Trumps eftermæle afgøres ikke af balsale og benzinpriser, men af kampen mod Kina

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I dækningen af Donald Trump risikerer man til tider ikke at se skoven for bare træer. Eller rettere: Man kan ikke se skoven for bare guldbelagte triumfbuer, Truth Social-opslag, benzinpriser, ICE-razziaer, juridiske slagsmål og daglige udmeldinger, der kunne få Uffe Elbæk til at udbryde ”ahmen, ahmen, ahmen hvor er det crazy, det her!” fra morgen til aften.

Det er forståeligt, for Trump er ikke bare en politiker, men et permanent støjniveau. En menneskelig brandalarm, der på de fleste arbejdspladser ville udløse øjeblikkelig evakuering, krisemøde og en meget lang sygemelding hos HR-chefen.

Men netop derfor risikerer man at forveksle det spektakulære med det historisk afgørende.

For det, der larmer mest, er ikke nødvendigvis det, der kommer til at betyde mest.

Fremtidens historikere vil næppe primært hæfte sig ved, om Trump fik bygget en ny balsal, om benzinprisen faldt nogle cent i Pennsylvania, eller om hans immigrationspolitik dominerede amerikansk kabel-tv. Den slags er ikke uvæsentlig og kan sagtens fylde meget i mediedækningen fra dag til dag.

Det kan også være med til at tabe valg og drive redaktører, kommentatorer og USA-analytikere til søvnmangel. Men i det lange historiske lys vil jeg tillade mig at postulere, at det helt store spørgsmål er et helt andet:

Var Donald Trump som USA’s 47. præsident med til at vinde eller tabe det 21. århundredes store kapløb mod Kina?

Det er også med den overligger, at man med fordel kan fortolke Trumps møde med Xi Jinping i denne uge. Det var ikke først og fremmest et topmøde, hvor man skal fortolke håndtryk, dissekere handelsløfter, formuleringer om Taiwan eller høflige bemærkninger om »gensidig respekt«.

Den slags er ikke ligegyldigt, for diplomati består også af kommaer, kropssprog, og hvem der får lov at gå ind ad døren først.

Men i det store perspektiv er topmødet et øjebliksbillede i en verden under hastig forandring, hvor USA og Kina er de to centrale poler i en global magtkamp, der kommer til at definere USA’s selvforståelse langt mere – og længere – end Donalds daglige realityshow.

For næsten alt i amerikansk politik handler efterhånden også om Kina: handel, mikrochips, sjældne jordarter, Taiwan, grøn teknologi, kunstig intelligens, militær oprustning, Rusland, Iran og spørgsmålet om, hvorvidt verden fortsat skal være organiseret omkring USA’s supermagtsstatus – for bare lige at tage 10 hurtige.

Der er en naturlig fristelse til at sammenligne Trumps Kina-rejse med Richard Nixons historiske besøg i Kina i 1972. Det skal man dog passe på med, formaner historikeren. Det er rigtigt, at Nixon åbnede døren til Kina i sin tid. Men Trump prøver nu snarere at forhindre, at døren smækker i hovedet på USA.

Forskellen er afgørende. I 1972 var Kina fattigt, isoleret og svækket. I dag er Kina verdens næststørste økonomi, en teknologisk supermagt, en militær udfordrer i Asien og en troværdig rival til USA.

Dengang kunne Washington bruge Beijing som en brik i spillet mod Sovjetunionen. I dag er spørgsmålet, om Beijing sammen med Moskva, Teheran og andre utilfredse nationer kan skubbe USA fra den geopolitiske trone.

Her må man tilføje, at Trump har gjort sit for, at mange lande – særligt i Europa – ikke længere er trygge ved USA’s lederskab.

En meningsmåling foretaget af Public First for netmediet Politico i februar viste, at et relativt flertal af adspurgte i Canada, Tyskland, Frankrig og Storbritannien hellere vil være afhængige af Kina end Trumps USA. Det er vist det, man kalder for et geopolitisk advarselsskilt med blinkende røde lamper.

