Valde-kortene er blevet familiens juledjævel
Det koster at blive lukket ind i børne-julefællesskabet, og det burde TV 2 og Salling Group, der står bag Valde-kortene, tænke en ekstra gang over. Og det samme bør curlingforældrene, der hjælper deres børn med at købe og sælge kort, også.
Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.
Min lille datter Inger kom forleden hjem fra sit lille skoleliv i 0. klasse med en bunke Valde-kort i hånden. Hun havde fået dem af en klassekammerat.
Sikke sødt, tænkte jeg. Indtil det ret hurtigt gik op for mig, at der nærmest var sket et syndefald. Noget uigenkendeligt var sket, efter at hun fik kortene i sin lille barnehånd. Indtil da havde jeg og ungerne på en eller anden måde levet i lykkelig uvidenhed om, at TV 2 i samarbejde med Salling Group havde lanceret de kritiserede samlekort til årets julekalender, ”Vintermiraklet”.
Inger landede ved spisebordet: »Hør så efter, mor,« sagde hun, da jeg tydeligvis ikke udviste den forventede interesse og begejstring over for billedkortene, som hun sirligt sorterede og forklarede mig, hvilke der var »rigtig seje« og »megasvære at få«.
Hun anede intet om, hvem Valde er, anede intet om fortællingen ”Vintermiraklet”, for hjemme hos mig har jeg trukket en gammel traver af stalden og præsenteret ungerne for ”Nissebanden i Grønland” fra 1989, hvor alt går lidt langsommere end i vore dages børnefjernsyn – en verden, der på en eller anden måde var lidt mere uskyldig. Og lidt mere eventyrlig, jul i lange baner og en kærlig hilsen til Grønland – det er vel også en eller anden form for dannelse. Nuvel.
Hun har i hvert fald aldrig set ”Vintermiraklet”, og alligevel var hun fuldstændig tryllebundet, nærmest besat af at sortere rundt i den lille bunke kort. Og jeg kunne mærke stressenergierne brede sig i stuen.
»Mor, køber du ikke et samlehæfte til mig, køber du ikke nok nogle samlekort?« spurgte hun hver halve time. Jeg handler hverken i Føtex, Bilka eller Fætter BR, hvor kortene kan erhverves, når du køber varer for 100 kr. 48 forskellige kort – altså temmelig mange indkøb, hvis samlingen skal være komplet. Det barn, hvis forældre handler i Netto (som er tilfældet her på matriklen) – det barn, hvis forældre har få midler, og det barn, hvis forældre helt principielt ikke vil støtte det kommercielle julemareridt, har altså ikke en chance for at blive lukket ind i det allerhelligste.
For det gik pludselig op for mig, at kortene giver adgang til fællesskabet. Ingen kort, ingen adgang. Dårlige eller få kort, mindre anseelse i fællesskabet.
Som en læser også skriver i nærværende avis, så splitter kortene børnefællesskabet og smadrer julestemningen. Det har ikke en pind at gøre med at »skabe ekstra hygge og leg omkring vores julekalenderunivers, og det er vigtigt at understrege, at man stadig sagtens kan se familiejulekalenderen og få en fuldendt oplevelse uden også at samle på kort og album«, som det lyder fra pressechefen i Salling Group, Jacob Nielsen.
Jeg kan så understrege, at børnene kan blive stressede, opkørte og emotionelt pressede uden at se julekalenderen – simpelthen fordi kortene har en magisk, djævelsk kraft, der giver børnene en syg selvforståelse af at være cool og sej og konge af fællesskabet – hvis altså de så at sige har gode kort på hånden.
Salling Group og TV 2 burde virkelig overveje og besinde sig på, hvilken juledjævel de har skabt – for de rammer lige ned i det allermest sårbare i menneskets sjæl, nemlig selvforståelsen. Noget, børnene og de unge kæmper så rigeligt med i dag. Og selvfølgelig har det aldrig nogensinde haft noget med »hygge« og »julestemning« at gøre, men lokumskold forretning. Hvordan får man folk til at lægge flere penge ved kassen – ja, ved at stikke dem de eftertragtede kort, når de køber ind.
Det er simpelthen så nederdrægtigt.
Og endnu mere gakkelak er det, at (curling)forældrene er sprunget med på hysteriet – Facebookgruppen ”Valdes Jul 2025 (køb, salg, bytte)” har over 6.000 medlemmer. Her sælger og bytter forældrene kort på vegne af deres børn.
»Vi søger kort nummer 12 og 23 og et guldkort, betaler gerne porto«, og på kryds og tværs mellem landsdelene bliver kortene sendt.
Det er jo det glade vanvid – har de forældre virkelig ikke bedre at tage sig til end at befordre en virkelig skadelig juledille, som selv flere skoler forbyder, fordi de ødelægger fællesskaber og skaber konflikter.
Man fristes til at spørge, om der er en voksen til stede – for børnene kan ikke styre det. De er blevet ofre for den ulidelige kommercialisering af julen, hvor vi dynger vores børn til i et sandt helvede af nisselege og pakkekalendre med plasticdimser, der gør børnene fuldkommen kulrede. Det skulle være så hyggeligt – men det er i virkeligheden for meget. Vi skaber selv et ”julemonster”, som en læser meget selvreflekteret skrev for nylig. Forældrene bliver stressede, børnene bliver stressede og forvænte.
Det er nærmest det allerværste: Det er umuligt at glæde et forvænt barn med en gave juleaften, når de har fået gavepapir i stykker gennem hele december. Det er umuligt at lære sådan et barn taknemlighed. Det er umuligt at lære et sådant barn forventningens glæde.
Vi skal være varsomme med ikke at skabe børnejulemonstre – men skænk i stedet børnene blikket for, at advent og jul åbner rummet for eftertænksomhed, ro og glæde. Ikke kortvarig glæde over et åndssvagt samlekort – men den sande glæde, også et barn kan mærke. Helt nede på bunden af deres lille liv.