EU er ikke længere et frihandelsprojekt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

En af de oprindelige tanker med EU var kampen for mere frihandel. Et fælles marked, hvor varerne kunne flyde frit uden told eller andre tekniske barrier. Det var en god vision, for frihandel er grundlæggende godt.

Frihandel har medført enorme velstandsstigninger i Europa, Asien og Amerika. Frihandel har løftet milliarder af mennesker ud af fattigdom. Frihandel har virket som en stabiliserende faktor i verden og forebygget krig. Frihandel har været et uhyre positivt element i Europa og verdens udvikling.

Frihandel har været et af de få og bærende, positive elementer af EU, men det ser ud til at være endegyldigt slut nu. Modstanden mod frihandel har længe været fremherskende i de ineffektive og dovne sydeuropæiske økonomier, visse dele af den europæiske fagbevægelse og en række NGO-grupper.

Vi har allerede set det i forhold til handelspolitikken med tredjeverdenslande. Vi har kunnet se i Asien, at den største enkeltfaktor til at trække folk ud af fattigdom, har været handel. Vel at mærke en handel, hvor spirende økonomier får lov at handle frit med den rige verden, men tillades et vist niveau af markedsbeskyttelse på deres hjemmemarked, mens de får lov at bygge deres økonomi op. Dette har EU dog nægtet i forhold til det lavt udviklede afrikanske kontinent.

Nej, i EU tør man ikke udsætte franske mælkebønder og græske olivenproducenter for konkurrence fra nogle af verdens fattigste mennesker. Samtidig har vi i EU bestukket en række fattige lande til at lade EU-fiskefartøjer udtømme deres fiskefarvande. Til stor glæde for den europæiske fiskeindustri, mens de indfødte, der før levede af fiskeriet, ikke ser noget til hverken penge eller fisk.

EU´s skadelige handelspolitik i forhold til snævre egeninteresser og protektionisme har skadet verdens ulande mangfoldigt mere end al den udviklingsbistand, som vi har givet, har gavnet.

Derfor var det også med en vis skepsis, at man har kunnet se det, der skulle have været gennembruddet for det største frihandelsgennembrud i nyere tid, TTIP. Aftalen, der skulle forbinde verdens to største markeder, henholdsvis USA og EU.

De frihandelsforskrækkede kræfter har nemlig haft kronede dage, når det kommer til at frembringe skræmmebilleder om konsekvenserne af, at USA og Europa skulle have mulighed for at handle tættere sammen.

Først mobiliserede man stor modstand mod den såkaldte ISDS mekanisme, hvor tvister i forbindelse med en indgået frihandelsaftale bilægges i et lukket forligssystem. Det betyder ikke noget for de organisationer, der nu ser ISDS som en stor fjende mod demokrati og forbrugerbeskyttelse, at der allerede på verdensplan er over 3000 handelsaftaler, hvor ISDS mekaniser er indbygget. Mange er helt tilbage fra 60erne og 70erne. Herunder er 1400 af disse aftaler indgået med EU eller EU-lande.

Læs mere her

ISDS er derfor en veletableret del af internationale handelsaftaler, og i over 50 år, de har været i funktion, har det ikke medført nogle af de dårligdomme, som er blevet fremhævet af TTIP- skeptikere. EU kommissionen er endda kommet kritikerne i møde og har nu fastslået, at der oprettes en ny international domstol til at håndhæve denne slags tvister.

Et andet element, som er blevet problematiseret fra TTIP-modstandere, er, at en aftale med USA vil betyde, at vi skal acceptere hinandens standarter og kontrolinstanser i forbindelse med samhandel. Det har med rette gjort folk bekymret for alt fra klorkyllinger til hormonbøffer.

Det er helt acceptabelt at være bekymret for forbrugerstandarter, og om kontrolindsatsen er god nok i USA. Så skylder man bare svar på, hvordan man bakker op om EU, hvor vi lægger kontrolindsatsen på vores fødevarer i hænderne på rumænske, italienske og bulgarske kontrolmyndigheder, uden at blinke. Vi ved f.eks., at mens salmonella er et særsyn i dansk kyllingeproduktion, så er det i en række syd- og centraleuropæiske lande mere reglen end undtagelsen. Nogle ville også kunne huske den østrigske vinskandale, hvor det blev afsløret, at nogle producenter havde hældt antifrostvæske i vinen for at søde den. Ligesom nogle i udlandet sikkert vil mene, at der er alt for mange medicinrester i danske svin.

Samtidig skal vi huske, at amerikanerne faktisk for en række produkter har højere forbrugerbeskyttelse, end vi har EU. Volkswagen har f.eks. måttet sætte et stort milliardbeløb af til at kompensere amerikanske bilkøbere efter deres svigagtige opgivelser af motorforurening. En lignende erstatning har europæiske forbrugere ikke adgang til.

Jeg mener at, hvis vi skal kunne handle med hinanden, må det ske i tillid til vores gensidige regler og kontrolindsats. Så skal vi til gengæld kræve, at alle produkter nationalitetsmærkes. Så de bevidste forbrugere, der gerne vil undgå en klorkylling eller andet kan købe dem fra lande, der lever op til de standarter, man ønsker. Ligesom man kan fravælge et dansk svin, hvis man er bange for penicillinrester.

Men frihandel mellem verdens to største og mest veludviklede markeder har nu lidt et endeligt skibbrud. Efter først den tyske vicekansler og økonomiminister, socialdemokraten Sigmar Gabriel, og derefter den franske socialistiske vicehandelsminister Matthias Fekl i denne uge har været ude og putte TTIP-forhandlingerne i graven.

Man kan ikke længere kalde EU for et frihandelsprojekt. EU er på den internationale scene en spiller, der modarbejder og bekæmper øget frihandel. Det er en yderst trist udvikling, når vi har set alt det gode, handel har gjort for verden, dens befolkninger og lande. Og det er endnu et søm i EU's ligkiste, at man nu endegyldigt har forladt den bærende fornuftige grundpille, som samarbejdet tog sit udgangspunkt i.