Fortsæt til indhold
Kommentar

Europas redning kommer indefra

Vor tids folkevandringer har fået flere til at forstå, at EU er en irregulær stat, der hverken kan sikre de ydre grænser eller tolerere nationale forskelle, karakteristika og hensyn.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Når man betragter Den Europæiske Union, kommer man nemt til at tænke på Det Hellige Tysk-Romerske Rige, der blev opløst for godt 200 år siden. Mens sidstnævnte gik i forfald indefra på grund af en religiøs enhedstanke, der truede den politiske, kulturelle og sociale mangfoldighed i Tyskland og resten af Europa, er det i dag unionens politiske enhedstanke, der truer med at undergrave samme diversitet.

Læser man den glemte, men aktuelle sachsiske retshistoriker Samuel Pufendorf (1632-1694), ser man lighederne henover århundrederne. Vi kan tage hans berygtede værk om Det Tysk-Romerske Rige, De statu imperii germanici, der netop fejrer 350 års fødselsdag uden at være kendt af andet end nørder, ned fra hylden og se, hvordan hans historiske opgør peger frem mod vor tids genvordigheder med EU, der som et nyt og helligt tysk-fransk rige forsøger at tage blodhævn for brexit og samtidig true andre til at blive i unionen. Det er forstemmende.

Samuel Pufendorf var imidlertid en snedig ræv og udgav sin imperiekritik på latin under et italiensklingende pseudonym i Haag, men skrev Genève på titelbladet, og værket blev en bestseller, oversat vidt og bredt. Paven var rasende og indledte en undersøgelse af, hvem forfatteren kunne være, og værket blev forbudt ved flere tyske universiteter, fordi det angreb imperiets legitimitet og funktionalitet og beskrev den gryende nationalstat som en progressiv kraft i samtidshistorien. Pufendorf var tysk patriot, ikke universalist. Dét kunne paven og kejseren ikke acceptere, og forfatteren flygtede til Sverige.

Ifølge Pufendorf var religiøs strid mellem katolikker og protestanter en af imperiets indbyggede svagheder, hvilket Trediveårskrigen fra 1618-1648 havde understreget med al uønskelig tydelighed. Fra Bayern i syd til Pommern i nord, fra Bøhmen i øst til Westfalen i vest døde omkring en fjerdedel af befolkningen enten i krig eller som følge af krig, sult eller sygdom i løbet af de tredive år, stridighederne stod på, og for Pufendorf, der skrev i krigens skygge, gjaldt det om at forhindre en gentagelse. Derfor måtte der regulære stater til. Stater, der kunne garantere den westfalske fredsordning med dets system af selvstændige stater, beskytte de lokale fyrstedømmers friheder, den protestantiske tro og skabe forudsætningerne for velstand.

Det Tysk-Romerske Rige var svækket, men udgjorde stadig en risiko for den nys etablerede fred, der havde begrænset pavedømmet til kirkelige anliggender. Pufendorf var af samme grund tilhænger af det nye suverænitetsprincip, hvormed den politiske myndighed blev placeret så tæt på de konkrete sagsforhold som muligt, ikke i Rom eller ved et fjernt, ceremonielt hof. Det tysk-romerske rige med al dets katolske røgelse og habsburgske panegyrik var derimod en irregulær og dysfunktionel hybrid, et politisk monstrum. I egen selvforståelse besad det overjordisk autoritet med både kejser og pave, men reelt havde det hverken suverænitet eller legitimitet og var med Pufendorfs forkætrede ord ikke helligt, ikke romersk og end ikke et imperium.

De enkelte nationer, derimod, var den organisationsform, der bedst kunne fremme fred og velstand med afsæt i nationalstatens empiriske og håndgribelige suverænitet. Vist var Pufendorf gudsfrygtig nok til at tage for givet, at Gud havde skabt verden, men Skaberen havde ikke skabt staten, som var en menneskelig opfindelse, der gjorde det muligt både at have politisk og social orden og en vis politisk og personlig frihed.

Pufendorfs program gik hen og sejrede, men gik desværre i glemmebogen 300 år senere efter den anden Trediveårskrig fra 1914-1945. Her voksede unionen i stedet frem med en stedse mere centralistisk logik, der forsøgte at skabe et føderalistisk hele ud af postuleret nødvendighed og moral. Alle skulle med, selv tyrkerne, tættere og tættere.

Det er først med vor tids folkevandringer, at vi begynder at forstå, at Unionen er en irregulær stat, der hverken kan sikre de ydre grænser eller tolerere nationale forskelle og hensyn. Det EU, der voksede ud af et begrænset EF, er blevet en kloning af imperiale, multikulturelle ambitioner, åbent for såvel islam som terrorisme, så længe nationalstaterne trænges tilbage. Således taler gode, gamle Pufendorf til os: Redningen kommer ikke oppefra eller udefra, men indefra.