Fortsæt til indhold
Kommentar

Er du for eller imod AI? Svaret kan ødelægge dit kærlighedsliv

Holdningen til kunstig intelligens svinger mellem to poler: afsky og fascination.

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvordan tjekker bien, at honningen er god?

Den tager stikprøver.

Ja, det er en vittighed.

Nej, det er ikke en, jeg selv har fundet på.

Det har min Google-højttaler, der for en måneds tid siden blev opgraderet med såkaldt kunstig intelligens og derved besudlede min morgenrutine med såkaldt humor.

Når jeg har køkkenet for mig selv om morgenen, siger jeg: »OK Google, godmorgen«.

En fiks lille kommando, som tidligere fik min højttaler til at sige, hvad der står i min kalender, vejrudsigten og derefter de seneste nyheder fra DR.

Men efter ændringen er højttaleren gået fra at have en meget bestemt kvindestemme til en Kåre Quist-agtig smørstemme, der – som en anden Kåre Quist – tilføjer en joke mellem vejrudsigten og de seneste nyheder fra ilands-Danmark.

Google har lanceret ændringen, som om selveste Jesus er trådt ned fra Himlen, har lagt hånden på højttalerkabinettet og velsignet denne døde kasse.

Nu er det meningen – siger Google – at jeg kan føre en samtale med højttaleren, men mine forsøg på at tale med den er som at træde ind i en børnehave, hvor der er omvendt-dag, men hvor halvdelen af børnene ikke ved, hvad omvendt-dag er, og den anden halvdel af og til glemmer det.

Jeg tror, at mit forhold til kunstig intelligens er som mange andre menneskers. Det er vildt fascinerende, at jeg kan sætte den til at regne på befolkningsstatistikker, opsummere en videnskabelig rapport og tage et billede af en opskrift og indrømme, at jeg som sædvanlig har glemt at købe en ingrediens, og om den kan foreslå en erstatning?

Til gengæld nager det mig at tænke på, at bagmændene bag kunstig intelligens er nogle skruppelløse gangstere, der bygger atombombesikrede tilflugtssteder på øde øer, fordi de ved, at enden er nær.

Den ene af dem har endda en plan om at tage til Mars – gid det snart lykkes for ham.

Men kunstig intelligens er allerede blevet en så integreret del af min hverdag, at hvis jeg har et spørgsmål om alt mellem himmel og jord, er min første tanke at spørge AI.

»Hvor længe kan maling holde, når man har åbnet bøtten?«

»Har hollænderne virkelig opfundet farven på gulerødder?«

»Er væsken fra lightergas farlig, for jeg har lige hældt noget i øjet?«

»Er Haarhus ikke et genialt navn til en frisør i Aarhus?«

Forleden fandt jeg ud af, at den tilgang kan være farlig, hvis man er på kærlighedsmarkedet. I en tråd på det sociale medie Bluesky fik jeg nemlig lidt af en øjenåbner.

En kvinde skrev følgende:

»Efter 12 år som enke indvilgede jeg endelig i at gå på date med en mand, jeg havde mødt i en tegneklasse. Han sendte en besked for at fortælle, at han havde ladet ChatGPT foreslå, hvad vi skulle lave, og han ville gerne have min mening. Jeg aflyste.«

»Det var lige godt pokkers,« tænkte jeg.

Hun møder en sød mand. Endda ude i virkeligheden. De bliver enige om en date. Manden gør sig umage med at finde noget interessant at lave. Han spørger, hvad hun synes om forslagene? Og så bliver han sparket ud, fordi han søger hjælp fra kunstig intelligens?

Da jeg havde ladet den tankerække suse gennem min egen intelligens, tænkte jeg igen: »Det var lige godt satans.«

Overraskelsen blev ikke mindre, da jeg så svarene fra andre kvinder.

»Jeg er glad for, at du aflyste daten.«

»Godt gået. Hvis han ikke har en omgangskreds med mindst én person, han kunne have fået råd fra, hvad er han så for en person?«

»Det er bestemt et rødt flag. Hvor svært kan det være at lægge en simpel plan?«

Og sådan fortsatte bifaldene over, at hun havde sparket manden ud af sit liv.

Det var girl power tilsat en god portion aggressivt AI-had.

Der kommer med andre ord til at løbe en masse mænd rundt på datingmarkedet, lidet anende at de aldrig kommer til at score en dame, fordi de bruger kunstig intelligens.

Det er heldigvis her, jeg kommer ind i billedet.

For jeg vil være techbro og tjene kassen.

Jeg vil opfinde min egen AI, SnakGPT, en tjeneste udelukkende for jyske mænd. Den skal trænes på Johnny Madsen, Stig Tøfting, Bjarne Riis, Kristen Poulsgaard og Søren Ryge (jeg var lige ved at smide Morten Albæk i puljen, men der er er trods alt grænser for, hvor overfladisk en chatrobot må være). Den skal være virkelig svær at få et ord ud af og svare med Lars Lilholts stemme.

Mand: »Goddaw!«

SnakGPT: »...«

Mand: »Er Haarhus ikke et genialt navn til en frisør i Aarhus?«

SnakGPT: »Jow deeeet.«

Mand: »Jeg har ofte ondt i hovedet. Hvad skal jeg gøre?«

SnakGPT: »Løbe det væk.«

Mand: »Og ondt i sjælen?«

SnakGPT: »Har du prøvet at løbe?«

Mand: »Svamp i skridtet?«

SnakGPT: »Løbetur.«

Mand: »Hvad skal vi snakke om?«

SnakGPT: »Hvem holder du med i fodbold?«

Mand: »Brøndby«

SnakGPT: »...«

Mand: »Er du der?«

SnakGPT: »...«

Mand: »Hallo?«

SnakGPT: »...«

Den koster 800 kr. om måneden, og kvinder kan også få adgang, hvis de savner deres bortrejste mænd og ikke trænger til nogen at snakke med.

Og så skal den ikke fortælle idiotiske vittigheder som min højttaler.

Hvorfor blev bogen deprimeret?

Fordi den blev lagt på hylden.

Thomas Lund Hansen er journalist på Jyllands-Postens samfundsredaktion.