Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Muhammedtegnerens forunderlige fornemmelse for ro

Lars Vilks har en næsten ubegribelig evne til at virke lige urokkelig, uforstyrrelig og overskudsagtigt uanset hvor meget terror og hvor mange trusler der møder ham. I denne uge fylder han 70.

I denne uge fylder Lars Vilks 70, hvad der stort set forbigås i tavshed i hans svenske fødeland. Selvfølgelig fejrer Sverige ikke deres egen ytringsfrihedshelt, men så er det jo godt, at der er folk på den anden side Sundet, der har mere sans for tingene og tager opgaven op.

Mandag holdt den lille ukuelige Lars Vilks komité en fødselsdagsreception for Muhammedtegneren, selvfølgelig under massiv politibeskytelse. Da jeg var sluppet igennem diverse politiscannere og kom ind til festlighederne, var der én ting, der nok en gang slog mig ved Lars Vilks og det er hans næsten gådefulde uforstyrrelighed.

Den lærde kunstteoretiker er blevet truet, lagt for had, censureret og lagt på is af de politisk korrekte og af alle bangebuksene; Jihad Jane har angrebet hans hus, Omar har forsøgt at myrde ham i Krudttønden. Trods alt det virker Vilks lige uforstyrrelig, lige urokkelig, ja, næsten overmenneskelig overskudsagtig.

Det bed jeg allerede mærke i, da jeg første gang traf Vilks til et støttearrangement for ham, arrangeret af Trykkefrihedsselskabet i oktober 2007. Dengang var hans liv som terrormål netop begyndt og han havde lige modtaget sin første fatwa. En rystende oplevelse, men Vilks virkede ikke konsterneret, vred eller fornærmet – selv om han havde god grund til at være det. Alt det overlod han til en anden af aftenens talere at være - Tøger Seidenfaden

Han virkede tværtimod som om han havde fået udstukket en rolle et absurd teaterstykke, en rolle han aldrig havde drømt om at spille med i, men som han nu måtte prøve at få det bedste ud af.

Og den tilgang virker og har gjort Vilks til en fremragende advokat for ytringsfriheden.

På den ene side hans integritet, dvs. hans evne til at stå fast i kampen for ytringsfrihed. På den anden side hans evne til at være rolig, afslappet og selvironisk.

I sin fine, nye bog Gud og profeten tilgiver ikke fortæller Helle Merete Brix en sigende episode. Da Vilks og Brix under terrorangrebet på Krudttønden gemmes væk i et opbevaringsrum, mens Omar el Hussein er i gang med sin ugerning, ligger de under et bord og venter i en ret dyster stemning. Så siger Vilks:

”De siger, at livet er forbi, når man er fyldt 60. Så er der ikke mere at opleve. Jeg synes ikke rigtig det passer.”

Vi er på en måde heldige. For når nu galt skulle være, når vi nu er nødt til at gennemleve disse sorte årtier for ytringsfriheden, så er det da et utroligt held, at det bl.a. er folk som Vilks, der udsættes for den grumme prøvelse. En, der er i stand til at gennemgå prøvelsen uden at give efter, uden at flygte ud i usynligheden, ude at blive paranoid eller hysterisk, uden at sige undskyld og om forladelse. En, der bare helt roligt står fast og bliver stående.

Vilks er på den måde blevet et symbol på friheden og kampen for den og det er en gave til allesammen, for vi har brug for den slags symboler for ikke at miste modet.

I anledning af årsdagen har Lars Vilks-komiteen fået udgivet en bog om Vilks, den første af sin slags. Den foreløbigt meget velanmeldte bog giver et nuanceret billede af manden bag Rundkørselhunden og viser sammen med diverse andre aktiviteter, at komitéen er i fin kampform. Og det er vigtigt.

Det ville have været frygteligt, hvis den organisation, der var genstand for Omar el Husseins angreb 14. februar 2016, var gået i opløsning. Sidste sommer, da halvdelen af komitéens medlemmer pludselig forlod foretagenet, så det i faretruende grad ud til at være en risiko. Gik komitéen i opløsning, ville Omar El Hussein haft noget at glæde sig over i sin himmel – eller måske snarere i sit helvede. Og den fornøjelse skal han selvfølgelig ikke have. Så det er en god nyhed, at en lille standhaftig kerne med Helle Merete Brix i spidsen holder fast og fortsætter arbejdet.

Vi kan som danskere i det hele taget godt tillade os at være lidt stolte over, at vi, i modsætning til Lars Vilks' hjemland, værdsætter og fejrer en af vor tids vigtigste symboler på kampen for ytringsfrihed.

 

 

 

 

 

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.