Der skal strammes op på den ukritiske brug af såkaldte ’indvandrerkilder’

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det er bekymrende at se, at vi i Danmark åbenbart stadig gør så meget forskel på folk, at der gælder nogle andre og mindre høje standarder for folk med ’indvandrerbaggrund’, der udtaler sig om integrationsspørgsmål. Hvordan kan det ses som udtryk for andet end manglende ligestilling, hvis man, bare fordi man er indvandrerkvinde, skal kunne slippe af sted med at stille sig op i offentligheden som ekspert på snart sagt en hvilken som helst integrationsproblemstilling, bare fordi man ikke er født og opvokset i Herfølge?

Når jeg spørger om det, skyldes det, at man i dag på et politisk partis Facebook-side kan møde den afghanskfødte mediefigur Khaterah Parwani. Hun indleder med at skrive:

”Oh oh, så er det blevet min tur.
Det er godt nok søndag, men i dag er også dagen, hvor vi fejrer alle vores nye statsborgere i Folketinget, så først og fremmest en shoutout til alle jer:
Tak for jeres årelange tålmodighed, hvor mange af jer sikkert har fået grå hår af processen. Nogle af jer har jo bidraget på arbejdsmarkedet, mens andre har taget eller tager en uddannelse. Så er der de af jer, der behersker det danske sprog bedre end flere af de siddende politikere og de af jer, der også er bedre klædt, så man kan også sige: Bedre sent end aldrig, hva?
Nåh, men i dag er dagen, hvor Folketinget holder fest for at fejre jer, så jeg foreslår at I tager forbi og nyder festen.
Tillykke og god fest !
/Khaterah Parwani”

Selve opdateringen er helt fin med mig. Det er min faste overbevisning, at det er vigtigt, vi inkluderer alle de mennesker, der nu en gang er en del af samfundet og møder hinanden på en åben og ordentligt måde uden at dømme folk på religiøs tro eller udseende.

Men det, der undrer mig, er, at jeg ikke af Khaterah Parwani får svar på følgende spørgsmål, jeg så stillede hende:

”Du siger, du har kendskab til radikalisering. Hvori består det kendskab? Hvem var du radikaliseret sammen med? Hvor kom din radikalisering til udtryk?
Du synes at have haft alle tidens mest omtalte problemstillinger tæt inde på livet: Radikalisering, kvindevold, hævnporno. Rent statistisk er det meget bemærkelsesværdigt. Og rent menneskeligt - hvordan har du så klaret det?
Og så her til sidst: Vil du uddybe, hvordan det kan være, du ikke mener, jeg er dansk, fordi jeg er brun og kristen?”

For i det blogindlæg, jeg tidligere har skrevet ”Kristendom er det egentlige tabu – ikke islam”, er det Khaterah Parwani, der er den bekendte af afghansk oprindelse, jeg henviser til. Hun mener nemlig ikke, man er rigtig dansker, hvis man definerer sig selv som kristen. Det undrede mig en del, idet jeg kender virkelig mange danskere, der definerer sig som sådan, selvom religion er en privatsag og det ikke er noget, de går specielt meget op i og giver til kende i offentlige sammenhænge.

Det står Khaterah Parwani frit for at mene om danskere, hvad hun vil. Men med mit kendskab til hende – blandt andet baseret på hendes ovenstående, lidt reduktionistiske definition af ’danskere’ – undrer det mig, at man i brede kredse komplet ukritisk bruger hende som erfaringskilde.

For eksempel havde hun den 8. marts i år en i bogstavelig forstand fantastisk kronik i et landsdækkende dagblad, hvor det dybest set fremgik, at hun havde formået at få nogle bandemedlemmer til at droppe et hævnporno-angreb:

”Dagen efter vores snak drog jeg, min storebror og min gode ven ud til Nørrebro for at snakke med den øverste leder og to andre ledende skikkelser i samme bande.
Lederen havde selv sat mødet op akut, fordi han ikke anede, hvad der foregik på de sociale medier. Da jeg viste ham de forskellige opslag, tog han sig til hovedet og var mildest talt rasende.
Jeg havde ikke regnet med en så alvorlig reaktion fra alle tre ledere. Han sørgede for, at de enkelte unge mænd blev sporet, og at opslagene blev slettet straks. Jeg krævede så, at gruppen skulle nedlægges helt. Mødet resulterede i øjeblikkelig handling. Alle de krænkende opslag blev slettet, og de unge mænd undskyldte offentligt,” skrev Khaterah Parwani.

Det er en så fantastisk fortælling, det faktisk er en nyhed i sig selv. At hun sammen med sin bror og en god ven sådan lige formåede at få bandeledere til at få slettet krænkende Facebook-ytringer og nedlægge en Facebook-gruppe, er noget nær en sensation. En vaks reporter burde lave en historie om hændelsen. Men det er der ikke nogen, der har gjort, så vidt jeg kan se på artikeldatabasen Infomedia. Måske fordi vi endnu er en dansk presse, der ikke tør, vil eller gider kigge lige kritisk på alle kilder.

Noget andet, der undrer mig, er, at Khaterah Parwani siger, hun har haft radikalisering tæt inde på livet. Heller ikke det bliver der spurgt ind til hvordan, hvornår og hvorfor.

Det kan jo godt være, at Khaterah Parwani er en slags super-kvinde, der med et par velanbragte ord kan få forhærdede kriminelle til at blive blide som lam. Men var det ikke på sin plads at efterprøve fortællingerne? Og var det ikke også på sin plads at spørge lidt ind til, hvor Khaterah Parwanis radikaliseringsekspertise egentlig stammer, før man ukritisk bruger hende som (erfarings)ekspertkilde på området? Vi skal lytte til folk, der har viden – men vi skal huske at kontrollere, om folk nu rent faktisk har den viden, de antyder, de er i besiddelse af. Det er især pressens opgave.

Det kan undre, man bliver ved med at bruge en kilde som Khaterah Parwani, når der findes danskere med indvandrerbaggrund, der kan dokumentere deres viden og erfaringer.

Aydin Soei er sociolog og har skrevet adskilligt veldokumenteret og gennemarbejdet om ’indvandrere’ og især er en af hans bøger ”Vrede unge mænd” anbefalelsesværdig. En seriøs erfaringskilde er Ahmad Mahmoud, fordi han har lagt sine erfaringer frem samlet og konkret i sin nyligt udkomne bog ”Sort Land”. En tredje seriøst arbejdende kommentator af ’indvandrerspørgsmål’ er den halvt danske / halvt pakistanske journalist Jakob Sheikh, der i modsætning til Khaterah Parwani faktisk har arbejdet dybdeborende, systematisk og dokumenterbart med spørgsmål om radikalisering, blandt andet i sin bog ”Danmarks børn i hellig krig". Jakob Sheik fik sidste år Den Berlingske Fonds Journalistpris for sit seriøse arbejde med afdækning af radikalisering. Han har desuden, selvom han endnu ikke er fyldt 30 år, også fået EU-Kommissionens journalistpris for en artikelserie om diskrimination i nattelivet, og i 2015 modtog han Kristian Dahls Mindelegat for sit arbejde med Syrien-krigere.

Det er godt, at de mange mennesker, der endnu udgør en minoritet i samfundet, endelig kommer til orde og bliver hørt. Men det er vigtigt, vi lytter til de rigtige. Ellers risikerer vi at basere vores holdninger og handlinger på noget, der i bedste fald er stærkt subjektive tolkninger og i værste fald noget, der ikke er hjemmehørende i virkeligheden.