En 27-årig vil ikke arbejde, og hans argument er irriterende godt

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Den seneste uges tid har jeg gået og tumlet med en påstand – eller en problematik – som bølger mellem det rene idioti på den ene side og en drilsk betydningsfuldhed på den anden.

Påstanden kommer tilsyneladende fra en 27-årig inder. Den er gået viralt på de sociale medier og er videregivet i Danmark af et useriøst medie, alt imens læssevis af harmdirrende kommentarer klistrer sig på. Men lad nu kildens uldne ophav og historiens ægthed ligge. Påstanden er provokerende uanset hvad: Den 27-årige har aldrig bedt om at blive født, ergo er det hans forældre, der har ansvaret og skal betale for ham. Han gider ikke arbejde.

For ham er det dybt uretfærdigt at tvinge nogen til at tjene til livets ophold for en tilværelse, de ikke selv har valgt.

Hvad i himlens navn, tænker man? Har Raphael, som kanutten hedder, totalt tabt sutten og forlagt rygraden – den dovenlars og forkælede mandsling?

Men hvis man tager hans udsagn et tak dybere, og når jeg graver i min egen modersjæl, så har manden ret. Jeg fik børn, fordi jeg gerne ville give min egen tilværelse et dybt og elskeligt lag. Jeg ville skabe min egen familie og finde samhørighed og glæde og tage legen tilbage.

Jeg fik ikke børn, fordi jeg tænkte, at de fortjente at blive født ind i denne verdens uløselige dilemmaer, kriser, klimamæssige nedsmeltning og fremtidigt bøvl med at opretholde levestandarden, jobbet og tumle med sjælelige kvaler, afgrundsmørke stunder og hurlumhej-ægteskaber.

Det særlige ved mig og mine børn er så tillige, at de er adopteret fra Kina – så der er underskrevet talrige kontrakter – bare ikke med dem selv. Jeg havde også rigeligt tid til at tænke over regnskabet over godhed og egoisme i de 10 år, jeg bøvlede med inseminationer og syv reagensbehandlinger. Hånden på hjertet, det var ikke barmhjertigheden, der bar adoptionen hjem, selvom det lyder pænest sådan.

Nu om dage er “adopterede” ikke helt det ord, man bruger om mine to pragtfulde døtre, som i øvrigt er alt andet end arbejdssky. I de mere adoptionsnøgterne kredse siger man, at de »har været udsat for adoption«. Med den ordlyd nærmer vi os den retorisk stærke inder, der heller ikke har bedt om at lande i verden, hvor han nu engang er sat. Hans forældre ville ham. Jeg ville mine døtre.

Herfra kan man vende og dreje livet og filosofere over, hvad det hele er godt for. Hvis vi tager den unge mands synspunkt, så lander vi i det såkaldte antinatalisme-spor: Hvis livet uundgåeligt rummer lidelse, smerte, tab og mandage – kan det så overhovedet forsvares at invitere et nyt menneske ind?

Det er her, jeg får lyst til at tage Raphael alvorligt et øjeblik, før jeg giver ham et los i røven. For hans »jeg bad aldrig om at blive født« er i familie med en gammel, hård tanke hos Albert Camus – fransk-algerisk forfatter og filosof – der skrev om absurdismen – spændingen mellem menneskets længsel efter mening og en verden, der ikke leverer den.

I bogen “Myten om Sisyfos” stiller Camus det mest brutale spørgsmål: Hvis livet kan føles meningsløst, hvorfor vælger vi så overhovedet at fortsætte? Han nævner selvmordet, fordi det er den yderste konsekvens af meningsløshed, men han anbefaler det ikke. Tværtimod. Hans svar er et stædigt ja til livet. Se verden, som den er, drop illusionerne – og lev alligevel, mener han med henvisning til Sisyfos, der igen og igen skubber stenen op ad bjerget, ikke fordi det er fair, men fordi han nægter at lade meningsløsheden få overtaget.

Stoikerne ville nikke mere nøgternt. De mente faktisk, at man i yderste tilfælde kunne sige nej tak til livet. Men det var en nødudgang, ikke en sofaordning. Samtidig var de benhårde på en ting. Når du nu lever, så lev ordentligt med mådehold, mod, retfærdighed og visdom. Du kan ikke både kræve frihed og melde dig ud af forbundetheden.

Privilegie-vinklen er den mest ubekvemme – og derfor vigtig. At kunne formulere »jeg har ikke givet samtykke til at eksistere« kræver tid, sprog og overskud. Der findes millioner af mennesker på kloden, som ikke har absurditet som filosofisk problem. De savner vand, brød og sikkerhed. Raphaels oprør er et produkt af, at nogen har båret ham langt nok til, at han kan stille sig op og kræve at blive båret.

Og så er der den dimension, han helt glemmer, nemlig at alting hænger sammen. Nu er han født. Han er allerede indvævet i andre menneskers arbejde, omsorg og infrastruktur. Han er et resultat af hænder, han aldrig har mødt: veje, kloakker, læger, lærere, landmænd, mennesker, der stod op klokken fem og knoklede uden at skrive et manifest.

Det er også her, Danmark sniger sig ind i den indiske historie og tager skoene af i entréen. For vores velfærdsstat bygger på en usynlig kontrakt. Den er ikke underskrevet med kuglepen, men med skat og tillid: Du får skole, sundhed, sikkerhedsnet. Til gengæld forventer vi, at du bidrager, når du kan. Ikke for statens skyld, men for fællesskabets skyld. Hvis vi begynder at tænke, »jeg skrev aldrig under«, så smuldrer kontrakten ikke med et brag, men dog med en stille, småsur lyd.

Og ja, jeg kan også godt høre begrebet “quiet quitting” hviske i kulissen. Mange af os er i disse år ved at genforhandle arbejdets betydning, fordi vi har råd til overhovedet at give det en tanke. Jeg vil ikke være mit job. Jeg vil ikke dø med Outlook åben. Det er sundt. Det er måske endda en lille moderne stoicisme i at vælge sin indsats med værdighed. Men der er forskel på at sige, »jeg vil ikke overidentificere mig med arbejdet« – og så sige, »jeg vil slet ikke bidrage, men I andre må da gerne betale«.

Her passer Viktor Frankl ind som en slags voksen i rummet. Frankl var østrigsk psykiater og overlever fra koncentrationslejre. Hans livsværk handler om mening som noget, man ikke primært finder ved at kigge indad, men noget, man tager ansvar for. Det afgørende ifølge ham er ikke, hvad vi forventer af livet, men hvad livet forventer af os. Vend blikket. Der er lagt noget ned i dig, som verden har brug for. Ikke som en sur pligt – men som en mulighed for mening.

PS: Hele historien om den indiske mandsling er smukkere, end den måske burde være: Han er tilsyneladende barn af to jurister, som tager hans udsagn med knusende ro. Moren har angiveligt sagt, at hun gerne erklærer sig skyldig – hvis nogen kan forklare hende, hvordan hun rent praktisk skulle have fået en underskrift fra et menneske, der endnu ikke fandtes. Det er måske klummens mest trøstende pointe:

Selv når livet er absurd, kan det altid levere en knastør, juridisk punchline.