Nødråb til sexologen: Hvordan får jeg liv i ham sofadyret?

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Er I gift, og har I været det i et stykke tid, er jeg sikker på, at I kender historien, for den hviskes hele tiden hen over cafébordene veninder imellem. Engang var den elskede mand opmærksom. Han kom med blomster og kunne sågar oppe sig og skrive et kærligt kort, der lå på puden om morgenen efter en særlig dejlig nat. I det hele taget var han opfindsom i sin kurtisering og tog frække, romantiske initiativer. Han kunne få hende til at grine og hvine i sengen. Efter bare få timers fravær kunne han finde på at overfalde hende med kærtegn og kysse hende lidenskabeligt i nakken. Det er efterhånden lang tid siden.

I mellemtiden har de fået børn, bil og realkreditlån. For det meste er det efterhånden hende, der går først i seng, mens han bliver liggende på sofaen og tager sine første to timers søvn, hvorefter han vakler i seng ud på natten. Pludselig er det, som om en tung blykappe vokser hen over sengen, når de ligger der samtidig.

Ret overvældende, når nu hun elsker ham, og det også virker, som om han elsker hende. Og når hun nu ved, at de begge er stolte af det liv, de har bygget op. Begge holder de af at se deres børn lege med andre børn på gaden, holder af hyggen ved familiemiddagene i deres fælles hus og rejserne med vennerne. Der er masser at være glad for. Ikke mindst den ømhed, hun trods alt mærker, og den respekt, de har for hinanden. Men hvor blev begæret af?

Nu ligger han bare der på sofaen som en anden strandet hvalros. Og de har prøvet at snakke om det, uden at der er sket det mindste. Nu er hun begyndt at læse på nettet om, hvad der foregår, og hvad hun kan gøre. Hun har prøvet at købe lækkert undertøj og posere for ham i frække stillinger. Hun har prøvet at sende børnene på ferie hos bedsteforældrene, kokkere hans yndlingsmad og servere den med tændte stearinlys på bordet og rødvin til. Det eneste, hun fik ud af det, var, at han faldt i søvn før, end han plejer.

Det er, som om hun er blevet usynlig. Hun vil nødig virke hysterisk, men indeni bliver hun mere og mere desperat. Kys mig, vis mig, at du vil have mig, sig i det mindste noget sødt, synger det i hende. Jo mere desperat hun bliver, jo flere veninder snakker hun med, og desto flere bøger om mandens og kvindens psyke læser hun. Mens han synker dybere og dybere ned i puderne.

Hvad handler det om? Det handler en skævvridning af ja-nej-balancen. I den erotiske leg mellem to mennesker er der altid et ja og et nej. Det er ud af den modsætning, at varmen og den erotiske ild opstår. Der er en, der begærer og jager, og en, der bliver begæret og overgiver sig.

Kvinden repræsenterer som udgangspunkt ofte nej’et, og manden repræsenterer typisk ja’et. Det er alt sammen noget, der foregår dybt nede i deres urinstinkter. Engang kunne han slet ikke holde sig fra hende. Selv når hun hakkede tomater til salaten, lige inden de skulle have gæster, kom han med sin krævestang og ville have et hurtigt knald.

Først gjorde hun modstand, sagde nej, gæsterne kommer om lidt, så overgav hun sig, fordi lysten overmandende hende på grund af hans insisterende ja. Det rollespil, at hun bliver begæret, og at manden kæmper, tænder op under begge. Det er et af forførelsens grundprincipper.

Før jeg bliver skældt ud for at være kønsrollestereotyp, skynder jeg mig at tilføje, at jeg også kender par, hvor kvinden repræsenterer ja’et, og manden nej’et. Men ligegyldigt hvem der er den begærende og den begærede, holdes den erotiske ild kun ved lige med modsætningerne. Det går ikke med to lige store ja’er og slet ikke med to nej’er. Det går heller ikke, når man pludselig skal finde sig til rette i en helt ny rolle. Det er derfor, at balancen tipper, når kvinder forsøger sig som et indbydende ja, og manden trækker sig ind i et nej. Begge er akavede i deres nye roller. Manden undrer sig flygtigt over, hvor hans jagtinstinkt dog blev af. Og hun er ved at gå til over, at han vil hende så lidt. Hvad kan de gøre?

Først og fremmest er det vigtigt at indse, at de daglige rutiner og forudsigeligheden er den egentlige forbryder. Vi mænd har en tendens til at lave et hakke-af-system. Nu har han fået kvinden, børnene, huset og det spændende arbejde. Så er der ikke noget at jage efter mere og intet at rejse sig op og gå i krig for. Så hvorfor ikke bare ligge dvask på sofaen? Det er trods alt det dejligste og mest magelige.

Skal kvinden have ham i omdrejninger igen, skal hun give ham noget at kæmpe for. Sætte sig selv, ham og forholdet i spil. Det kan være dybt angstfremkaldende, jeg ved det, men nødvendigt.

Der skal noget længsel ind i forholdet, noget savn og nogle overraskelser. En idé kunne være, at de to begynder med at give hinanden nogle ugentlige fridage, hvor de laver noget hver for sig. Måske endda arrangerer, at de rejser væk fra hinanden i en periode.

Med afstanden er der en chance for, at savnet dukker op, og ud af savnet kan lidenskaben og passionen genopstå. Prøv det! Hvis han bliver mere bevidst om, hvad han er i færd med at miste, vil hun højst sandsynligt se ham oppe sig, som han ikke har gjort i årevis. Senere kan de tage nye skridt.

Jeg kender et par, der er flyttet fra hinanden, fordi de føler, at deres hverdagsrutiner tog livet af al lidenskab. Han holder til i sommerhuset i hverdagene. Og så mødes de i deres lejlighed og bor sammen i weekenderne. Et andet par har besluttet at give hinanden frihed til sidespring nu og da. Der er også dem, der tager to uger på højskole hver for sig hvert år. Selvfølgelig er der altid en risiko forbundet med at gøre noget nyt. Men det er også i forandringerne, at forløsningen og længslen ligger.