Krise i milliardærhjemmet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Da jeg i sidste uge skrev en kommentar her i avisen, med overskriften ”Grådighed i en dekadent tid”, hvor pointen var den simple, at penge korrumperer, og mange penge korrumperer meget, så tænkte jeg, at jeg ville kaste mig over den amerikanske dokumentar, ”Dronningen af Versailles”, som blev sendt på DR 2 forleden. Ting skal jo gerne være evidensbaseret nu om dage.

Filmen handlede om den 73-årige amerikanske milliardær David Siegel og hans familieliv i Florida. Han har skabt sig en formue ved at sælge timeshare-lejligheder og er ved filmens begyndelse i gang med at bygge et nyt hjem til familien, bestående af en kone og syv-otte børn. Huset er modelleret efter slottet i Versailles. Siegels Versailles er, fremgik det, på noget over 8.000 kvm, med 11 køkkener, 13 soveværelser, 30 badeværelser, en bowlingbane, en rulleskøjtebane, tre indendørs svømmebassiner og to udendørs, en toetagers biograf, inspireret af Pariseroperaen, foruden fitness-center, yoga-studio, vinkælder med 20.000 flasker osv.

Hvorfor han bygger det? »Fordi jeg kan«, som han sagde.

Siegels kone, den 30 år yngre Jackie, er en tidligere skønhedsdronning, Mrs. Florida 1993, og som taget ud af en housewife-soap. Hun har botox alle vegne og kan ikke, som hendes mand siger, nøjes med én ting af noget, hun må helst have 12 biler, 12 hunde, kun 8 børn, men til gengæld 17 filippinske stue- og barnepiger.

»Hun er tvangsneurotisk«, mente han, idet han belejligt overså, at det er han også selv – ikke som forbruger, måske, men som kapitalist. Hvad, der gør ham glad, var helt tydeligt meget store tal.

Det kunne være blevet en umådeligt kedsommelig film, havde det ikke været for finanskrisen i 2008, der med ét – og lige foran kameraet – trak bundproppen ud af Siegels timeshare-virksomhed, satte Versailles-byggeriet i stå og kørte familiens forbrug ned på nulpunktet. Det eneste, der stiger, er underholdningen.

Pludselig er de filippinske stue- og barnepiger pist væk, på nær fire, og ”far” er én, der kommer forbi engang i mellem og forlanger lyset slukket for at spare. Konen er stadig kompulsiv forbruger, men må nu nøjes med Wallmart. Han bliver mere og mere stresset og deprimeret i forsøget på at skaffe penge til at holde firmaet flydende og ude af bankernes kløer: »Jeg er ikke engang sikker på, at jeg kan kalde mig milliardær længere«, klager han.

Det er ren nød. Hjemmet og dagligdagen forfalder uden de filippinske reserver. Der er hundelort overalt, øglerne dør af sult i terrarierne, de tropiske fisk i akvarierne. En af hundenes hvalpe er væk og må findes, før kvælerslangen gør det. Der bliver ikke ryddet op i køkkenerne og badeværelserne. Jackie mener, at krisen bringer parret tættere sammen, mens Siegel tydeligvis har fået nok af hende. At have hende er, som han siger, som at have endnu et barn. Oven i de syv-otte andre.

Filmen var færdig i 2012, da det stadig gik på jækla vis med Siegels timeshare-operation – men fra 2013 vendte det, og han kan anno 2015 igen kalde sig milliardær. Færdiggørelsen af det absurde Versailles-hus er genoptaget, og han har endda haft mentalt overskud til at lægge sag an mod producenten og instruktøren af dokumentaren for at være ærekrænkende og til skade for hans virksomhed – dog vistnok uden at vinde sagen.

Filmen forsøger at holde balancen mellem medfølelse og ren skadefryd, og det går nogenlunde. Dybere set er den et portræt af penge – hvordan man tjener mange af dem i en amerikansk verden, og hvordan man bruger dem. Den viser med al ønskelig tydelighed, hvad den ”amerikanske drøm” gør ved USA og kloden. Penge ”taler” ikke bare, de skriger hysterisk.