som kunne anvendes til militære formål. Iran-aftalen krævede betydelige indrømmelser fra USA. Det samme var tilfældet med den atomaftale, som USA indgik med Nordkorea i 1994. Det var modstand i den amerikanske kongres mod denne aftale, der fik den til at kuldsejle. Der er i øjeblikket stor risiko for, at det samme vil ske med atomaftalen med Iran. Præsident Trump undlod i oktober at certificere aftalen og overlod det til Kongressen at beslutte, om USA fortsat skal overholde den, til trods for at Iran har overholdt sine forpligtigelser.

Læren af forhandlingerne med Iran og Nordkorea er med andre ord, at det er amerikanerne, der udgør den største forhindring for, at atomprogrammer kan standses uden brug af våbenmagt. Disse erfaringer peger på, at USA kun vil indgå sådanne aftaler med fjendtlige stater, hvis det er hårdt presset og ikke har andet valg. Det er præcis den situation, som styret i Nordkorea har skabt med sin affyring den 29. november. Derfor var affyringen en god nyhed: Den tvinger USA til at give Nordkorea de indrømmelser, der er nødvendige for, at landet vil fryse og måske på langt sigt afvikle sine missil- og atomprogrammer.