1789 på vej på historiens mødding
De universelle menneskerettigheder har ingen plads i Danmark og Europa.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
I en af de mest opmuntrende målinger i lang tid siger 48 procent, at Danmark bør udtræde af den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis ikke konventionen kan genforhandles, så det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge. Kun 34 procent er imod, mens 18 procent svarer ved ikke.
I årevis har menneskerettighedsdomstolen under europarådet optrådt aktivistisk. Det betyder i klartekst, at ikke-folkevalgte dommere på udemokratisk vis har optrådt som selvbestaltede politikere, der ved deres domme har bundet de folkevalgte på hænder og fødder. En dommerstand, der systematisk undergraver folkets vilje, har selvsagt ingen plads i europæiske samfund.
De såkaldte universelle menneskerettigheder er oplysningstidens mest rådne frugt. Det gælder, hvad enten vi taler om den franske menneskerettighedserklæring fra 1789 eller FN’s erklæring fra 1948. Begge er børn af en specifik europæisk/vestlig kultur, der troede, at den skulle gælde for alle.
Dermed kom den til at gælde for ingen eller rettere: Den kom til at betyde, at de europæiske folk gradvist mistede deres historiske ret til deres hjemlande. FN’s flygtningekonvention er det bedste eksempel til at illustrere, hvordan en abstrakt idé, der alene efterleves af europæere, i praksis underminerer europæernes samfund.
Det mærkeligste særtræk ved europæisk kultur er den alt for dominerende forestilling om, at netop vi europæere har fundet frem til den mest perfekte orden af alle. Det har betydet, at vi har bildt os ind, at alle andre kulturer og folkeslag bare ventede på at blive ligesom os. Vi har set det i kolonialismen, både den gamle og den nye, fra englænderes og franskmænds naive tro på deres særlige mission til amerikanernes forrykte idé om, at USA skulle spille en helt særlig rolle i at udbrede egen samfundsform.
Stort set alle de andre har afskyet os for det, ud af lige dele misundelse over vor rigdom og forståelig foragt for vores imperialistiske overmod.
Værst af alt har dog været troen på, at de andre kunne komme til os i millioner, fordi de ville annamme vores måde at leve på som den bedste og overlegne. Vi kender resultatet, som er en række europæiske lande hærget af stedse alvorligere konflikter og truende med borgerkrig i lande som Frankrig og Sverige.
Langsomt, langsomt er danskerne og de europæiske folk ved at vågne op. Den omtalte måling viser det. De såkaldte universelle menneskerettigheder vil ende på historiens mødding, hvor de hører hjemme. Europæerne vil genvinde deres hjemlande. Europæerne vil igen begynde at se sig selv som sig selv og kun det, ligesom alle de andre kulturer er sig selv.
Snart dages det atter.