Teddy Roosevelt talte sagte og bar en stor stok – Donald Trump råber og svinger den

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Hvis man skulle beskrive amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik med en filmtitel i disse år, så ville et oplagt bud være ”Tilbage til fremtiden”.

Der bliver i hvert fald talt meget om den 200 år gamle Monroe-doktrin, som i denne uge igen er blevet aktuel gennem snakken om den såkaldte Donroe-doktrin. Men hvis man vil forstå Trumps intervention i Venezuela og hans åbne ønske om at opnå kontrol med Grønland med en historisk reference, så er det ikke Monroe, man først og fremmest skal kigge på, men Teddy Roosevelt. Tid til en lille historietime.

Kongstanken bag Monroe-doktrinen fra 1823 var i sin essens, at europæerne skulle holde nallerne væk fra den vestlige halvkugle, og til gengæld ville USA blande sig uden om Europas interne anliggender og krige. Hvad der umiddelbart kan lyde som en studehandel mellem stormagter eller en amerikansk magtdemonstration i egen baghave, var snarere en defensiv doktrin for en ung republik, der endnu ikke havde magten til at håndhæve den selv.

James Monroes tale i Kongressen i 1823 tog højde for det faktum, at USA på daværende tidspunkt ikke var nogen militær stormagt endnu. Men den fik også plantet et frø, der har været bærende i USA’s selvforståelse lige siden: forestillingen om, at Amerika har en særlig rolle og et særligt ansvar i sit eget nærområde.

Senere generationer – fra Theodore Roosevelt til Donald Trump – har bygget videre på netop den grundidé, ofte med langt større selvtillid og langt hårdere midler. Og det er præcis derfor, at det også er mere oplagt at se nærmere på den såkaldte Roosevelt-tilføjelse til Monroe-doktrinen.

Roosevelt-tilføjelsen til Monroe-doktrinen fra 1904 var øjeblikket, hvor USA holdt op med blot at advare Europa og i stedet begyndte at opdrage Latinamerika. I kølvandet på gældskriser, revolutioner og europæiske kanonbåde ud for – ironisk nok – Venezuelas kyst mente USA’s daværende præsident, Theodore Roosevelt, at Washington ikke længere kunne nøjes med at agere defensivt og sige ”niks pille” til kolonimagterne. Amerika måtte selv gribe ind, hvis nabolande var ustabile eller risikerede at invitere fremmede magter ind ad bagdøren.

Den spansk-amerikanske krig i 1898 bliver ofte glemt som forhistorie til Roosevelt-tilføjelsen, men er særdeles relevant for forståelsen. Det er med USA’s krigserklæring mod Spanien, at den fortsat ret unge republik for alvor træder ud af sin egen selvforståelse som tidligere koloni og ind i rollen som international og imperial stormagt. Fredsaftalen samme år betyder, at USA overtager Puerto Rico, Guam og Filippinerne, mens Cuba blev selvstændigt.

I praksis gjorde krigens udfald Caribien dermed til USA’s baghav(e). Nu havde Washington ikke længere kun interesser, men også territorier og flådestationer, der skulle beskyttes. Krigens udfald ændrede dermed også USA’s strategiske logik: Europæiske kanonbåde og uro i regionen ville nu ikke bare true abstrakte principper eller fint formulerede doktriner, men konkrete amerikanske besiddelser og handelsruter.

Det var disse erfaringer, som Teddy Roosevelt, der selv havde været viceminister for flåden og spillet en prominent rolle under Den spansk-amerikanske krig, tog med sig ind i Det Hvide Hus, da han blev præsident i 1901.

For Roosevelt var Monroe-doktrinen ikke nok: Nu måtte USA gå fra at agere defensivt til at tænke offensivt. Roosevelt-tilføjelsen blev den politiske oversættelse af erkendelsen, som Den spansk-amerikanske krig havde skabt, navnlig at USA nu var så dybt involveret i den vestlige halvkugle, at passivitet ikke længere var et valg. USA var nu den vestlige halvkugles selvbestaltede politibetjent.

