Geopolitisk gaffatape er trods alt bedre end ragnarok

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Det lyder måske ikke af meget, men i 2026 er det en succes, når verden undgår atomkrig. Velkommen til en ny virkelighed, hvor en skrøbelig våbenhvile mellem USA og Iran føles som en slags geopolitisk comfort food.

Den ene dag taler man om civilisatorisk udslettelse. Den næste dag sidder man med to ugers våbenhvile – med Pakistan af alle lande som fredsmægler – og en amerikansk præsident, der igen har valgt ikke at trykke på aftrækkeren. Eller som amerikanerne vil kalde det: Taco Tuesday, frit efter devisen ”Trump Always Chickens Out”.

Pip, pip, pip, siger kyllingen.

Efter at verden havde holdt vejret i spænding og rædsel, mens man ventede på svaret på, om USA’s præsident ville gøre alvor af sin trussel om at udslette den iranske civilisation, endte det hele med en midlertidig våbenhvile, der er lige så skrøbelig som de tre små grises strå- og pindehuse.

Tilbage står spørgsmålet: Hvad er egentlig værst? En præsident, der truer med total udslettelse og ikke stempler igennem, eller en præsident, der sætter handling bag de drakoniske trusler på sociale medier?

Hvis alternativet er atomkrig, er svaret mindre kompliceret. For så er Taco Tuesday trods alt bedre.

Det er selvfølgelig en banal konstatering, der er lige så forudsigelig som udmeldingen, at Lars Løkke Rasmussen ikke vil deltage i flere møder med Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

Men i en tid, hvor geopolitik er blevet noget, der potentielt kan ende med svampeformede skyer over Persien, er det måske netop de banale sandheder, vi har mest brug for. For bag alle analyserne gemmer der sig en ganske simpel virkelighed:

Iran er ikke et land, man bare kan »bombe tilbage til Stenalderen« eller »udslette«. Det er en civilisation med flere tusinde års historie, millioner af mennesker og en strategisk placering, der gør enhver konflikt til et regionalt – og ofte globalt – anliggende. Hormuzstrædet er ikke bare en geografisk detalje, men en livsnerve i verdensøkonomien. En lukning dér er ikke et regionalt problem.

Det bliver hurtigt et globalt chok.

Som Mike Allen har beskrevet det i netmediet Axios, kan energichokket fra Irankrigen på sigt vise sig at være langt mere end en midlertidig forstyrrelse.

Pointen er, at det globale oliemarked – som ellers i årtier har været relativt åbent og velfungerende – risikerer at blive mere fragmenteret og direkte politiseret, hvis energi i stigende grad bruges som et geopolitisk våben. Irankrigen har allerede haft betydelige konsekvenser. Oliepriserne er steget markant – omkring 50 pct. siden krigens begyndelse – hvilket med stor sandsynlighed vil betyde højere inflation og dyrere energi.

Historisk set har den slags chok haft potentiale til at udløse internationale paradigmeskifter. Som Axios pointerer, førte coronapandemien til øget fokus på hjemtagning af produktion og diversificering af forsyningskæder. Ruslands angreb på Ukraine tvang Europa til at frigøre sig fra russisk gas, og går man længere tilbage, ændrede oliekriserne i 1970’erne amerikanernes bilvalg.

Et interessant spørgsmål for historikere er derfor ikke kun, hvor olieprisen er i dag eller om to uger, men hvordan verden ser ud som resultat af Irankrigen om fem eller 10 år.

Hvis energimarkedet fragmenteres, kan det på længere sigt undergrave fundamentet for den dollarbaserede verdensøkonomi og dermed også USA’s globale magtposition, som Mike Allen pointerer hos Axios.

I værste fald bliver Hormuzstrædet dermed for Donald Trumps USA, hvad Suezkrisen blev for Storbritannien i 1956. Dengang troede briterne stadig, at de kunne kontrollere verdens vigtigste handelsåre og dermed fastholde imperiets stormagtsstatus.

I stedet afslørede Suezkrisen, hvor begrænset Storbritanniens reelle magt var blevet. Trump løber samme risiko i forhold til Irans kontrol med Hormuzstrædet.

I The New York Times beskriver Steven Erlanger, hvordan flere historikere og analytikere peger på, at Irankrigen kan udvikle sig til et amerikansk ekko af Suezkrisen: et øjeblik, hvor en stormagt ikke nødvendigvis taber militært, men hvor dens autoritet får et alvorligt knæk.

Essensen er, at USA har demonstreret sin militære styrke, men haft langt sværere ved at omsætte den til politisk kontrol og en stabil afslutning på krigen.

Samtidig har håndteringen skabt uro blandt allierede, der både er afhængige af den amerikanske sikkerhedsgaranti og sårbare over for energichokket fra Hormuzstrædet.

Eller som den tidligere portugisiske europaminister Bruno Maçães siger til avisen: »Forestillingen om USA som almægtig er afgørende, og det er en grundlæggende forudsætning for en global hegemon at sikre, at olien flyder, at åbne strædet og holde det åbent. Troen på et almægtigt USA, der kan løse alt, er ved at forsvinde.«

Steve Erlanger fremhæver netop denne dobbelthed: USA er stadig den dominerende magt, men Irankrigen blotlægger begrænsningerne i, hvor meget den dominans reelt kan styre udfaldet. Samtidig bliver tilliden til Trumps USA yderligere undergravet blandt både allierede og rivaler. Fællesnævneren er blevet, at man ikke tør stole på amerikanerne.

Eller som politologen Francis Fukuyama formulerede det i denne uge: »Der har aldrig været et tidspunkt, hvor USA har været mere mistroet – både af traditionelle allierede og af rivaler – end det er nu.«

Tilbage står en våbenhvile, der allerede knirker i fugerne. Mistilliden er intakt, og parterne positionerer sig: både til forhandlingerne og til næste runde i den militære konfrontation.

Man kan selvfølgelig indvende, at denne pause blot udsætter problemet. At Iran fortsat har ondsindede ambitioner. At USA ikke har opnået sine strategiske mål endnu. Og at krigen derfor blusser op igen, inden våbenhvilen udløber.

Det er alt sammen plausibelt. Men det er alligevel at foretrække.

For to uger uden bomber er to uger, hvor færre civile dør. Hvor markederne falder en smule til ro. Og hvor diplomater faktisk kan tale sammen.

Jeg er med på, at barren er sat meget lav. Og at der er tale om det, man på godt gammeldags dansk ville kalde en lappeløsning. Men nogle gange er det lappeløsningerne, der holder verden sammen.

Og i det her tilfælde er der brug for en ordentlig omgang geopolitisk gaffatape. For gaffatape er trods alt bedre end ragnarok.