Vi bomber for meget og genopbygger for lidt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

23 milliarder kroner. Så mange penge bliver år efter år kastet i nakken på det danske militær. Krudt og kugler, soldater og skydevåben. De danske generaler har sikkert har ret i, at forsvarets kassebeholdning langt fra matcher de opgaver, militæret forventes at varetage. Men 23 milliarder kroner hvert år. Det er mange penge i min bog.

Vender man blikket mod bistands-paragraffen på finansloven, er billedet et andet. Her finder man kun i underkanten af 15 milliarder kroner. For bare 1 år siden var det tal betragteligt højere. Det var før Venstre-regeringens civile nedslagtning af udviklingsbudgettet.

Konklusion? Krig, bomber og soldater spiller en større rolle for Danmarks internationale engagement end fattigdomsbekæmpelse og genopbygning af skrøbelige stater. Står valget mellem nye kampfly og bekæmpelse af korruption i Zimbabwe, er der ingen tvivl. Så står menuen på bevingede krigsmaskiner.

Og det er en skam. For militære indgreb fører ikke noget godt med sig, med mindre de følges op af massiv udviklingsbistand. Den erkendelse savner jeg i dansk udenrigspolitik.

Hvorfor afsætter vi ikke lige så mange guldmønter til udviklingsbistand som til militær? Når vi spreder håndgranater og bomberegn, må vi også give nødhjælp og statsopbygge. Tænk engang hvilket smukt princip det ville være, at når vi bomber, så bliver vi også og genopbygger.

En udenrigspolitisk strategi uden udviklingsbistand er en fattig strategi. Så simpelt er det. Se på Irak-krigen. Den er skoleeksemplet på, at den militære jernnæve ikke på egen hånd kan udrette mirakler.

Danmark tøvede ikke med at gå forrest, da der skulle sættes hårdt mod hårdt. Amerikanerne skulle jo nødig stå alene i kampen mod Saddam Hussein og hans såkaldte masseødelæggelsesvåben. Men lige så snart de danske tropper var hevet op af den irakiske muld, forsvandt bistandskronerne samme vej. Ud af landet. Det har betydet, at den irakiske statsopbygning har foregået i et tempo så trægt, at selv den danske vinbjergsnegl ville krumme tæer.

Resultatet i dag er, at der hverken er folkelige skoler, autonome politistyrker eller et stærkt civilsamfund i Irak. Til gengæld er Islamisk Stat ved at rulle Sharia-lovgivning ud over landets byer for fulde gardiner. I mellemtiden har landet haft 10 år med krig. Til hvilken nytte?

Hvis Danmark virkelig vil skabe fred i verden, er bistand en nødvendighed. Genopbygning af vakkelvorne stater kommer ikke af sig selv. Alligevel synes Venstre-regeringen at være mere optaget af, om de nye kampfly skal have en eller to brændstof-beholdere, end om vi giver 18 eller 15 milliarder i udviklingsbistand.

Jeg anerkender, at militære interventioner kan være en sidste udvej på konflikter, der ikke kan løses med rundkredsdialog og visitkort-udvekslen. Det er svært at forestille sig en forsonlig forhandling med tosser fra Islamisk Stat eller Al-Shaabab. Selv for en halv-pacifistisk idealist som mig.

Men jeg har svært ved at se, hvordan bomber alene kan skabe fred. Selv i et teoretisk univers virker det usandsynligt, at storslåede militæroperationer skulle snige fredelige og fremtidssikrede stater med sig ind ad bagdøren. Derfor ærgrer det mig uendeligt meget, at krudt og kugler bliver glorificeret som udenrigspolitisk værktøj i dagens Danmark. Jeg savner balance og nuance.

Første skridt mod en mere afbalanceret udenrigspolitisk strategi ville være at aflyse den sparefest, der siden regeringsskiftet har fundet sted i bistandens baghave. Selv SR-regeringens 18 udviklingsmilliarder fik hurtigt ben at gå på.

Men hvis politikerne virkelig mener det, går de hele vejen og afsætter lige så mange midler til udviklingsbistand som til militær. 1 til 1. Det er på tide, at vi både i ord og handling stadfæster, at krig og genopbygning fylder lige meget i Danmarks internationale ageren.

For vi skal rydde op, når vi skyder ned. Vi skal udvikle og genopbygge. Vi skal have mere bistand og færre bomber.