Farvel til menneskerettighederne
De mest destruktive kræfter i historien er sekulariserede protestantiske erstatningsreligioner, såsom socialisme og fascisme. Menneskerettigheder er en del af samme tradition.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Menneskerettigheder har en særligt fornem plads i vores samfund. Det er sådan noget, som vigtige mennesker taler ærbødigt om, og de lader meget gerne os andre forstå, at vi her har at gøre med noget nærmest helligt. Ser man udelukkende – altså overfladisk - på menneskerettighedernes formelle status, lader de da også til at være hævet over simple folketingsbeslutninger.
Danmark kan eksempelvis blive dømt af en Menneskerettighedsdomstol, og det fik fagforeningerne også at mærke, dengang domstolen erklærede deres eksklusivaftaler ulovlige. Menneskerettighederne bliver også konstant brugt i den offentlige debat, som argument for at bestemte politikker ikke kan gennemføres. Ingen vil være i modstrid med menneskerettighederne, og der er ikke det snusfornuftige forslag, der ikke bliver fejet af bordet, når først menneskeretskortet er spillet.
Under overfladen af konventioner, domstole og 160 (!) ansatte i et særligt institut, er menneskerettighederne ikke andet end det spinkleste flertal i folketinget. Hvis ellers der var flertal, kunne de vælge at afskaffe menneskerettighederne i morgen
Menneskerettighederne er et forsøg på at lave en konstruktion – af absolutte og universelle sandheder - som er hævet over politik. Deres udgangspunkt er kristent, men de er for længst blevet overtaget af humanismen, og er ikke blevet mindre religiøse af den grund. I sig selv er det en årsag til at være på vagt. De mest destruktive kræfter i historien er sekulariserede protestantiske erstatningsreligioner, såsom socialisme og fascisme. Og selvom menneskerettighederne ubestrideligt er en bedre udtænkt politisk-filosofisk ide end de totalitære ideologier, hører de alligevel til samme blodige idehistoriske tradition. Derfor bør vi frygte menneskeretstænkningen.
Det destruktive potentiale iboende i menneskerettighederne har vi faktisk allerede set udfoldet nemlig under Den Franske Revolution. Og i den sammenhæng er det underordnet, at det revolutionære blodbad på betydelige stræk var i modstrid med de humanistiske idealer. Det er underordnet, fordi en politisk ideologi ikke bør vurderes på dens muligvis smukke idealer, men på det faktiske udkomme. Kun mennesker bør (også) vurderes på intentioner – ideer på deres konsekvenser.
De humanistiske idealer under den Franske Revolution skabte et voldsorgie, fordi de forsøgte at gentænke mennesket og samfundet. Fordi de postulerede at kende en aboslut sandhed hævet over praktisk fornuft. Fordi de krævede handlinger, der ikke tog afsæt i virkeligheden, men i en konstruktion. I en utopi. Et paradis på jord, som Søren Krarup har udtrykt det. I netop dette element adskiller menneskerettighedstænkningen sig ikke fra andre politiske systemer, der ser stort på det konkrete samfund med dettes partikulære ikke-universelle historie og kultur. Ja, på det enkelte menneske, hvis abstrakte ’ret’, den hævder at beskytte, men i stedet har blikket stift rettet mod de hellige skrifter.
Vi kan allerede i dag se, hvordan menneskerettighederne er en trussel mod nationalstaten. Politiske forslag, der vil bestemme hvilke mennesker, vi åbner grænserne for, er i en slags permanent koldskrigstilstand med menneskerettighedslobbyen. Flygtninge, familiesammenføringer og hjemsendelser lader alle til at være områder, hvor Danmark har overdraget sin suverænitet til nogle dommere i Strasbourg. Tæt på utopiens arnested, langt fra virkeligheden i Danmark.
Konflikten mellem nationalstat og menneskerettigheder er forudsigelig. En nationalstat er et tilfældigt historisk produkt, hvis essens er at gøre forskel på os og dem. Menneskerettighederne er anti-historiske, anti-tilfældige og anti-forskelle. Praktisk historisk erfaring over for rationalistisk universalisme. Fred og frihed over for en sekulariseret erstatningsreligion. For det er netop en kendsgerning, at vi har opbygget historiens fredeligste og frieste samfund inden for rammerne af en nationalstat. Utopiske ideer har kun givet os død og ødelæggelse.
Et ønske til den kommende borgerlige regering: Opsig menneskerettighedskonventionen, FN-konventionerne og skriv rettighederne ud af dansk lovgivning. Dér har de kun været i 20 år. Og de er ikke hellige. Ikke mere end socialisme i hvert fald.