Nu er det nok: Jeg stemmer nej!

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg har altid og med begejstring stemt ja til alle de danske EU-folkeafstemninger:

Ja tak til Det Indre Marked i 1986, ja tak til Maastricht-traktaten i 1992, ja tak til Edinburgh-aftalen i 1993, ja tak til Amsterdam-traktaten i 1998, ja tak til Euroen i 2000 og ja tak til Patentdomstolen i 2014.

Men nu er det slut – for jeg stemmer af to krystalklare årsager nej tak torsdag den 3. december, når vi skal stemme om en delvis ændring af retsforbeholdet til en såkaldt tilvalgsordning. Hvorfor?

For det første fordi ja-siden denne gang forsøger at fifle sig igennem med tvivlsomme, kvarte og halve ophævelser af noget af et forbehold, som jeg simpelthen ikke kan gennemskue. Jeg forstår ganske enkelt ikke konsekvensen af et ja. Det er alt sammen for taktisk, for koldt.

For det andet fordi et ja reelt fører til et nyt forbehold mod en fælles EU-politik på asyl- og indvandringsområdet. Da jeg mener, at den aktuelle flygtningekrise netop illustrerer behovet for fælles politik på dette område, så vil jeg ikke stemme for, at Danmark holder sig udenfor.

Tillad mig i øvrigt at bringe en efterlysning:

Hvem har set en begejstret ja-siger føre kampagne? Jeg spørger, fordi jeg ikke selv har set en. Ikke en eneste fra de partier, der anbefaler et ja – altså Venstre, De Konservative, De Radikale, Socialdemokratiet og SF – lyder bare den mindste lillebitte smule begejstret.

Det ja, som de kæmper for, er også så defensivt, at man tror, det er en løgn – nemlig en kamp for en delvis ændring af retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor et flertal i Folketinget fra sag til sag kan beslutte sig til, om vi skal deltage i nogle af de områder, vi i dag står udenfor.

Er du forvirret? I givet fald er du ikke den eneste. En Norstat-måling viste forleden, at to-tredjedele af danskerne ikke aner, hvad vi skal stemme om. Det forstår jeg godt – for de argumenter, som ja-siden turnerer rundt med, giver simpelthen ikke mening.

Det der usympatiske vrøvl om, at pædofile vil få et frirum i Danmark, hvis vi stemmer nej, fordi et nej angiveligt vil føre til, at vi bliver smidt ud af Europol (det europæiske politisamarbejde), kan der vel ikke være et ædrueligt menneske, som tror på?

Ja-siden har en endog meget lav troværdighed med deres skræmmekampagner:

I 1992 advarede de om, at et nej ville øge antallet af ledige med hundredtusinder! Efter nej’et faldt arbejdsløsheden som bekendt med hundredtusinder. I 2000 skræmte de os med, at et nej til euroen ville få renterne til at stige. Efter nej’et faldt renterne til et historisk lavt niveau.

Selvfølgelig vil et nej i december heller ikke betyde, at vi ryger ud af Europol. Eller at vi vil blive oversvømmet af begejstrede børnelokkere. Der vil komme en ordning. Diplomaterne i Udenrigsministeriet vil synes, det er pinligt, men regeringen finder en løsning. Slap af.

Det, der kunne få mig til at stemme ja, ville være et indædt forsvar for den europæiske ide – af den slags, som Uffe Ellemann-Jensen, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard eller Per Stig Møller plejer at levere. En forsvar for visionerne for den Europæiske Union:

En erindring om, at EU er en smuk ide, der har givet os fred og velstand. Hvor eks-totalitære regimer – først i Sydeuropa, siden i Østeuropa – har udviklet sig til solide demokratier. Hvor et stort fællesmarked har løftet vores økonomier. Hvor vi er fælles om de største opgaver.

Når jeg i dag lytter til Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen, Pia Olsen Dyhr, Morten Østergaard og Søren Pape argumentere for et ja, lyder de ligesom en far eller mor, der desperat forsøger at overbevise et barn om, at broccoli er lige så lækkert som pommes frites.

Det nytter ikke noget. Fornuftens stemme er kedelig. Giv mig dog lidenskabelige taler.