Venedig Biennalen afslører kunstverdenens største illusion

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Venedig Biennalen er kunstverdenens svar på OL. Hvert andet år samles nationer, kunstnere, kuratorer og kulturinstitutioner i den italienske laguneby for at vise samtidens vigtigste kunstneriske strømninger.

Men ligesom sportens verden har måttet erkende, at internationale arenaer aldrig er politisk neutrale, gælder det samme for kunsten.

Siden invasionen af Ukraine har russiske atleter været udelukket fra store sportsbegivenheder eller tvunget til at konkurrere under neutralt flag.

Begrundelsen har været klar: Når autoritære stater bruger sport som national prestige og propaganda, kan man ikke adskille arenaen fra regimet. Alligevel lever forestillingen stadig stærkt i dele af kunstverdenen om, at kunsten befinder sig hævet over politik.

Det er præcis den illusion, der nu krakelerer i Venedig.

Onsdag blev den russiske pavillon ved Biennalen centrum for en spektakulær protestaktion udført af Pussy Riot og FEMEN. Med pink elefanthuer, røggranater og slagord som »Blod er Ruslands kunst« og »Curated by Putin, dead bodies included« forsøgte aktivisterne at blokere indgangen til den russiske pavillon. Protesten handlede ikke kun om Rusland. Den handlede om selve idéen om kulturel neutralitet.

For Biennalen er ikke blot en kunstudstilling. Den er et globalt udstillingsvindue for nationer. Pavillonerne fungerer som kulturelle ambassader, hvor lande iscenesætter sig selv over for verden. Derfor bliver spørgsmålet om Ruslands deltagelse uundgåeligt politisk.

Mange i kunstverdenen holder stadig fast i forestillingen om, at kunst bør være fri af geopolitik. At kultur skal bygge broer, også når stater er i konflikt. Det lyder smukt. Problemet er bare, at autoritære regimer ikke deler den opfattelse.

For Putin er kultur ikke adskilt fra politik. Den er politik.

Rusland har i årevis brugt kulturinstitutioner, sportsbegivenheder og internationale platforme som redskaber til at projicere normalitet, prestige og indflydelse. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Kreml ønsker tilbagevenden til Venedig Biennalen netop nu. Midt under krigen i Ukraine handler det om at signalere, at Rusland fortsat er en legitim del af det europæiske fællesskab.

Det er den virkelighed, Pussy Riot forsøger at tvinge Biennalen til at konfrontere.

Derfor bliver protestaktionen også større end en enkelt demonstration foran en pavillon. Den viser, hvordan selv kunstens mest elitære og internationale institutioner nu trækkes ind i de geopolitiske spændinger, der præger vores tid. Krigen i Ukraine stopper ikke ved grænsen til kulturens verden. Tværtimod er kultur blevet endnu en frontlinje.

Man mærker det allerede tydeligt i Venedig. Hele Biennalens jury har trukket sig. EU-Kommissionen har angiveligt truet med at tilbageholde støtte på grund af Ruslands deltagelse. Aktivister protesterer også mod Israels pavillon. Stemningen omkring den russiske pavillon beskrives som iskold sammenlignet med resten af udstillingen.

Biennalen forsøger stadig at tale om åbenhed, dialog og kunstnerisk frihed. Men virkeligheden har indhentet institutionen. For når verden polariseres, bliver også kulturinstitutioner tvunget til at tage stilling – også når de helst vil undgå det.

Det betyder ikke, at kunst skal reduceres til propaganda eller aktivisme. Tværtimod. Men det betyder, at man må opgive den naive forestilling om, at kunsten eksisterer uden for magt, konflikter og ideologi.

Kunst har altid været politisk. Fra sovjetisk propaganda til amerikansk kulturdiplomati under Den Kolde Krig. Fra protestkunst mod Vietnamkrigen til boykotbevægelser mod apartheid. Forskellen er blot, at kunstverdenen i mange år har haft råd til at bilde sig selv ind, at globaliseringen havde gjort kultur til et neutralt frirum.

Det gør Pussy Riot brutalt op med i Venedig.

Happeningen foran den russiske pavillon er derfor ikke et brud med Biennalens historie. Den er tværtimod et billede på den tid, vi lever i: En tid, hvor geopolitikken igen trænger ind i alle internationale institutioner – også dem, der troede, de stod udenfor.

Og måske er det i virkeligheden det mest ærlige ved hele Biennalen i år.