Fortsæt til indhold
Kommentar

Sådan blev min søns lærer vores redning mod skolevægring

Er der et liv efter skolevægring? Det må de af jer, der kæmper med det, blive ved med at tro på.

Mette BirkArresthuspræst, flyverpræst og præst for socialt udsatte i Aarhus

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Forleden dag mødte jeg en god veninde, som jeg sjældent når at se. Vores børn skulle spille fodboldkamp imod hinanden, så nu kunne vi endelig nå en krammer og en hurtig opdatering af, hvad der fylder for os hver især.

»Det går ikke så godt med ham,« sagde hun og pegede med sit blik ind på banen, hvor hendes søn løb rundt. »Angsten er taget til, og det er bare så f***ing hårdt. Vi aner ikke vores levende råd nogle dage. Det er ganske simpelt forfærdeligt, men det ved du jo alt om,« sagde hun.

»Ja,« svarede jeg og gav hende den kærligste krammer, jeg kunne præstere i min kæmpe vinterjakke.

»Men du klarer den, søde. Det er du nødt til. I kommer igennem det.«

De fleste af os forældre har det i udgangspunktet aldrig bedre end det af vores børn, der har det værst. Så simpelt er det. Vores eget lykkebarometer afhænger af vores børns, og har vi et barn i svær mistrivsel, ja så trives vi heller ikke selv som forældre. Det giver sådan set sig selv. Derfor er det desværre også kun naturligt, at vi som forældre til børn med blandt andet angst og skolevægring ofte selv er så pressede over situationen, at følelser som magtesløshed, håbløshed og psykisk udmattelse rodfæster sig i os. Sådan var det også for mig i en årrække, og det er uden tvivl de hårdeste år, jeg nogensinde har oplevet. Uden tvivl! Men vi klarede det, og i dag stortrives min søn med skole, venner, kæreste og fritidsaktiviteter.

Som forælder til børn med angst og skolevægring er man selv så pressede over situationen, at følelser som magtesløshed, håbløshed og psykisk udmattelse rodfæster sig. Arkivfoto: Sofia Busk

Efterskolen blev for alvor vores redning. Den var fantastisk. Intet mindre. Første gang vi skulle vises rundt, mødtes vi med en lærer i en juleferie. På denne måde fik min søn mulighed for at se skolen i ro og mag uden at skulle forholde sig til andre elever. Vi kørte håbefulde derfra, for besøget lykkedes, og det var en stor succes i sig selv. I foråret, inden skolestart, blev alle kommende elever inviteret af skolen til at komme og møde deres nye kontaktlærer og elevgruppe. Igen satte vi os i bilen og håbede på, at vi også denne dag ville køre håbefulde derfra. Da vi kom derop, var der mennesker overalt, og angsten tog over. Vi måtte give op. Før vi kørte hjem, ringede jeg til Line, hans nye kontaktlærer, og fortalte hende, at vi desværre måtte vende om.

»Vi sidder i bilen på en pløjemark tæt på skolen,« sagde jeg.

»Bare bliv siddende,« sagde hun, »så kommer jeg ud til jer om lidt. Vi tager elevsamtalen i bilen.«

Og så kom Line, satte sig ind i bilen og gennemførte elevsamtalen, imens jeg gik en tiltrængt tur i regnvejret.

Igen kørte vi håbefulde hjem derfra. På første skoledag ringede hun til mig for at høre, om vi kunne komme afsted. »Vi kører om lidt,« sagde jeg, og så holdt vi ellers vejret hele vejen til Ranum.

Med et særligt blik for hans udfordringer tog hun imod ham. Hun gjorde ikke noget nævneværdigt ud af, at han tydeligvis var presset, men lod ham vide, at han til hver en tid kunne sige til, og så ville hun hjælpe ham. Den dag kørte vi, hans far og jeg, igen håbefulde derfra. Men han blev. Line ringede sent om aftenen bare lige for at fortælle, at det gik skide godt og at vores søn var mega sej. Jeg græd. Ikke som tidligere af frustration og afmagt, men af lettelse og stolthed over hans mod og jernvilje. Siden da sendte hun ofte små opdateringer og berettede hver gang om små sejre og store fremskridt.

»Han har det godt. Du behøver ikke at bekymre dig mere,« skrev hun en dag.
Dér græd jeg igen. Han afsluttede skoleåret med en rejse til Panama og vandt endda årets udviklingspris, som han modtog foran 2.000 mennesker til dimissionen. Mit stolteste øjeblik. Endnu en gang trillede tårerne, denne gang fulde af håb og taknemmelighed.

Der er et liv efter skolevægring. Det må de af jer, der kæmper med det, blive ved med at tro på. Det kan lykkes, men det kan tage år, og det er ubegribelig slidsomt undervejs. Vi har været igennem en masse forskellige forløb. Noget hjalp til dels, men det vendte først for alvor, da vi mødte Line. Hun troede på ham. Hun så alt muligt andet i ham end angst og skolevægring. Hun skabte, sammen med skolen, et rum omkring ham, hvor angsten ikke længere fik en central plads i hverdagen. Det gjorde fællesskabet, venskaber og gode oplevelser til gengæld.

Ikke alle har mulighed for et ophold på en efterskole, det ved jeg, og ikke alle har samme oplevelse som os. Men jeg har tit tænkt på, at man i det offentlige maskineri må kunne lære noget af mennesker som Line og efterskolens tilgang til skolevægring. Hvad præcis det var de kunne, som ingen før har kunnet, er svært at præcisere, men måske man kunne lære noget af mennesker som Line og skoler som disse, og på en eller anden måde overføre det til det offentlige system. Så kunne der på sigt blive en Line til os alle.

Min veninde sagde det så præcist den anden dag på fodboldbanen, for det er bare så f***ing hårdt, når man står midt i det. Men der er et liv efter skolevægring for langt de fleste af os, og måske er det også tættere på for jer, hvis I lykkes med at finde en Line til jeres barn. Vi er i hvert fald vores Line evigt taknemmelige.

Mette Birk er arresthuspræst, flyverpræst og præst for socialt udsatte i Aarhus. Foto: Brian Karmark