Hvordan skal vi se på Putins Rusland?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jacob Mchangama har begået en ganske interessant kronik i Berlingske, hvor han på lettere kryptisk vis henviser til, at ”visse borgerlige” er ”putinistas” og ender med at optræde som ”nyttige idioter” for et autoritært Rusland.

Min egen position er forholdsvis enkel. Jeg stoler (desværre) ikke på Rusland og dets ledelse i skikkelse af Vladimir Putin. Problemet er lige så gammelt, som det er afgørende: Rusland er ikke en nationalstat og har stort set aldrig været det. Rusland er en imperiemagt og har stort set altid været det. Det var Rusland under zarer og zarinaer, det var Rusland i skikkelse af det grusomme Sovjetunionen, og det er Rusland også i dag. Det er ulykkeligvis for længst gået Rusland og dets ledere i blodet ikke at være tilfredse med at samle det, der med rimelighed kan kaldes det russiske kerneområde og dér skabe en velfungerende og fredelig nationalstat for det russiske folk.

Berygtet er i øvrigt Putins udtalelse om, at Sovjetunionens sammenbrud var den største geopolitiske katastrofe i det 20. århundrede.

Bevares, jeg ved godt, at det ikke er så enkelt, da der lever mange russere i f.eks. Estland og Letland (færre i Litauen), men så må Putin tilbyde dem at flytte tilbage til Rusland, eftersom det var umennesket Stalin, der placerede dem der efter den anden verdenskrig for etnisk at udtynde de baltiske folk.

Problemet med Rusland løses bedst ved, at de europæiske Nato-lande begynder at tage deres forsvar alvorligt og bruger mindst to procent af deres BNP på militæret. Fred gennem styrke er nu engang et sandt motto. Kun ved militær vilje at vise Rusland, at de skal holde sig helt væk fra de baltiske lande og fra vestlige lande generelt, fortjener man et autoritært Ruslands respekt.

Når den respekt forhåbentlig er opnået, bør de europæiske lande have et så godt forhold til Rusland, som det er muligt. At Rusland regeres autoritært langt henad vejen, må ikke være nogen hindring. Stupid vestlig selvovervurdering har vi set alt for meget af siden Murens fald i 1989. Rusland har aldrig været som os og bliver det sandsynligvis heller ikke. Men Rusland er et land, som vi ikke bør have væsentlige uoverensstemmelser med, forudsat at Rusland holder sig i skindet som skitseret ovenfor.

Europas altoverskyggende udfordring de kommende år bliver at standse masseindvandringen og tilbagerulle store dele af den. Vi har ikke brug for fjendskab med Rusland, hvis det på nogen måde kan undgås.

Selv en Jacob Mchangama synes at have indset de forfærdelige virkninger af den afsindige indvandring fra den tredje verden, når han skriver, at man har

”lukke[t] øjnene for de store problemer som opstod i kølvandet på indvandringen…nationalkonservative indvandrerskeptikere havde ret i, at kultur og religion spillede en langt større rolle end tidligere antaget.”

Det er nye toner fra den Mchangama, der har slået mange slag for ytringsfriheden, men ellers undladt at nævne elefanten i lokalet. Der skulle åbenbart tilhængere af Putin i Vesten til, for at Jacob Mchangama kunne komme ud af busken.

Det er egentlig meget enkelt: Vi skal ikke give os en tøddel i forhold til Rusland, hvad angår vestligt kerneområde. Et andet spørgsmål er f.eks. Krim, som er annekteret af Rusland i strid med folkeretten, men hvor flertallet utvivlsomt ønsker at vende tilbage til Rusland. Det samme gælder formentlig Ukraines østligste provinser. Det virkeligt vanvittige ville derimod være at lade masseindvandringen fortsætte og samtidig tordne mod Rusland, fordi det er et autoritært styret land. Rusland har respekt for militær styrke, så den må vi skaffe os.

Vi skal kort sagt begynde at handle som ansvarlige voksne i stedet for de pattebørn, vores ledere for tiden giver sig ud for.