Når mænd fastholder kvinden i rollen som mor

Hvornår er kærligheden neurotisk og syg?

Svaret er: Alt for ofte. Vi tilpasser os, bøjer af, og efterhånden tager det tossede sig normalt ud. Især er kvinder tilbøjelige til at give sig selv skylden for, at tingene udvikler sig, så de føler sig utilpas i deres forhold og ikke finder deres mænd tiltrækkende.

Jeg vil her beskrive en af de typiske kærlighedsneuroser hos mænd. Den er ikke så glamourøs som Peter Pan-syndromet og omtales derfor ikke meget. Til gengæld forekommer langt oftere, hvad mange vil genkende som mors dreng.

Poul er sådan en. Han er gift med Ida, de er i 40’erne og har levet uproblematisk sammen i mange år. Men metaltrætheden er begyndt at sætte ind. I stigende grad bliver Poul gal og ophidset ved bare den mindste kritik fra Ida. Hun nævner, at han har glemt at læse lektier med sønnen, og han råber op og slår hårdt i spisebordet. Han tåler ikke konfrontationer og reagerer med hysteri eller ved at stikke af.

Flere timer senere vender han tilbage, kaster sig ned i sofaen, ser surmulende fodbold og forsvinder væk i en artikel. Han bliver ikke god igen, før Ida stryger ham over kinden og siger, at det nok skal gå. Hun mente det jo ikke så slemt. Men sandheden er, at hun synes, det er slemt. Faktisk uudholdeligt, at næsten alt opfattes som kritik.

”Mors dreng” vil have sin vilje

Mænd, som lider af denne kærlighedsneurose, kan sagtens være utrolig charmerende. De er gode til at få kvinder til at føle, at der er brug for dem, gode til at appellere til hendes beundring og få hende til at føle, at hun er det vigtigste i verden. Han er ikke den, som kører sololøb. Når der skal tages en beslutning om at købe hus eller finde sommerens ferierejse, vil han høre hendes mening, han vil sikre sig kærlighed. Men hurtigt viser symptomerne sig på mors dreng.

Ligesom det er allersjovest, bliver han sur, hvis han ikke får sin vilje. Helt ligesom en lille dreng, der over for sin mor skifter mellem at være sød, legende, charmerende, oprørsk og grænseafprøvende. Hvis han kommer for sent til en aftale, forventer han, hun er lykkelig for, at han overhovedet er dukket op. Eller at hun i det mindste viser forståelse for, at han jo for pokker har travlt. Han ænser ikke, hvor sårende det er for hende.

Er neurosen virkelig udtalt, synes han kun, at det er rimeligt, at hun ser op til ham, når han er hensynsløs og uartig. Han vil endda appellere til, at hun skal synes, at det er helt tilgiveligt, at han er hende utro – og i særligt udtalte tilfælde lige frem beundres for sine sidespring.

En mors dreng vil for alt i verden elskes og går langt for at blive det. Han vil elskes, men kan ikke selv elske. Efterhånden bliver han mere patetisk i sit forsøg på at holde fast i hende. Han er opmærksom på, om han nu gør det godt nok og tigger hende om at blive. På den måde låser han hende fast i rollen som mor og den trygge favn, han gerne vil vende tilbage til.

Det kan køre i hele og halve menneskeliv. Der findes kvinder og mænd, som elsker dette rollemønster og trives i det. Men for det meste vil det ende med at tippe i den gale retning.

Efterhånden taber forholdet sin erotiske dynamik. Hun finder ham stadig mindre tiltrækkende og får hede drømme om at møde en mand med integritet, der ikke er forhippet på at få hendes beundring.

”Klaus” lærte at få sin kones respekt

Et eksempel er pæredanske Klaus. Han står midt i et langvarigt ægteskab med en kone, som aldrig er tilfreds. Hvis han tager hårdt fat i sengen, klager hun, hvis han tager blidere fat, klager hun. I mange år har det fungeret acceptabelt, for hans kone er samtidig omsorgsfuld og sød, og de har haft så travlt, at tiden til hyrdetimer har været minimal. Først nu efter 20 år føler han sig pludselig ikke anerkendt. Han oplever, at han gør alt for hende, og alligevel ser hun ikke op til ham. Da han er konfliktsky, er han kommet til mig for at få råd til igen at gøre sig tiltrækkende over for hende.

Vi arbejder på, at han skal fralægge sig det syn på kærligheden, han fik i sin barndom, det evigt kærlighedssøgende barn. I stedet skal han turde lade sin indre superhelt træde i karakter, støtte og tale til hende som et voksent menneske. Det viser sig hurtigt, at det gør hans kone meget mere positivt stemt. Faktisk opdager han, at hun respekterer og kan lide, at han ser hende lige i øjnene og siger, hvad han mener og har behov for.

Ida fra begyndelsen af denne klumme, der skændes med sin mand, vil gerne forstå, hvordan diskussioner om hverdagsagtige ting konstant accelererer. Hun vil forstå sin mand.

Jeg anbefaler hende, at i konflikterne skal hun ikke svare aggressivt tilbage og lade sig trænge op i hjørnet. I stedet skal hun tale til ham som en dreng på fem år og tilbyde ham sin favn. Effekten er overraskende. Pludselig udvikler konflikterne sig anderledes fredeligt og er langt mindre energikrævende. Men det har også sin pris. Det er gået op for hende, hvor infantilt hans følelsesliv er, og hun mister respekten for ham. Hendes næste skridt er at vælge, om hun vil blive i sådan et forhold.

At tage sit parforhold op til et eftersyn er aldrig omkostningsfrit. Men det giver os mulighed for at vælge det sunde og energigivende til og arbejde hen imod en kærlighed med gensidig respekt og omsorg – i et berigende liv.