Når selv USA’s nærmeste allierede begynder at se afhængighed af Kina som mindre risikabel end afhængighed af USA anført af Trump, er problemet ikke længere kun kinesisk styrke. Det er nok endnu mere, at USA støder sine allierede fra sig, for dette tillidstab kan vise sig at blive meget bekosteligt i supermagtsrivaliseringen med Kina.

Trump har selvfølgelig ret i, at Kina har været en handelspartner med lidt for kreative statsstøtteordninger. Trump har også ret i, at USA i årevis undervurderede konsekvenserne af kinesisk industripolitik, teknologityveri og en globalisering, hvor amerikanske virksomheder tjente penge, mens amerikanske industribyer betalte prisen.

Og Trump fortjener ros for at gøre Kina-skepsis stueren i Washington. Det er en af de mest varige og vigtigste ændringer i amerikansk politik i Trumps æra.

Men at identificere et problem er ikke det samme som at løse det. Jeg kan også sagtens identificere, at jeg burde spise mere broccoli og færre burgere. Men det gør mig hverken til ernæringsekspert eller min aftensmad væsentligt sundere, hvis jeg ikke også omlægger min kost.

Supermagtskampen mod Kina kan ikke vindes med toldsatser. Det opdagede Trump meget hurtigt, da han eskalerede handelskonflikten sidste år. Magtkampen kan heller ikke vindes med intuition eller Trumps evige tro på, at hvis bare han sidder over for en anden stærk mand, så kan han nok lande en storslået aftale.

Det her er ikke et ejendomsprojekt i Atlantic City, men en geopolitisk rivalisering på verdens allerstørste scene, og her står hovmod for fald.

Netop derfor kan Trumps politiske eftermæle ende med at blive langt mere betydningsfuld end hans politiske æstetik. Trump kan bygge nok så mange balsale, navngive nok så mange bygninger og tale nok så meget om, at USA igen bliver respekteret.

Men hvis USA under Trumps ledelse mister terræn i forhold til Kina på teknologi, alliancer, industripolitik og global indflydelse, vil triumfbuen og balsalen bare være en forgyldt kulisse, der står tilbage som et symbol for en dekadent supermagt i tilbagegang.

Hvis olie var det 20. århundredes strategiske råstof, kan mikrochips, data og kunstig intelligens blive det 21. århundredes magtmaskine. Derfor kan Trumps Kina-politik heller ikke reduceres til en købmandsregning med lidt flere sojabønner, ekstra Boeing-fly og nogle toldlettelser. Det svarer i så fald til at glæde sig over at have fået rabat på popcornene, mens biografen står i flammer.

Jeg vil tillade mig at påstå, at USA’s største udfordring i stormagtskampen skal findes på hjemmebanen. USA’s største udfordring er polariseringen, statsgælden, de svækkede institutioner, angrebene på universiteterne, mistilliden til eksperterne og den kortsigtede trang til at gøre enhver strategisk diskussion til et slagsmål, som skal udkæmpes på kabel-tv. Sat på spidsen behøver Kina ikke nødvendigvis at besejre USA, for i værste fald besejrer USA sig selv.

Da Mao Zedongs kommunister vandt den kinesiske borgerkrig og Folkerepublikken Kina opstod i 1949, udløste det i USA en giftig debat om, hvem der havde ”tabt Kina”. I det 21. århundrede er den store risiko, at fremtidens historikere vil stille spørgsmålet, hvem der tabte til Kina:

Var det Bill Clinton, der troede for meget på handlens forvandlende kraft?

Var det George W. Bush, der blev opslugt af konflikterne i Mellemøsten og krigen mod terror?

Var det Barack Obama, der talte om et »pivot« til Asien, men ikke fik drejet supertankeren?

Var det Joe Biden, der forsøgte at samle Europa i kampen mod Ruslands aggression?

Eller bliver det Donald Trump, der taler dunder mod Kina, mens han samtidig svækker de universiteter, alliancer og institutioner, der er USA’s største fordel i supermagtskampen med Kina?

Man fristes i al fald til at citere Denzel Washingtons ikoniske replik i filmen ”American Gangster”: »Den, der råber højest, er som regel den, der er svagest.«