Martin Henriksen skal ikke bestemme, om jeg er rigtig dansk
Jeg vil ikke lade Martin Henriksens forstokkede kulturordbog afgøre, om jeg er dansk eller ej. Det er da helt og alene min vurdering. Lad os slippe danskheden fri.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Race, kultur, identitet, værdier, tradition. Debatten om danskhed er blusset op på ny, og traditionen tro har Martin Henriksen igen-igen fundet sin store danskhedsordbog frem og prædiket kulturel ensretning til folket. Man skal opfylde en række kriterier for at være ”rigtig dansk”, må vi forstå.
Tak, men nej tak, Martin Henriksen. Du skal ikke bestemme, om jeg er en rigtig dansker. Det er jeg gammel nok til selv at vurdere. I stedet for at koge danskhed ned til 4 krydser på en enøjet tjekliste, skal vi lade det være op til hver enkelt borger at afgøre, om man føler sig dansk eller ej.
Det provokerer mig i virkeligheden vildt og voldsomt, når Martin Henriksen insisterer på, at man først er rigtig dansk, når man fejrer de kristne højtider og bakker op om landets ”gode gamle” traditioner. Danskhed er en så subjektiv og foranderlig størrelse, at det ikke kan sættes på formel. Derfor skal højrefløjen stoppe med at detailstyre, hvor mange kirkebesøg og flæskesvær der skal til, før man kan kalde sig ægte dansk.
Jeg føler mig ganske dansk. Alligevel er jeg arv modstander af kongehuset, selvom det er en oldgammel dansk institution. Jeg går heller ikke i kirke på Kristi Himmelfartsdag, der jo ellers er en kristen helligdag. Betyder det, at jeg ikke er en rigtig dansker?
Det samme kan man spørge om den million af landets indbyggere, der ikke er medlem af folkekirken og derfor næppe gør det helt store show ud af bibel og påskegudstjeneste. Kan de kalde sig danskere, selvom de ikke omfavner den kristne folkekirke?
Og hvad med de mennesker, der som jeg selv hellere hapser en kebab end den traditionsrige flæskesteg, fordi en god durumrulle både er billig og lækker. Kan de kalde sig ægte danske, selvom deres livret ikke er dansk svinekød?
For mig er svaret indlysende. Selvfølgelig kan de det. Jeg føler mig dansk. Derfor er jeg dansker. Det samme gælder resten af befolkningen. Jeg vil ikke blande mig i, om man går med tørklæde, fejrer Bar Mitzvah eller springer den årlige juletræsdans over. Man er dansk, hvis man synes, man er dansk – også selvom der står noget andet i Martin Henriksens kulturordbog.