Roosevelt blev sidenhen også kendt for ”den store stoks politik”, hvorefter USA skulle bruge truslen om militær intervention i Latinamerika og Caribien for at fremme sine strategiske og økonomiske interesser. Dermed ikke sagt, at man nødvendigvis måtte ty til intervention, men ifølge Teddy Roosevelt var det derfor en god idé, at man i internationale anliggender »talte sagte, men bar en stor stok«.

Jeg påstår på ingen vis, at Donald Trump har fordybet sig i historiebøgerne og dernæst har fundet sin indre historiker frem og besluttet sig for, at han vil være den nye Teddy Roosevelt. Men jeg vil tillade mig at konkludere, at hvor Teddy Roosevelt talte sagte og bar en stor stok, så råber Trump og svinger den, senest i Venezuela.

I december 2025 udgav Det Hvide Hus sin nye nationale sikkerhedsstrategi. Herhjemme blev der af naturlige årsager fokuseret mest på afsnittene om Europa, men i lyset af den seneste uges begivenheder er det nærliggende at fokusere på den vestlige halvkugle, som i øvrigt kommer først i strategien.

På side fem i sikkerhedsstrategien slås tonen an: »Vi vil sikre, at den vestlige halvkugle forbliver tilstrækkeligt stabil og velforvaltet til at forebygge og afskrække massiv migration til USA; vi ønsker en halvkugle, hvis regeringer samarbejder med os i kampen mod narkoterrorister, karteller og andre transnationale kriminelle organisationer; vi ønsker en halvkugle, der forbliver fri for fjendtlig udenlandsk indtrængen eller ejerskab af centrale aktiver, og som understøtter kritiske forsyningskæder; og vi vil sikre vores fortsatte adgang til strategisk vigtige lokaliteter. Med andre ord vil vi hævde og håndhæve en “Trump-tilføjelse” til Monroe-doktrinen.«

Det lyder selvfølgelig flot at kalde det en Trump-tilføjelse til Monroe-doktrinen. Men som historiker vil jeg tillade mig at påstå, at Donald Trump i realiteten bare går i Teddy Roosevelts fodspor. Trump-tilføjelsen er ikke revolutionerende. Det er Wish-udgaven af Roosevelts originale tanke fra 1904. Trump som Teemu-Teddy. Gammel vin på nye flasker. Klassisk stormagtstænkning. Og så videre. Kært barn har mange navne, men originalitet er ikke en af dem.

Til gengæld understreger det også endnu en gang, at Trump er dødsensalvorlig, når han taler om at opnå kontrol med Grønland. Arktis er for USA ikke perifer geografi, men kerneområde. Og kerneområder deles ikke frivilligt af amerikanerne. Særligt ikke med russere og kinesere. Hans retorik er larmende, hans metode brutal, men rationalet genkendeligt. USA vil nægte aktører uden for hemisfæren mulighed for at kontrollere strategisk vitale aktiver. Sådan tænker en stormagtspræsident og imperialist. Punktum.

I Danmark har vi det med at reagere, som om Trumps politik er et brud med verdensordenen. I virkeligheden findes der kun en verdensorden, når amerikanerne har lyst til at håndhæve en sådan. Som jeg ser det, er Donroe-doktrinen snarere en tilbagevenden til en ældre, mere rå og mindre sentimental udgave af amerikansk udenrigspolitik. En politik, hvor interesser trumfer intentioner, hvor geografi igen er skæbne, og hvor man italesætter disse interesser klart og kontant.

Man kan mene meget om Donald Trump. Det gør jeg også. Men man gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis man reducerer Trumps udenrigspolitik til personlig excentricitet. Det, vi ser, er snarere en selvsikker, interventionistisk supermagt, der ikke skjuler sin dagsorden bag multilaterale høflighedsfraser. Teddy Roosevelt ville formentlig have løftet et øjenbryn over Trumps stil. Men han ville genkende logikken. Og måske endda nikke anerkendende til viljen til at bruge stokken, når det anses for nødvendigt.

Spørgsmålet er ikke, om Trump forstår Monroe-doktrinen. Det gør han sikkert ikke. Spørgsmålet er, om vi i Europa – og i Danmark – har forstået, at det i 2026 ikke er Monroe, men Roosevelt, der igen sætter rammen for amerikansk magtudøvelse. Og at vi i rigsfællesskabet, uanset hvad vi mener om metoden, bogstaveligt talt befinder os i skyggen af den store stok.