Det bliver ikke djøf'erne, der redder rigsfællesskabet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

I det ene ringhjørne stod djøf’erne. I det andet Donald Trump. Eller rettere: hans udsendinge.

Ugens møde i Washington mellem USA’s vicepræsident, J.D. Vance, udenrigsminister, Marco Rubio, Lars Løkke Rasmussen og Grønlands Vivian Motzfeldt var fra starten iscenesat i den danske dækning som et højspændt diplomatisk opgør om Grønland, rigsfællesskabet og Danmarks plads i Trumps Amerika. Resultatet blev noget helt andet, hvilket i realiteten var langt mere afslørende, end de officielle pressemeddelelser og politikernes spin giver indtryk af.

Men lad os starte med det, der kom til at overskygge substansen: billederne. Fist-bumpet mellem Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, og Løkke. Smøgerne.

Den uformelle stemning foran bygningen, hvor rigsfællesskabets mest alvorlige sikkerhedspolitiske spørgsmål netop var blevet diskuteret. I et andet job, i en anden kontekst, kunne man kalde det menneskeligt.

Her fremstod det først og fremmest uprofessionelt. Når repræsentanter for Danmark og Grønland efter et møde med Trump-administrationens topfolk markerer “succes” med knytnævehilsen og rygepause, er det svært ikke at få fornemmelsen af, at man rent kommunikativt har forvekslet diplomatisk alvor med bodegahygge.

Selve mødet var i øvrigt en succes, som hurtigt viste sig at være af den mere elastiske slags. For ganske vist blev der fra begge sider talt om en »konstruktiv tone« og »god dialog«, men da støvet havde lagt sig, stod én ting klart: Parterne er tydeligvis ikke enige om, hvad de egentlig blev enige om.

Den famøse arbejdsgruppe, som ifølge den danske udlægning er en kæmpe succes – ja, nærmest en diplomatisk genistreg – blev pudsigt nok ikke opfattet således fra amerikansk side. Ifølge den danske udenrigsminister skal arbejdsgruppen se på amerikanske sikkerhedsbekymringer i Arktis. Ifølge Det Hvide Hus’ talskvinde er det et forum, der skal drøfte selve overtagelsen af Grønland.

Når man efter et topmøde ikke engang deler en fælles forståelse af mødets konklusion, er det svært at tale om diplomatisk landvinding.

Alligevel var dele af den danske mediedækning præget af noget, der mest af alt mindede om en landskamp. Som om Danmark havde været i Washington og “stået imod”. Som om uafgjort på udebane var en sejr. Som om det vigtigste var, at vi ikke blev ydmyget i offentligheden, snarere end at USA’s præsident fortsat åbent taler om at overtage en del af rigsfællesskabet og også gjorde det på sociale medier på mødedagen.

Jeg skal hilse og sige, at man som USA-analytiker ikke bliver synderlig populær, hvis man nægter at tage bøllehatten på. Det lever jeg nu fint med, men jeg kunne godt ønske mig, at vi herhjemme var noget mere magtkritiske. Også – eller måske endda særligt – når det gjaldt rigsfællesskabets fremtid.

Når man skiller jubelretorikken og bøllehatdækningen fra substansen, bliver kontrasten slående. For i realiteten bestod resultatet af mødet i Washington i, at parterne gik ud til hver sit publikum med to vidt forskellige fortællinger om, hvad der var blevet aftalt. I klassisk diplomati er fælles konklusioner selve lakmusprøven på fremgang. Her var der ikke engang en fælles problemforståelse, og det vidste vi udmærket godt i forvejen.

Alligevel blev mødet i dele af den danske dækning behandlet, som om Danmark havde leveret en heroisk defensiv præstation mod en overmægtig modstander. I realiteten var der ingen, der havde forudsætning for at drage den konklusion ud fra fist bumps og smøger. Sådan er det desværre ofte ved store transmissioner.

Mediernes fokus vægter iscenesættelse højere end indhold. Politiske kommentatorer og analytikere kaster sig ud i vurderinger af kropssprog. Forhandlingseksperter skal udlægge resultatet af møder, hvis indhold vi ikke aner en kæft om.

Det ville være synd at kalde den slags for fremragende journalistik, og samtidig er det en farlig forskydning af fokusområdet. For mens vi hjemme i Danmark diskuterede toneleje, kemi og signaler, fortsatte USA’s præsident ufortrødent med at kommunikere om Grønland som et strategisk aktiv, der bør overgå til amerikansk kontrol.

Det er ikke et retorisk benspænd, men et politisk krav. Og i det lys er det svært at se, hvorfor fraværet af offentlig ydmygelse skulle tolkes som en sejr. At komme helskindet ud af presserummet er ikke det samme som at have flyttet på USA’s krav. Det er snarere et udtryk for, hvor lavt ambitionsniveauet er blevet, hvis vi måler diplomatisk succes i, om vi slap for at blive sat til vægs.

Diplomati er ikke sport, selvom man kunne få det indtryk i denne uge. Når vi reducerer et asymmetrisk magtopgør til et spørgsmål om kommunikation og kemi, risikerer vi at overse det væsentlige: Danmark og Grønland står over for en amerikansk præsident, der ikke respekterer de spilleregler, vi selv tror på.

Netop derfor er det bemærkelsesværdigt, at ugens reelt største historie druknede i billeder af fist bumps og cigaretter. For samtidig med, at mødet i Washington blev udlagt som en diplomatisk succes på et meget tvivlsomt grundlag, traf en række europæiske lande en beslutning, der i praksis betyder langt mere for rigsfællesskabets sikkerhed end en arbejdsgruppe: De sender officerer og soldater til Grønland.

Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og andre europæiske allierede har nu militært personel på grønlandsk jord. Ikke som symbolpolitik, men som konkret sikkerhedspolitisk tilstedeværelse. Det er historisk. Og det er et klart signal – ikke mindst til Washington – om, at Grønland ikke står alene, og at Danmark ikke er isoleret i dette opgør.

Set i det lys fremstår mødet i Washington næsten som en parentes. For mens djøf’erne forhandlede formuleringer, arbejdsgrupper og pressevinkler, rykkede Europa tættere på Arktis. Det er ikke embedsværket, der skaber afskrækkelse. Det er ikke pressebriefinger, der sikrer territoriel integritet. Det er allierede, der er villige til at omsætte ord til handling.

Det betyder ikke, at diplomati er overflødigt. Tværtimod.

Men det betyder, at vi bør være ærlige om dets begrænsninger i mødet med en Trump-administration, der ser international politik som transaktionelle magtudøvelser snarere end regelbaseret samarbejde. I det verdenssyn er arbejdsgrupper lette at oprette og lige så lette at ignorere.

Militær tilstedeværelse er noget helt andet.

Derfor er den mest ærlige læsning af ugens begivenheder også den mest nøgterne: Mødet i Washington ændrede grundlæggende ingenting. Donald Trump vil stadig have Grønland. Hans folk taler stadig, som om spørgsmålet blot er et spørgsmål om tid og teknik. Og rigsfællesskabet står stadig over for en amerikansk præsident, der ikke accepterer et nej.

Forskellen er, at Danmark ikke længere står alene. Og det er her, den virkelige tryghed ligger. Ikke i djøf’ernes evne til at formulere kompromiser, men i vores allieredes vilje til at bakke dem op.

Det bliver ikke embedsværket og djøf’erne, der kommer til at sikre rigsfællesskabet. Det bliver vores allierede.

Alt andet er – undskyld udtrykket – bare røg, som medierne gladeligt inhalerede, fordi der var gået landskamp i dækningen.