Vi burde takke feministerne

Dermed bør alle, der synes, feminister er irriterende, i stedet takke den faktisk slet ikke så hårde og ensartede kerne af primært kvinder, der bliver ved med at påtage sig betegnelsen uden at ryste på hånden.

Hvor mange andre grupperinger i samfundet i dag, stiller i den grad op til øretæver i den offentlige debat? Politikere, jo javel ja – men de har jo typisk i et eller andet omfang et partiapparat i ryggen, der kan hjælpe med trøstende ord og hjælp til at få flikket læserbreve sammen.

Feminister er nogen, der uden vinding, mere eller mindre frivilligt påtager sig en betegnelse, der uden varsel – og næsten med samfundets accept – får selv de nydeligste mennesker til at gå i sort i kommentarsporet på blogs og artikler.

Feminister bliver over en bred kam og uden indsigelsesret fremstillet i de mest firkantede, latterliggørende stereotyper. Personligt oplevede jeg en ny en, da et nyt og perifært bekendtskab mente, jeg bestemt måtte være fan af sangerinden Taylor Swift. Hvorfor? Tjah, personen, der fremsatte synspunktet var ikke den mest brystunderstøttende push up BH i skuffen, så jeg skal ikke kunne redegøre nærmere for ræsonnementet bag. Jeg kan blot konstatere, der åbenbart ikke er nogen grænser for, hvilke absurde fordomme om ’feminister’, vi sådan i det offentlige rum tillader hinanden at slippe af sted med.

Når det så er sagt, er der da gennem tiden bestemt et par selvbestaltede feminister, der selv har kastet smuds på betegnelsen. Den tidligere direktør for KVINFO, der mente, at opkomsten af yngre, borgerlige kønsrolledebattører var udtryk for en CEPOS/Saxo Bank-finansieret sammensværgelse med det specifikke formål at stille kønsrollerne tilbage til tiden omkring den yngre stenalder subsidiært Harald Blåtands æra.

LÆS OGSÅ: "KVINFO: Velkommen til den nye figur i toppen af kønskransekagen"

Eller nogle af de tomme tønder, hvoraf nogle definerer sig som værende aktive i Allbright Gruppen, der synes at mene, at hvis det ikke var for mændene (partiet Venstre, Liberal Alliance og Saturn er på vej ind i Krebsens vendekreds), så ville de bestemt sidde som administrerende direktører i LEGO, Danfoss, IBM og Skodsborg Badehotel (og alle i Danmark ville gå med Ilse Jacobsen gummistøvler og gå vildt meget op i havebrug og burhøns' livsvilkår).

Men langt de fleste feminister er faktisk bare nogle borgere, der synes, det er bedst for både mænd og kvinder, at der er mest mulig lighed mellem kønnene. At mest mulig lighed ikke alene er noget, der vil komme kvinder, men også mænd til gode. For eksempel, at det også er i vores drengebørns interesse, at mænd kan tage barselsorlov og knytte sig til deres småbørn. At der skal være plads til, at mennesker har frihed til at definere sig selv, i stedet for at de defineres og fordømmes på forhånd. At ingen – hverken af hankøn eller hunkøn – skal krænkes, fordi de har det køn, de har. At der er mest mulig personlig frihed for alle, hvad end de er mænd eller kvinder.

At der er nogen, der bliver ved med at stille op til de øretæver, det af uransalige grunde afstedkommer, er noget vi burde takke dem for. Ikke nedgøre. Til gengæld kunne feminister – sådan bredt defineret – måske kvittere med en villighed til at indgå i dialog med dem, der måske har nogle andre holdninger, end dem man kunne blive enige om på ø-lejrene i 1970’erne.